foto: Thomas Nielsen
Det er onsdag den 22. maj, og vendingen lyder en anelse bekendt. Måske fordi den næsten ordret er citeret fra Politiken. Go’aften Danmark bruger nu de følgende otte minutter på at udføre en disciplin, som den populære aftenflade på TV 2 og konkurrenten på DR, Aftenshowet, efterhånden mestrer til perfektion.
Arbejdsgangen lyder omtrent sådan her: Bladr dagens aviser igennem, udvælg en ”blød” og gerne case-båren historie, ring til de samme kilder, inviter dem i studiet, søg de samme svar, lad værten og skiltet i bunden af skærmen planke de væsentlige fakta nærmest ordret og – her er jeg så fremme ved min pointe – undgå for alt i verden at citere det medie, historien er tyvstjålet fra.
Når jeg siger tyvstjålet, er det ikke polemisk ment. For det er netop tyveri, når aftenfladerne rub og stub viderebringer et stykke journalistisk arbejde uden at angive, hvor stoffet er taget fra.
I det konkrete tilfælde havde Go’aften Danmark havde taget en historie op om ernæring af kræftpatienter, som jeg samme dag havde skrevet til Politiken. Selv om der findes flere danske læger med ekspertise i ernæringsterapi og massevis af kræftsygeplejersker, sad præcis den overlæge og præcis den sygeplejerske, som jeg havde interviewet i min artikel, nu i studiet hos TV 2 sammen med hovedgæsten – den bærende case fra dagens Politiken.
Jeg er altid glad, når mine historier citeres, og budskaberne viderebringes, så jeg hjalp selv programmets journalist frem til casen. Dog nævnte jeg i samme åndedrag – selv om det vitterlig ikke burde være nødvendigt – at Politiken gerne måtte citeres, hvis ikke der blev tilføjet afgørende nyt til historien.
Det skete som bekendt ikke i det pågældende indslag, og det er langt fra første gang.
Og den kultur er usund af flere grunde: Dels skal læserne, som Kulturministeriets regler for god citatskik og Ophavsretslovens krav om kreditering og kildeangivelse klart fastslår, have ”muligheder for at finde frem til kilden, der ligger bag”. Dels står vi midt i en tid, hvor copy-paste-journalistikken (aktualiseret af forliget mellem Den Korte Avis og DJ) har sat produktionen af egen-nyheder under pres, og hvor faldende oplag betyder færre journalister til at producere det stof, som får det enkelte medie til at adskille sig fra resten.
Hvis vi husker hinanden på at citere efter reglerne, belønner vi dem, der laver nyhederne, og det vinder hele mediebranchen på i længden. Også aftenfladerne, der i fremtiden vil kunne trække på et dansk medielandskab med endnu flere egenproducerede historier.
Som reglerne for citatskik siger, så ”bliver en urimelig sædvane ikke nødvendigvis lovlig, blot fordi den er udbredt”. Udbredt er tendensen i hvert fald, men det er ikke for sent at sadle om.
Så til aftenfladerne skal opfodringen lyde: Citer dem, I planker fra, eller lav jeres egne historier.
3