Pressenævnet

Tys-tys-kildens appel til medier om anonymisering afvist

Den såkaldte tys-tys-kilde fra Se og Hør-sagen har fået en anmodning om afindeksering eller anonymisering af artikler med hans navn afvist i Pressenævnet

Den såkaldte tys-tys-kilde, Peter Bo Henriksen, har fået afslag på en klage til Pressenævnet, hvor han har bedt flere medier om at anonymisere eller afindeksere artikler om ham.

Det fremgår af Pressenævnets hjemmeside, der altså konstaterer, at medier ikke skal hindre adgangen til artikler om Se og Hør-skandalen.

”Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der er tale om forhold af væsentlig offentlig interesse, samt at klager i forbindelse med de strafbare forhold, der blev udøvet over en længere periode, udnyttede sin position som systemoperatør.”

Har bedt mange medier slette

I 2016 blev Peter Bo Henriksen idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel for som systemoperatør i en it-virksomhed at have skaffet oplysninger om kendte personer og solgt dem til journalister på ugebladet Se og Hør.

Ved samme lejlighed blev tidligere Se og Hør-chefredaktør Henrik Qvortrup, der i dag er chefredaktør for Ekstra Bladet, idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Ifølge afgørelsen i Pressenævnet har tys-tys-kilden henvendt sig til mange medier med en anmodning om anonymisering eller afindeksering. Her har blandt andre Kristeligt Dagblad, TV 2, Avisen.dk, MediaWatch, Jyllands-Posten, TV 2 Lorry og DR altså afvist.

Flere af medierne anfører, at der er tale om en af de største medieskandaler i danmarkshistorien, og at de derfor ikke vil imødekomme ønsket fra tys-tys-kilden. Politiken bruger ikke det fulde navn, men skriver i stedet ’tys-tys-kilden’ i mediets artikler om sagen.

 

 

0 Kommentarer