»Der er dybest set blot tale om en teknisk diskussion: Hvornår er et foto anonymt nok? Vi vurderede, at drengen ikke kunne genkendes.«
FOTO. Carsten Norton er utilfreds med, at han en augustdag kan genkende sit barn på et billede på forsiden af 24timer. På den baggrund filosoferer han på bagsiden af Journalisten 15/2009 over, at "det på en travl dag i nyhedsturbinen kan være fristende at skyde et par lidt for friske genveje, når der skal cases i kassen".
Jeg kan forsikre Carsten Norton og alle andre, at medarbejderne på 24timer altid overholder en aftale og er til at stole på. Vi havde en aftale med skoleledelsen om at anonymisere eleverne. Billedet af drengen er derfor taget fra siden, så man kun kan se den skyggebelagte profil, men ikke øjne eller ansigtstræk. Desuden er drengen meget uskarp, mens den citerede lærer i baggrunden står skarpt – alt sammen med det formål at sikre, at barnet forbliver anonymt. Det er så bare ikke lykkedes, og dermed har vi fejlet. Det har ikke været vores hensigt, at barnet kunne genkendes, og derfor har vi naturligvis allerede beklaget over for Carsten Norton.
Carsten Norton rammer derfor ved siden af skiven, når han forsøger at løfte vores – erkendte – fejl op til en etisk diskussion. Der er dybest set blot tale om en teknisk diskussion: Hvornår er et foto anonymt nok? Vi vurderede, at drengen ikke kunne genkendes. Det kunne han desværre – i hvert fald af mennesker, der kender drengen virkelig godt. Havde vi vurderet, at drengen kunne genkendes, havde vi valgt et andet foto.
Vi ville gerne have vist det famøse fotografi frem, så Journalistens læsere selv kunne forholde sig til det. Det har Carsten Norton imidlertid ikke ønsket, og dermed bliver det vanskeligt at komme videre med debatten.
– Claus Johansen, chefredaktør på 24timer
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.