search

Uddannet til censur

Da vi spørger de studerende, hvilken af de 20 aviser på bordet de helst vil arbejde for, er der ingen, der siger noget. Tavsheden skyldes, at ingen af dem længere drømmer om at blive ansat på en tyrkisk avis

Jeg havde set frem til det. Selv drømmer jeg om at blive journalist, og nu skulle jeg – sammen med mine 10 medstuderende på journalistik-holdet på Krogerup Højskole – møde en flok journaliststuderende på Bilgi Universitetet i Istanbul.

Jeg vidste på forhånd, at det ikke er nemt at være journalist i Tyrkiet. Pressefriheden skranter, og det er et land, hvor der er stærkt brug for nye generationer af stærke journalister. Jeg så frem til at møde progressive unge, der ønsker at ændre og redde den tyrkiske pressefrihed, der igennem de seneste år har været i frit fald.

Da vi møder eleverne på afgangsholdet, sidder de 27 studerende omkring et bord i et af universitetets klasseværelser, hvor 20 af de største tyrkiske aviser ligger hulter til bulter. De har lige færdiggjort morgenens briefing, hvor de har dannet sig et overblik over dagens nyheder.

En af deres undervisere er den anerkendte tyrkiske journalist og forfatter Ahmet Sik, der også underviser på Bilgi Universitetet. For to år siden sad han i fængsel i forbindelse med den såkaldte “Ergenekon”-sag. Ahmet Sik skrev og udgav en bog om sagen, hvor en stribe officerer, akademikere og embedsfolk er anklaget for at ville begå drab og stifte uro for at fremprovokere et militærkup.

Efter mere end et år i fængsel er Sik tilbage i sin lærerstilling, og trods tiden i skyggen vil han stadig kæmpe for presse- og ytringsfriheden i Tyrkiet:

“Når du spørger, om jeg fortsat vil kæmpe for pressefriheden, så er mit svar: “Ja”, men om det bliver let: ”Nej, slet ikke”. Fremtiden ser meget sort ud for journalistikken i Tyrkiet”.

Til sommer skal de 27 elever i afgangsklassen op til deres sidste eksamen efter at have studeret journalistik og medier i fire år. Da vi spørger, hvilken af de 20 aviser på bordet de helst vil arbejde for, er der ingen, der siger noget. Måske er de generte, tænker jeg. Men tavsheden skyldes, at ingen af dem længere drømmer om at blive ansat på en tyrkisk avis.

Ozan Engin på 27 år er en af de unge, hvis journalistdrømme er afgået ved døden. Og hans ord og argumenter gjorde virkelig indtryk på mig.

“Da jeg startede på studiet, havde jeg store forventninger og ambitioner. Jeg troede, at jeg kunne udrette noget og gøre en forskel. Men jeg blev hurtigt meget skuffet,” fortalte Ozan Engin, der efter fire år på studiet ikke længere vil være journalist. ”Jeg vil ikke opgive min familie og min kone for at skrive sandheden. Kritisk journalistik i Tyrkiet er en sikker vej mod en plads i et fængsel.”

Güventürk Görgülü, der er lærer på Bilgi Universitetet, regner med, at kun 10% af eleverne i afgangsklasserne gennem de seneste år arbejder med journalistik i dag. “Eleverne her vil slet ikke være journalister. Det er ikke et attraktivt erhverv i Tyrkiet , og samtidig er der ingen jobs at få. De læser her for at få en uddannelse – ikke for at blive journalister,” forklarer Güventürk Görgülü. 

Tyrkiet betegnes af Reporters Without Borders og Amnesty International som “verdens største fængsel for journalister”, for intet andet sted i verden sidder så mange journalister fængslet som en direkte konsekvens af deres journalistiske arbejde. Lige nu er der mere end 70 tyrkiske journalister bag tremmer. Samtidig ligger Tyrkiet nummer 154 ud af 179 lande på det årlige “Press Freedom Index”, der hvert år udgives af førnævnte Reporters Without Borders. Det er under lande som Rusland, Burma og Irak og mindre end 20 pladser over Kina, der ligger i den helt tunge ende.

Udviklingen ser ud til at gå i en negativ retning, og siden regeringspartiet AKP’s valgsejr i 2002 er Tyrkiet faldet 54 pladser på indekset. Men spørger man partiets ungdomsafdeling, AKP Youth, kan de ikke se det problematiske i situationen: “Hvis en læge stjæler dine organer, skal han jo også i fængsel, selv om han er læge. De mange journalister sidder i fængsel, fordi de har gjort noget ulovligt – ikke fordi de er journalister,” siger Merve Senerie Topdas, der sidder i bestyrelsen i AKPY.

Ozan Engins studiekammerat, Alican Barlos, har også opgivet drømmen om at blive journalist: “Der er slet ingen fremtid for os. Man skal være modig for at være journalist. Men mange – inklusive mig selv – mangler det mod og er ikke villige til at tage chancen på grund af de mange farer,” siger Alican Barlos.

Da jeg spørger ham, om han så ikke frygter fremtiden som journalist i Tyrkiet, rystede han smilende på hovedet – han tager det næsten som en selvfølge, at det selvfølgelig er en karriere, han har droppet for længst. Han håber på at kunne blive filminstruktør, når han er færdig med journalistuddannelsen.

Eleverne nævner ofte Ahmet Sik og hans mod, når de skal fortælle om pressefriheden, og de er meget stolte af at have ham som lærer, men ingen af eleverne deler hans ambitioner.

“Målet med vores uddannelse burde jo være at konfrontere eksempelvis regeringen med sandheden og de uacceptable ting, der sker i vores samfund – ligesom Ahmet. Men det kan ikke lade sig gøre – vi kan ikke ændre noget som helst,” siger en af de studerende, der ikke ønsker at få sit navn frem.

“Vi har masser af aviser i Tyrkiet, men i princippet kunne vi lige så godt bruge dem som toiletpapir. De er ligegyldige, censurerede, og mange af dem er ren propaganda.”

Han fortæller, at hans ambitioner ligesom hos størstedelen af de andre elever har ændret sig: “Jeg vil stadig gerne være journalist, men har måttet erkende, at sandfærdig og kritisk journalistik i Tyrkiet er for farligt og spild af tid. Min ambition er at tjene en masse penge, og hvis det kræver, at jeg skal lyve – så er jeg villig til at gøre det.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen