search

Uartige børn

FOTOGRAFI. Indimellem kan der for ens indre blik danne sig et billede af danske pressefotografer som en flok uartige børn, der bestandig prøver at gejle hinanden op og se, hvad de kan få de "voksne" - i dette tilfælde journalister og redaktører - til at acceptere.

FOTOGRAFI. Indimellem kan der for ens indre blik danne sig et billede af danske pressefotografer som en flok uartige børn, der bestandig prøver at gejle hinanden op og se, hvad de kan få de "voksne" – i dette tilfælde journalister og redaktører – til at acceptere.

Sidstnævnte vil så, i denne lignelse, indtage rollen som typiske moderne forældre, der har svært ved at sætte grænser og er bange for børnenes dom. Først og fremmest næres de af en sand rædsel for at blive kaldt kedelige, bagstræberiske og gammeldags.

Et eksempel kunne vi se i Journalisten nummer 10, hvor fotograf Martin Bubandt har billedsat Sanne Maja Funchs reportage om medarbejderne i JP/Politikens Hus og deres angst for at blive ofre for terror. Konkrete, navngivne medarbejdere på de to aviser iscenesættes som terrorofre i billeder med skiftende virkelighedspræg, fra det helt realistiske forsidefoto til det absurde (og i øvrigt komplet uforståelige) billede af journalist Tine Tholander i sprinkleranlægget med væltede havemøbler og en dukke i hånden.

Fint nok med ambitioner om at udvikle pressefotografiet … selv om vi må glæde os over, at landets skrivende journalister ikke drives af en lige så intens trang til at eksperimentere, for så kunne det godt nok blive en drøj opgave at stave sig igennem de pågældende blade. Men gid vore fotografer ville lære en lille smule om, hvordan mennesker opfatter og forstår billeder – i stedet for blot at forlade sig på floskler og gætterier såsom "moderne mediebrugere er trænede i at aflæse billeder, derfor skal de udfordres".

Tilsvarende bør redaktørerne forholde sig mere kritisk til billedkommunikation og have den gamle sandhed in mente, at ikke alt nyt er godt nyt.

Fotos som de pågældende ligner virkeligheden og vil af flertallet umiddelbart blive opfattet som realistiske. Mange vil se så kort tid på billederne, at de ikke engang vil nå at fatte, at det er fotografens fantasier, de forestiller.

Om nogen som helst, ud over fotografen selv og hans åndsfæller, vil værdsætte anstrengelserne – der tydeligvis har været både store og bekostelige – og faktisk opleve billedserien som et vellykket forsøg på at formidle følelsen terrorfrygt, tvivler vi stærkt på. I vores optik fremstår Martin Bubandts fotos som rene postulater.

– Maj Ribergård & Ole Munk,design- og kommunikationskonsulenter

SVAR 1. Kære Maj og Ole. Tak for jeres indlæg, som kan sætte skub i en central fotodebat.

Men: Det er sjældent, jeg ligefrem griber røret og takker en fotograf for hans eller hendes anstrengelser. Det gjorde jeg med Martin Bubandt. Det lykkedes for ham at tilføre historien et emotionelt lag, der åbner for læserens refleksion over artiklens emne: Angst. Ensomhed. Udsathed.
Synes jeg.

Jeg erkender, at billederne er udfordrende. De kræver modtagerens eftertanke. Den eftertanke tror jeg sagtens, Journalistens læsere kan mobilisere.

I skriver, at billederne af flertallet vil blive opfattet som realistiske. Dermed gør I jer til dommere over modtagerens perception. En fejl, mange medieforskere begik med den såkaldte kanyleteori, som jeg mindes afgik ved døden, mens jeg gik på kommunikationsuddannelsen på RUC i 80'erne.

Jeg tror kort sagt ikke, at selv den dygtigste fotograf kan "sprøjte" budskaber ind i modtagerens hoveder. Og hvis han kan – hvorfor går I to så som de eneste i bussen fri af overgrebet?
Martin Bubandt kunne sagtens have taget nogle noble sort/hvid fotos med sørgekant. Dermed ville han have lagt sig i de etablerede konventioners slipstrøm: Her er de angste mennesker, du kan læse om.

Men ville det have været et mindre postulat? Nej!
Synes jeg.

– Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten

SVAR 2. I mine øjne har Martin Bubandt formået at lave billeder til artiklen, der ikke blot er et portræt af mennesker med deres personlige beretning, men også en skildring af en situation, en stemning og en følelse.

Jeg synes, billederne pirrer, undrer og inddrager. De er æstetiske, dramatiske og fascinerende. Og bevidst en klar iscenesættelse.
På Journalisten bestræber vi os på at være et fagblad, der tør udfordre sig selv, sine bidragsydere og sine læsere.

– Julie Frölich, art director, Journalisten

 

Kommentarer
1
Niels Riis Ebbesen
25.08.11 10:39
Re: Uartige børn

Ha - ha... det er næsten altid morsom læsning, når journaliser og pressefotografer piller sig selv og hinanden i navlen.

Men som ikke medlem af den "hellige klan", der kan jeg jo godt tillade mig at konstatere, at billederne blot er nogle kulørte og meget fantasifulde illustrationer, som efter min mening ikke understøtter og spiller sammen med alvoren i det skrevne budskab.

For det er da tragisk, at der er nogle medarbejdere hos JP og Politiken, som i deres hverdag må leve med bevidstheden om, at de er et højt prioriteret mål for terrorister. 

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen