Når vi her i vores egen lille andedam henter inspiration til udvikling af vores medier, har vi en tendens til altid at kigge mod vest.

Snakker vi elektroniske medier og public service, er britiske BBC det helt store forbillede. Taler vi om nye formater, nye journalistiske genrer eller landvindinger inden for medier generelt, skuer vi ofte endnu længere mod vest, til USA.

Skulle snakken imidlertid dreje sig om, hvordan man kan styrke public ser-
vice tv og radio – inklusive den digitale udvikling på dette område – kan det for tiden være ganske nyttigt at rette blikket mod syd. Her har den tyske forfatningsdomstol – som svarer til Højesteret – netop afsagt en dom, der i den grad cementerer armslængdeprincippet og giver rigelig stof til eftertanke. Ikke mindst til danske politikere, som måtte have våde drømme om at stække public service radio- og tv for at rydde banen for private udbydere.

De mediepolitiske forhold i Tyskland er anderledes komplekse end her i landet. Alligevel kan jeg i den tyske dom se elementer, som man herhjemme kan bruge, hvis man som jeg er af den opfattelse, at et stærkt licensfinansieret DR skal være det indlysende kulturpolitiske alternativ til rent kommercielle radio- og tv-tilbud.

Den meget korte fortælling om den tyske forfatningsdomstols afgørelse er, at dommerne afviste politikernes ønske om at nedsætte den licens, radio- og tv-stationerne opfatter som nødvendig for at kunne udvikle sig i konkurrence med private udbydere. De store licensfinansierede selskaber i Tyskland er ARD og ZDF, og de har sammen med en radiostation trukket de tyske delstaters regeringschefer i retten, fordi politikerne ville forhindre selskabernes forslag til forhøjelse af licensen cirka to kroner mere, end hvad politikerne mente.

De mente, at ARD og ZDF selv skulle dække behovet gennem besparelser. Og de havde også en mediepolitisk hensigt: At fremme private udbyderes muligheder på mediemarkedet ved at svække de licensfinansierede selskabers økonomi. Det var præcist det, dommerne i den tyske forfatningsdomstol sagde nej til. De begrundede deres afgørelse med, at politikerne ikke kan bruge licensen som mediepolitisk styreredskab. Medierne skal have mulighed for at udvikle sig selv og finde det, der skal til for at konkurrere med de enorme mængder af private udbydere, der er på tyske skærme og i tyske højttalere.

I kommentarer til dommen kan man læse, at de tyske forfatningsdommere med denne kendelse har fastslået princippet om 'Staatsferne' (statsfjernhed), hvilket er det, vi herhjemme kalder armslængdeprincippet. Medierne – i dette tilfælde de to store licensfinansierede tv-selskaber – skal kunne udvikle sig uden politikernes indblanding.

Som nævnt tidligere kan tyske forhold ikke direkte overføres hertil.

I Tyskland er den politiske styring af public service radio og tv ikke lagt i det nationale parlament, men i delstaterne. Efter Hitler-regimets skamløse misbrug af medier til propaganda ville forbundsrepublikkens grundlæggere ikke igen tillade en central politisk indflydelse på radio og tv.

Derfor var det delstaternes regeringschefer, der var modparten i retssagen.

Licensen – i Tyskland på cirka 128 kroner per måned – vurderes efter indstilling fra radio- og tv-selskaberne i et uafhængigt, politisk sammensat radio- og tv råd (KEF), som sender forslaget videre til delstaternes regeringschefer. KEF tager udelukkende stilling til økonomien i forslagene, ikke til mediepolitiske spørgsmål. Med til helhedsbilledet hører, at ARD og ZDF er blandingsfinansierede med licens og reklameindtægter, som dansk TV 2 har været det.

Selv om forholdene er anderledes syd for grænsen, er det betryggende, at nabolandets højeste juridiske ekspertise mener, at public service medier uden politisk indblanding skal kunne udvikle sig i et stærkt konkurrencepræget miljø.  For havde dommen været afsagt i Danmark, kunne det være, at politikerne ikke kunne sige nej til en stigning i licensen, så DR og TV 2 regioner bedre kunne klare sig i konkurrencen med de kommercielle aktører.

Det er godt at vide, og tanken må da gerne sive ind hos en dansk kulturminister, der ind imellem har problemer med at skjule sin begejstring for privatisering på dette område. /

Fred Jacobsen, næstformand i Dansk Journalistforbund.