En gang imellem bliver man heldigvis glad i låget over at lave journalistik. For eksempel når man bliver mindet om, hvor enkel opskriften på god gammeldags journalistik egentlig er: Ud og mød menneskene. Tal med dem.

Derfor tror jeg også, at enhver redaktør og reporter må føle sig ramt af historien om dem, vi har kaldt snushanerne. Det er klassiske old school-journalister, der helst ikke googler informationerne eller har travlt med den næste nyhed til onlineredaktionen. Men i stedet bruger tiden på at møde mennesker, der bliver til kilder, fordi de øser af en viden, der kan blive til historier. Løse snakke om dette eller hint. Pludselig har man et tip. Det er rugbrødsarbejde af den slags, redaktører skal turde investere i, for i mødet med de rigtige kilder skabes den værdi, der gør, at medier er værd at betale for.

Ledelsen skal støtte de reportere, der drevet af fagets inderste kerne – og det er mere end produktivitet – viser ægte nysgerrighed, indignation, omtanke.

Vidste du, at historien om Jesper ”Kasi” Nielsens mellemværende med Skat oprindeligt blev sat i gang efter en telefonsamtale mellem en reporter og en kilde – en samtale, der handlede om noget helt andet. Den blev ligesom bare afleveret som en bonusinfo født af tilliden og respekten.

Præcis som reporteren, der kan hilse på ”gutterne” i bandemiljøet i København, fordi han satte sig så grundigt ind i sagerne, at han kunne skrive mod anklagemyndighedens udlægning – og fordi han rent faktisk tager sig tid til at slentre på Nørrebro: ”Du kigger bare forbi, Frank. Du er altid velkommen, det ved du.” Som det lød, da Journalisten slentrede en tur med ham. Vi var med på en slags ikke-research-tur – reporteren havde orlov – men mennesker taler jo alligevel altid om noget … Og når det brænder på, så kender kilderne dig jo allerede.

Eller reporteren i Tønder, der tropper op med rundstykker til det lokale politi hver søndag. Det skabte et tillidsforhold, som vokser ud af den ægte interesse – og han kunne som den første breake historien om Tønder-sagen. Der blev indgået en aftale – som begge parter holdt. Det kan ikke løftes på en nyhedsvagt.

Og vi kan måske også nævne Journalistens praktikant, der måtte opgive at udrede en kompliceret konflikt på Færøerne fra kontoret i København – og i stedet insisterede på at rejse derop og her mødte historien, som vi folder ud i dette nummer.

Det er en vigtig journalistisk disciplin bare at være til stede og tale med de rigtige mennesker. Især når der ikke sker noget særligt.

Jeg ved godt, at der er en mellemregning, der handler om nedskæringer og nyhedskrav. Men måske har vi også i digitaliseringens tidsalder glemt, at journalistik i sidste ende handler om mennesker af kød og blod, hvis det skal blive nærværende og overraskende. Det skal vi insistere på at lave. Og det skal cheferne forlange at få. Og så pyt med, at der måske laves en historie mindre.

Ud i gaderne! Og snak, snak, snak.