search

Ud af kælderen – Frem i lyset

Tonni Vinkel Sørensen ville helst have optrådt cool og tjekket, da han modtog Cavlingprisen. For det er jo sagen og ikke personen, det hele handler om. Alligevel trængte følelserne sig på. »Måske fordi nogen endelig har hevet mig ud af den kælder - det ingenmandsland - jeg havde siddet i.«

Tonni Vinkel Sørensen ville helst have optrådt cool og tjekket, da han modtog Cavlingprisen. For det er jo sagen og ikke personen, det hele handler om. Alligevel trængte følelserne sig på. »Måske fordi nogen endelig har hevet mig ud af den kælder – det ingenmandsland – jeg havde siddet i.«

Hverdagen melder sig hurtigt.
Godt to døgn efter, Tonni Vinkel Sørensen stod forlegen og dybt rørt foran de snurrende kameraer og med næsten endeløse klapsalver skyllende ind over sig, sidder han igen på sin plads bag computeren. Bladet skal ud – og redaktionen på Bagsværd/Søborg Bladet består kun af ham selv og en halvtidsansat sportsmedarbejder.
»Jeg laver jo stort set det hele – skriver, redigerer og ombryder,« siger han, mens han sætter de sidste artikler op. Der er – som der har været stort set hver eneste uge igennem de seneste halvandet år – endnu et par artikler om sexmisbrugssagen i børnehaven Vadstrupgaard. Men også alt det andet stof: Lukningen af et lille posthus, ny hastighedskontrol i kommunen, premierefilmen i den lokale biograf…
Arbejdet bliver indimellem afbrudt af gratulanter. Blandt andet et af de sexmisbrugte børns forældre, som har taget turen fra Bagsværd til Ballerup, hvor Bagsværd/Søborg Bladet deler redaktion med Ballerup Bladet, for at aflevere en flaske rødvin og sige tillykke – og tak.
For forældrene var Tonni Vinkel Sørensen et enligt lyspunkt i en tragisk sag, kommunen forsøgte at mørklægge. Den stædige journalist på det lokale distriktsblad var den eneste, der tog forældrenes – og børnenes – parti.
Uden ham havde offentligheden aldrig fået indblik i det tillukkede kommunale system. Et system, som først overhørte forældrenes klager og senere nægtede at tage noget som helst ansvar for de forhold, som gjorde at en voksen mandlig pædagogmedhjælper over en periode på tre et halv år blandt andet kunne forsvinde ned i børnehavens kælder sammen med børn i alderen tre til seks år.

Sagen frem for manden
Rødvinen fra forældreparret er en af de sidste markeringer, siden den 42-årige journalist onsdag ugen forinden forbløffet modtog meddelelsen om, at han havde fået Cavlingprisen og senere – da telefonerne begyndte at kime – måtte flygte ned på den lokale bodega.
Tilbage er kun to interview. Og rollen på den anden side af mikrofonen har han ikke nået at vænne sig til.
»Jeg har sgu ikke sovet hele natten. Jeg bliver så nervøs,« siger han på vej ned til bladets mødelokale. Senere på dagen kommer et tv-hold, og det bryder han sig endnu mindre om.
»Journalisten sagde, at de havde 3-4 minutter til indslaget. Jeg ved godt, at det er lang tid på tv. Men så har mediet et problem. Det kommer jo ikke til handle om sagen. Det eneste, man vil lægge mærke til, er, om jeg er pæn eller grim, om jeg er fornuftigt eller dum at høre på. Jeg tror sgu, jeg ringer og aflyser …«
Tonni Vinkel Sørensen insisterer på, at det er sagen, der er interessant. Det mente han også, da han forberedte sin takketale til prisoverrækkelsen. Alligevel blev det mere følelsesmæssigt og personligt, end han brød sig om.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så følelsesmæssigt berørt. Det var ikke meningen. Jeg havde besluttet mig for at være cool og bare fyre en bredside af mod hele det kommunale system i Gladsaxe. Men det kunne jeg ikke. Måske var det, fordi nogen havde opdaget mig og hevet mig ud af kælderen, ud af det ingenmandsland, jeg havde været i.«

Som en film
Nogen vil hævde, at også Cavlingkomitéen var lovlig følelsesmæssigt påvirket, da den besluttede at tildele distriktsbladsjournalisten pressens fornemmeste pris. Det romantiske skær lod sig ikke fornægte, da komiteens formand Anna Vinding i sin tale fortalte historien om den arbejdsløse cand.mag. i historie, som fik et jobtilbud – som havemand. Hvorefter han selv foreslog lokalavisen som en mere nærliggende mulighed. Anna Vinding gik så vidt som til at kalde ham en helt – »en af dem, Hollywood laver film om.«
Tonni Vinkel Sørensen passer perfekt på myten om den ensomme mand, der alene kæmper mod overmagten, og det har givetvis spillet ind i komiteens vurdering. For ret beset har Tonni Vinkel Sørensen ikke direkte afsløret noget. Og han har også begået en alvorlig journalistisk metodefejl undervejs.
Men han har påvist, hvordan det kommunale system på visse punkter svigtede, især i den manglende registrering af klager. Og så har han – ene mand og med stort set alt og alle imod sig – holdt fast i en sag, som kommunen gjorde sit for at mørklægge.
Ikke fordi han øjnede nye trin på karrierestigen forude – faktisk havde han været en mindst lige så skattet medarbejder, hvis han havde holdt sig til artiklerne om købmandens forestående udsalg. Og ikke for at tækkes læserne eller imponere kolleger.
Men fordi det var vigtigt. Alene på den baggrund var det på sin plads, da komitéen fremhævede ham som eksponent for fagets klassiske – og måske forsvindende – dyder.

Indignation som drivkraft
Det hele begyndte med en notits i Ekstra Bladet. En mandlig pædagogmedhjælper var ved Gladsaxe byret blevet kendt skyldig i sexmisbrug af 20 børnehavebørn.
»Den notits skrev vi nærmest bare af, og så dækkede vi sagen løbende, men ikke særligt intenst,« siger Tonni Vinkel Sørensen.
»Men så pludselig efter et par måneder blev jeg kontaktet af nogle forældre. De sagde, at de for længst havde klaget, og at de nu havde søgt aktindsigt. Det søgte jeg så også.«
Det blev startskuddet til en langvarig journalistisk behandling, hvor flere forældre fortalte om de klager, de for længst havde indgivet. Ingen af disse klager var registreret hos kommunens daginstitutionskontor, som i første omgang nægtede at have modtaget dem. Først senere fik Tonni Vinkel Sørensen påvist, at der havde været klager. Siden har ingen, hverken institutionslederen, daginstitutionskontoret eller byrådet, ønsket bare at tage en flig af ansvaret for tragedien.
For nylig erkendte Gladsaxe Kommune i et svar til Tilsynsrådet for Københavns Amt, at notatpligten ikke er blevet fulgt. Siden har kommunen ændret håndteringen af klager, og dét betragter Tonni Vinkel Sørensen som den foreløbigt største gevinst.
»Der vil nu blive sat større fokus på sårbare eller skrantende institutioner. Det er jo det, der har været hele problemet. Jeg har dybest set ikke nogen trang til at holde nogen ansvarlig. Men når politikerne under ingen omstændigheder vil erkende, at de har svigtet. Når pædagogerne siger: Vi kunne ikke gøre for det. Og når daginstitutionskontorets hovedrolle er at så tvivl om forældrenes klager – så må det blive det, jeg fokuserer på. Det er der, indignationen kommer.«

Tilfældigt møde i et tog
På et tidspunkt begyndte Tonni Vinkel Sørensen at undre sig. Han skrev artikel efter artikel i et blad, som hver uge dumper ind ad 40.000 brevkasser – heraf hos cirka 100 DJ-medlemmer i Søborg og Bagsværd. Et blad som tilmed bliver afleveret uge efter uge direkte på Danmarks største journalistiske arbejdsplads i Gyngemosen.
Alligevel skete der ingenting. Ingen andre medier tog historien op.
»Jeg gjorde heller ikke selv noget særligt for at få historien ud – jo, en enkelt gang skrev jeg en pressemeddelelse til TV Lorry og Københavns Radio, det kom der ikke noget ud af. Men ellers ikke. På lokalbladene tænker vi ikke sådan. Vi regner ikke med, at vi kan levere noget til de store medier.«
Det var da også en ren tilfældighed, som gjorde, at historien til sidst kom videre.
»Jeg var på et efteruddannelseskursus – et elendigt kursus, jeg var skidesur over det – og på vejen hjem i toget snakkede jeg med Per Michael, redaktør på JP København. Jeg fortalte ham om historien, og han sagde, at de måske kunne lave en artikel om, hvad der sker i lokalsamfundet.«
Og så afleverede Tonni Vinkel Sørensen sin research til Jyllands-Posten. Siden har Jyllands-Posten kørt sagen langt videre – eller som Tonni Vinkel Sørensen siger:
»De har for længst overhalet mig. Og på sin vis har deres dækning også været bedre end min.«

Tavshedens lov
Det er han ikke ked af. Tværtimod var han glad for endelig at få noget af den opbakning, som det ellers lå temmeligt lavt med. Ikke kun fra andre medier og kolleger, men også fra lokalmiljøet som sådan, hvor skuldertrækken var den mest almindelige reaktion. Hvis det da ikke var direkte aggression.
»Jeg tror faktisk, jeg har nået grænsen for, hvad en lokalavis kan. Borgerne og politikerne opfatter avisen som deres, og når man indædt og stædigt bringer artikler mod kommunens håndtering af en sag, så kommer man også til at fremstille kommunen som et lortested, og det kan borgerne ikke lide.«
»På et tidspunkt fik jeg et brev fra en vred læser, som spurgte hvad jeg bildte mig ind at sidde og fremlægge alle mulige betænkelige papirer. Jeg blev fuldstændig chokeret. Men ellers var tavsheden det mest overskyggende.«
Den tavshed har han også mærket efter pristildelingen. I hvert fald fra kommunens side. Borgmester Ole Andersen (S), selv journalist og medlem af DJ, var blandt dem, der fik særlig invitation til prisoverrækkelsen. Men han kom ikke. Adspurgt af JOURNALISTEN om sin manglende tilstedeværelse svarer Ole Andersen: »Jeg havde ikke tid«.
Og at sende en anden »var ikke på tale«. Mere har borgmesteren ikke at sige om den sag.
Det har til gengæld et tidligere medlem af byrådet i Gladsaxe, seminarielektor Finn Held, gift med den daværende leder af Vadstrupgaard.
Finn Held mener, at valget af Tonni Vinkel Sørensen som årets Cavlingprisvinder er »en skandale for dansk journalistik«.
»Dansk Journalistforbund har gjort os til grin. De giver belønning til en mand, som i 1½ år har forpestet min kones tilværelse. Cavlingkomitéen har set bort fra alle personlige og menneskelige hensyn og tilmed fra en kendelse i Pressenævnet,« siger Finn Held, som hæfter sig ved, at Tonni Vinkel Sørensen tidligt i forløbet begik en alvorlig journalistisk fejl, da han viderebragte beskyldninger mod lederen af Vadstrupgaard, uden først at have forelagt hende udtalelserne. Det kostede Tonni Vinkel Sørensen kritik fra Pressenævnet, og ifølge Finn Held burde det også have medført et øjeblikkeligt stop for det, han kalder »hetzen«.
Tonni Vinkel Sørensen:
»Jeg ærgrer mig sådan over den fejl. Jeg glemte simpelthen at indhente hendes kommentar, det er så dumt. Jeg er jo slet ikke vant til at være uvenner med folk. Jeg er så sorgmodig over, at der er nogen, der ikke kan lide mig.«

Lokalavisen er »noget hø«
Modstanden fra de kommunale instanser var én ting. Noget andet var reaktionerne – eller rettere sagt: manglen på reaktioner – internt på bladet, hvor han udførte sit arbejde »i ly af ligegyldigheden«, som han så smukt og præcist formulerede det i sin takketale.
»Lokalaviserne er jo specielle ved, at de er gratisomdelt og man derfor ikke behøver spekulere i, hvad der sælger. Det giver et frirum, som jeg har kunnet bruge. Men på den anden side har der heller ikke været nogen opbakning. I stedet hørte jeg af og til kommentarer som: »Du kan ikke blive ved med det der, folk er trætte af at høre om det.« Men det gav mig bare endnu mere drive.«
Ligegyldigheden betød også, at meget af arbejdet foregik om natten, efter hans børn var lagt i seng. For der skulle jo være tid til alt pligtstoffet. Og til det, som Tonni Vinkel Sørensen selv kalder luderjournalistik, og som er grunden til, at han mener, lokalaviserne – inklusive hans egen – er »noget hø«.
Den kritik har han efter Cavlingprisen fremført så flittigt og utilsløret , at man skulle tro, hans arbejdsgivere efterhånden var ved at være godt og grundigt trætte af at høre den.
»Nå ja – de ved jo godt, hvad jeg mener,« siger han.
»Men jeg skriver jo også det, de vil have. Jeg har kæmpet i årevis for at få luderstoffet ud af bladet. Jeg synes virkelig, det skal væk. Det er jo utroværdigt, når man bringer en pressemeddelelse fra den lokale ejendomsmægler om nye lånetilbud. Det er en stor misforståelse.«
»Jeg har skændtes med samtlige mine bladchefer om det her. Men så siger de: »Når de store aviser har et modetillæg, så bringer de også alt muligt redaktionelt stof om annoncørerne«, og det er også rigtigt. Men det er som om, det slår hårdere i en avis som vores, hvor 65 pct. er annoncer.«
»Jeg har forsøgt at få indført en ramme, hvor der stod »inserat« eller »annonce« hen over de artikler. Men det er heller ikke lykkedes, og på et tidspunkt fik jeg at vide, at hvis jeg ikke holdt op med det, så røg jeg ud. Så den kamp har jeg tabt.«
»Men jeg forsøger selvfølgelig hele tiden at nedkoge det stof og vinkle det lidt mere journalistisk, så det ikke er ren reklame.«

Ingen dryp på degnen
Men uanset hvor besværlig en medarbejder Tonni Vinkel Sørensen har været, så bliver han i dag med stolthed ført frem som eksempel på lokalbladenes kvalitet. Der har endda været forslag om, at han skulle bruges i Bagsværd/Søborg Bladet i en annoncekampagne med Cavlingstatuetten i hånden. Det har han blankt afvist.
Præcis som han ihærdigt afviser enhver snak om, at prisen smitter af på kolleger i lokalpressen eller på distriktsbladene som sådan. Han synes, det var »noget svans«, da en kollega under prisuddelingen fremførte klicheen om, at når det regner på præsten …
»Det lyder måske højrøvet, men det er altså mig og ikke os, der har vundet prisen.«
Netop denne ensomhed er en af grundene til, at han måske nok kunne ønske sig, at prisen vil føre til et nyt job. Ikke fordi, han tror på det – han har faktisk væddet en flaske whisky med sine kolleger på bladet om, at der ikke vil komme tilbud.
»Jeg tror, de store aviser har meget lidt respekt for lokaljournalister, og det kan jeg sådan set godt forstå.«
»Men jeg ville da gerne et sted hen, hvor der var flere mennesker – bare mere end én! Jeg har ikke ambitioner om, at det skal være et kæmpestort sted, men jeg savner virkelig et redaktionelt miljø. Et sted med nogle flere ressourcer, og hvor det er journalistik, det handler om. Et sted, hvor de gode artikler er aktivt gode, og ikke bare fyld. Hvor det betyder noget – også det man laver nede i kælderen«.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen