Ord som manipulering og lusk indgår i Journalisthøjskolens kampagne for ny kommunikationsuddannelse. "Det er det dummeste, jeg længe har set," siger næstformand i Kommunikationsgruppen (Opdateret).
»Du er god til at manipulere med sandheden, elsker at dreje debatten væk fra substansen. Hvorfor ikke gøre det til en levevej?«. Sådan lyder opfordringen i en kampagne fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der reklamerer for skolens nye kommunikationsuddannelse. På plakater på busser bliver uddannelsen blandt andet solgt under slagordene »Professionsbachelor i lusk« og »Statsautoriseret skiderik«.
»Kampagnen har til hensigt at bruge ironien og få skabt opmærksomhed om uddannelsen,« siger kommunikationschefen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til skoleavisen Illustreret Bunker.
At skolen dermed bliver sat i forbindelse med de værste fordomme om spindoktorer, ser han ikke noget problematisk i.
"Det er ikke journalistuddannelsen vi markedsfører. Det er kommunikationsuddannelsen. Den her kampagne kan ikke ødelægge den stærke værdi, som er bygget op om Journalisthøjskolen," siger han.
Per Roholt er næstformand i Kommunikationsgruppen i Dansk Journalistforbund, og han var med på råd da den nye kommunikationsuddannelse blev besluttet. Og han er ikke tilfreds med den nye kampagne.
»Jeg bliver skide ærgerlig, for det er da noget af det dummeste, jeg har set længe,« siger han til Journalisten.dk.
»Man griber fat i laveste fællesnævner, der siger, at kommunikatører er sådan nogle, der får lort til at ligne lagkage. Man kunne lige så godt lave en kampagne for journalistuddannelsen med ord som sjusk og løgn. Jeg synes det er ærgerligt, og det er en dårlig start på en glimrende uddannelse,« siger han.
Udover i Århus kører kampagnen i en række jyske byer. Det første hold studerende starter efter planen på kommunikationsuddannelsen til september.
Opdateret 14.02
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.