search

Tysk presses proletariat

Arbejdsdagen er uendelig og fremtidsudsigterne dårlige for tyske freelancere. Hver morgen møder de op som daglejere på aviserne for at høre, om der er arbejde. Betalingen ligger på 88 øre per linje, og en månedsløn på 3000 kroner er almindelig.

"Håb er mangel på information," står der på væggen bag journalist Martin Busche.

Berliner Morgenposts lokale i bydelen Tempelhof er halvt forladt og stemningen mørk. Med to ugers varsel er de 100 journalister på avisens otte lokalredaktioner blevet sagt op. Lokalsektionerne skal afskaffes.

De øvrige kolleger på Morgenpost løftede knap nok et øjenbryn, da meddelelsen kom. De 100 fyrede hørte ikke til på avisen; officielt var de freelancere, der hver morgen mødte op på deres redaktion for at høre, om der var noget at lave. Hvis der var noget, var det godt – hvis ikke, tjente daglejerne ikke noget den dag.

"Man kan jo ikke passe andre kunder, når man ikke kan planlægge sine arbejdsdage," forklarer Martin Busche, 37 år.

Én D-mark, 3,81 kroner, per linje var betalingen. 16.000 kr. om måneden kunne det blive til, hvis man som Martin Busche arbejdede 10-14 timer om dagen. Andre måtte klare sig for under det halve.

I realiteten arbejdede freelancerne som fastansatte – blot uden den løn og de vilkår, fastansatte nyder. Den tyske lovgivning om selvstændig erhvervsvirksomhed siger, at en freelancer skal have mere end en fastansat, ellers er der tale om et egentligt ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver skal betale blandt andet pension og sygekasse (omkrig 50 procent oven i lønnen).

Men Morgenpost ville ikke have flere medarbejdere – kun deres arbejdskraft – og udvik-lede derfor en snedig konstruktion for ikke at komme i konflikt med loven.

 

Kamp om pladserne
Før 'ansættelsen' fik freelancerne et spørge-skema. Alle, der skrev, at de kun havde én kunde, blev ikke antaget. Lokalredaktionerne blev indrettet, så det kunne se ud som om, medarbejderne bare kom dumpende ind for at aflevere dagens tekster.

"Der var ikke skærme til alle, ingen faste pladser, og ingen havde fast lokalnummer. Avisen afviste at trykke personlige visitkort og havde ingen officiel vagtplan – kun en fe-_rieplan gemt i den fastansatte lokalredaktørs skuffe. Hvis man kom efter kl. 10, var det ikke til at få en computer. Så måtte man vente på en ledig plads. Man kunne risikere at skulle rømme skrivebordet fire gange om dagen for at give plads til kolleger," fortæller Martin Busche.

"Derfor fik vi alle en kommode på hjul til vores papirer," tilføjer han.

På den måde kunne det aldrig bevises, at de 100 freelancere arbejdede fast for Morgenpost – og sådan sparede avisen halvdelen af lønudgiften samt de sociale forsikringer.

"Det er forbandet ærgerligt, at det er slut. Jeg kunne godt lide mit arbejde," sukker Martin Busche.

Nu sætter Morgenpost de tiloversblevne, det vil sige de fastansatte, lokalredaktører til at lave mindre lokaltillæg to gange om ugen.

 

Fyrer 1400
Berlins bladhuse hiver efter vejret. Over en årrække har udgiverne investeret millioner i aviserne, der så ud til at få en helt ny rolle i Tyskland, da Berlin blev regeringsby i 1999.

Berliner Zeitung (ejet af Gruner+Jahr) og Tagesspiegel (ejet af Holtzbrinck) kappedes om at slå landets førende aviser Frankfurter Allgemeine og Süddeutsche Zeitung med dyre gulddrenge og øget dækning af landspolitikken, mens Morgenpost (ejet af Ullstein) med sine nye lokalredaktioner ville erobre det lokale marked, som byens andre aviser forsømte.

Alle anstrengelser viste sig forgæves. De store konkurrenter blev ikke trængt væk, og svindet i læsertallet fortsatte. Berliner Zeitung forventer i år et underskud på 12 millioner kroner og Tagesspiegel et underskud på 47 millioner. Morgenpost giver fortsat overskud, men eftersom Springer-koncernen, der via datterselskabet Ullstein ejer Morgenpost, i år for første gang i sin historie nærmer sig et underskud, skal der spares. Den ringe økonomi skyldes fejlslagne internet-investeringer og prestige-avisen Die Welt, der kronisk kører dårligt.

I løbet af de næste to år agter Springer-koncernen at skille sig af med ti procent af staben, i alt 1.400 medarbejdere.

"Jeg forstår egentlig ikke, at de fastansatte var så ligeglade med os. Morgenpost har bevist, at man kan drive hele redaktioner med billig og topmotiveret arbejdskraft," siger Martin Busche.

 

Berlin-sygen
"Jeg slap væk i tide," siger 35-årige Martin Reeh, der for et halvt år siden skiftede fra Morgenpost til et solenergi-firma, hvor han laver PR. Arbejdet er ganske vist "rasende kedeligt", men drømmen om en karriere i dagspressen har han foreløbig gemt i scrapbogen.

"Før i tiden solgte man sig gerne for et par tusinde om måneden – man vidste jo, at hvis man gjorde sit arbejde godt, ville man blive belønnet med et fast job, pension og julegratiale. Sådan er det ikke mere. I dag siger arbejdsgiverne: "Hvorfor dog give ham 6.000 D-mark, hvis han kan gøre det lige så godt for 2.000 eller mindre.""

Martin Reeh kender turen. Før han kom til Morgenpost, arbejdede han på Berliner Zeitungs lokalsider.

"Freelancerne lavede det samme som de fastansatte, og vi havde omtrent samme anciennitet. Den eneste forskel var, at de fastansatte tjente tre gange så meget som os. I starten var lønnen hæderlig, 2.200 D-mark om måneden, så blev pladsen beskåret, og lønnen faldt derfor til 2.000. Da den kom ned på 1.600 (6000 kroner, red.), gik jeg. Nogle blev hæn-gende for at vente på bedre tider. De får nu 800 mark om måneden og arbejder på halv tid…"

Martin Reeh kalder det ‘Berlin-sygen', når freelancerne accepterer en stadigt faldende løn:

"I de sidste ti år er det blevet konstant dårligere. Jeg tror ganske enkelt, at vi har glemt, hvad ordentlige forhold er. Vi forsøger at vise, at vi er gode og kan levere kvalitet i håb om et fast job – men udgiverne er ligeglade. For dem er hovedsagen, at det ikke må koste noget."

 

Hver fjerde er freelancer
Omkring hver fjerde af de 61.500 tyske journalister arbejder freelance – dertil kommer yderligere cirka 15.000 pensionister, skoleelever og andre med job ved siden af, oplyser det tyske journalistforbund DJV.

"I virkeligheden er tallet højere, det er bare et forsigtigt overslag," påpeger den faglige sekretær Michael Hirschler.

Freelancernes gennemsnitsløn ligger på knap 14.000 kroner om måneden før skat, pension og eventuelle afskrivninger og kontorhold.

"Forholdene på Morgenpost var egentlig gode, for avisen betalte overenskomsten, én D-mark pr. linje. På mange andre aviser er freelance-overenskomsten bare et stykke papir, udgiverne skriver under og gemmer væk. Hvis nogen kræver overenskomstbetaling, får de ingen opgaver, så enkelt er det," siger den faglige sekretær og fortæller, at en nordvesttysk avis har presset betalingen ned på 23 pfennig (88 øre) per linje.

"Det kan man ikke leve af – og heller ikke af 50 pfennig! Når jeg møder journalister, der arbejder for den løn, mærker jeg, at de fysisk er slidt ned. De har aldrig råd til at holde weekend eller ferie, de tager alle aftenmøder – og det går naturligvis ud over deres helbred," siger Michael Hirschler.

"Hvis nogen ringer og beder om råd til en freelancetilværelse, svarer jeg blot med denne ene sætning: Lad være med at skrive for dagbladene, vælg til nød PR-arbejde."

 

Bange for eget mod
Helt lydløst har de 100 fyrede freelancere ikke tænkt sig at forsvinde fra Morgenpost. I dagene op til lukningen 1. november indrykkede de en kombineret protest- og jobannonce hos konkurrenterne Tagesspiegel og Berliner Zeitung: "Vi kender til de hemmelige konti på rådhuset, vi ved først, hvornår træneren bliver fyret. Indtil nu stod det hver dag i Berliner Morgenposts lokalsektioner. Disse tillæg ville ikke eksistere uden os freelance journalister. I ord og billeder har vi berettet fra bydelene og Berlins opland. (…) Det vil Ullstein undvære fra den 1. november. Men Berlin-Brandenburg har brug for mere lokaljournalistik. Derfor søger vi nye arbejdsgivere." Nedenunder stod en lang række navne på fyrede medarbejdere.

"Den ser flot ud, lavet af en professionel grafiker," kommenterer initiativtageren Martin Busche.

"Det er faktisk en sensation, at vi fik så mange til at underskrive annoncen – freelancere holder jo ikke sammen," siger han, men fortæller også, at næppe var annoncen trykt, før en håndfuld rasende freelancere kimede ham ned på mobil-telefonen: "Hvorfor er vi havnet i annoncen?" råbte de og sagde, at de aldrig mere ville kunne få arbejde hos Ullstein. Martin Busche fortæller, at alle forinden var blevet spurgt, om de havde noget imod at optræde på listen.
"Nu bagefter kommer de rendende – jeg tror, de er blevet bange for deres eget mod," siger han.

De vrede freelancere truer Martin Busche med sagsanlæg og forbeholder sig ret til at kræve erstatning for tabt indtjening.

"Et job på Morgenpost?! Det får de alligevel aldrig – netop det viser vores erfaringer," sprutter Martin Busche.

"Freelance journalistik ender med at blive en hobby for studerende, lægefruer og pensionister," udbryder han.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen