De tyske regering brugte Twitter til at afsløre, at Angela Merkel rejser på statsbesøg til USA. Det har skabt furore i det tyske pressekorps, der føler sig forbigået. Læs kritikken her.
De tyske medier skrev i forrige uge om, at Barack Obama havde aflyst sit besøg i Tyskland. Kold luft, blev der spekuleret i.
Derfor var det en interessant nyhed, at den tyske rigskansler Angela Merkel vil rejse til USA og besøge Obama. Og måske derfor har det vakt stor furore blandt tyske, politiske journalister, at afsløringen kom på Twitter.
Det var en talsperson for den tyske regering, der afslørede Merkels USA-tur via en officiel Twitter-profil i forrige uge.
Men på det førstkommende pressemøde blev der stillet næsten lige så mange kritiske spørgsmål om Twitter, som der blev stillet om Tysklands omdiskuterede atomkraftpolitik i lyset af Japan-katastrofen.
Det fremgår af et udskrift fra pressemødet, hvor en stedfortrædende talsmand ved navn Dr. Steegmans måtte forsvare beslutningen om at bruge Twitter til at kommunikere på.
»Dr. Steegmans, skal jeg for fremtiden have en Twitter-konto for at blive informeret om Bundeskanslerens aftaler?« lyder det første spørgsmål på baggrund af Twitter-afsløringen.
Dr. Steegmans: »I informationsbranchen ved du: Der er meget, der hjælper meget. Jeg mener ikke, at vi hidtil har været nærige med information, eller at nogen, der har modtaget information fra os, i sidste ende har været overraskede over, at vi betjener os af flere kanaler. Som professionelle modtagere (tysk: Kunde) her i huset går vi helt naturligt ud fra, at I alle er logget på Twitter. For at vende det om: Vi ville ikke betragte det som skidt, hvis du var blandt vore modtagere.«
Den næste spørger stiller spørgsmålstegn ved sikkerheden ved at bruge Twitter. Han henviser til problemer med, at der oprettes falske profiler, hvor nogen udgiver sig for at være nogen andre.
Dr. Steegmans: »Vi har gjort, hvad der er teknisk muligt. Vi kender til de risici, der er på internettet. Hvis nogen er i tvivl om, om en Twitter-nyhed fra regeringens talsmand er ægte, så anbefaler jeg et hurtigt opkald til regeringskontoret. Grundlæggende er det vores erfaring, at denne Twitter-tjeneste bliver godt modtaget. Da vi ikke kun er en pressetjeneste, men også en informationstjeneste fra regeringen til alle mennesker i Tyskland, mener vi, det er den rigtige vej at gå.«
Efter mange enslydende, kritiske spørgsmål stilles mod slutningen et spørgsmål fra en ældre deltager til pressemødet.
Spørger: »Dr. Steegmans, som en ældre herre, der ikke er så garvet ud i disse nymodens kommunikationsformer, har jeg et grundlæggende spørgsmål: Har der været en udmelding fra pressekontoret om, at vigtig information nu også spredes via Twitter, og at man muligvis er nødt til at lade sig registrere som klient, kunde eller follower – jeg ved ikke, hvad det hedder?«
Dr Steegmans: »Så vidt jeg ved, ja. Jeg vil med glæde undersøge, om du er på listen. Jeg er sikker på, vi allerede har gjort det (meldt det ud, red.) for at tilgodese vore egne interesser.«
Du kan se hele udskriftet fra pressemødet her, på tysk. Afsnittet om Twitter kommer et stykke nede. Du kan finde det første spørgsmål ved, at Twitter-Account er markeret med fed.
Der grines lidt af de tyske journalister rundt omkring i den politiske blogosfære. Historien er fundet via den tyske blog Heathen Hub, der handler om meget andet end politik. Her kan du læse et længere uddrag fra pressemødet, oversat til engelsk. Oversættelsen halter dog lidt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.