» Vi skal have de allerbedste uddannelser i Danmark, og dem får vi ikke ved at lukke verden ude, men ved at lukke den ind.«

Tilbage til tiden før murens fald havde de østeuropæiske lande og andre udvalgte lande rundt om i verden stavnsbundet deres borgere, blandt andet fordi de mange udgifter til dyre uddannelser skulle komme landene selv til gode og ikke andre. Uddannelsen skulle bruges i det land, hvor den var opnået.

Mange universitetsstuderende og færdiguddannede i østlandene kiggede langt efter de ordninger, der fandtes i Vesteuropa og Nordamerika, hvor der var fri bevægelighed.

Jeg troede virkelig, at det tankegods var fortid. Men så dukker der pludselig et forslag op i oppositionens "En fair løsning" om pant på uddannelse og nu bakket op af den konservative leder. Jeg ved naturligvis godt, at forslaget om en særlig pant på uddannelse slet ikke tåler nogen sammenligning med de forhold og vilkår, som de studerende og færdiguddannede blev budt i Østeuropa og ligesindede lande.

Når jeg alligevel vælger at drage paralleller til Østblokken, så er det for at advare mod en fornyet protektionisme på det uddannelsespolitiske område, en protektionisme, der savner fuldstændig mening i en globaliseret verden. Hertil kommer, at et betalingsmodul ligeledes trækker Danmark uddannelsesmæssigt i den forkerte retning.

Jeg håber da, at stadig flere danskere, der uddanner sig til medie- og kommunikationsbranchen sammen med alle mulige andre, vælger at supplere deres uddannelse med udlandsophold og gerne semestre på udenlandske universiteter. Skal de så også betale pant til Storbritannien, USA, Frankrig, Sverige, eller hvor de nu måtte uddanne sig, ud over den betaling, de nogle af stederne kan blive nødt til at lægge? Skal de aftjene et vist antal arbejdsår i hvert af de lande, de uddanner sig i?

Nej, det indgår vist ikke i forslaget, men i sin yderste konsekvens kan der tænkes mange scenarier, og for hver ny restriktion bliver det en ekstra barriere for den fremtidige uddannelsesform, som må og skal være uddannelse uden grænser.

Hvad med danske journalister, der slår sig ned i udlandet for at arbejde freelance og sende spændende reportager hjem til Danmark? Skal de straffes for ikke at aftjene deres "arbejdspligt" i Danmark først? Eller kommunikationsmedarbejderen, der efter endt uddannelse slår sig ned nogle år i USA for senere at komme hjem til Danmark beriget med erfaringer og nytænkning parat til at være innovativ i kommunikationsbranchen?

Jeg håber da også, at der fortsat kommer udenlandske studerende til Danmark og bidrager med deres kultur og viden. Det er med til at skabe internationale miljøer på danske universiteter og andre læreanstalter, som bliver helt afgørende for en fortsat udvikling af vores uddannelser.

Hvor økonomisk rationel tanken om en pant på uddannelse end må være, så strider den mod globaliseringen, og gad vide om den ikke også strider mod den fri bevægelighed inden for EU. Hertil kommer, at ordningen kunne blive en glidebane mod et stadigt stærkere stavnsbånd, fordi det ville blive en ny skrue for den til enhver tid siddende regerings økonomiske politik.

Vi har tværtimod brug for, at der bruges flere ressourcer på uddannelse, fordi det er vores vigtigste råstof. Alt for mange uddannelsesinstitutioner slås med forældede materialer og forældede teknologier i stedet for at være foran. Og vi har brug for de internationale miljøer i Danmark, så vores uddannelsesinstitutioner også ad den vej kan blive løbende udfordret.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Designskolen, Medieskolerne, journalistik på SDU og kommunikationsuddannelsen i Roskilde skal sammen med de mange andre uddannelser til medie- og kommunikationsbranchen sende færdiguddannede af sted med de nyeste kompetencer. De skal være efterspurgte – både herhjemme og i udlandet.

Vi skal have de allerbedste uddannelser i Danmark, og dem får vi ikke ved at lukke verden ude, men ved at lukke den ind.