En af hovedpersonerne i Se og Hør-sagen vil ikke udtale sig i retten i dag, hvor Se og Hør-sagen genoptages ved Retten i Glostrup.
Systemoperatøren PBH, der også er gået under betegnelsen "kreditkortkilden", benytter sin ret til at tie, bekræfter hans forsvarer. Han vil sammen med sin klient løbende vurdere, om han skal udtale sig på et senere tidspunkt.
Beslutningen er blandt andet begrundet i forsvarernes generelle protest mod, at sagen blev splittet op med en tilståelsessag for to af de tiltalte bladfolk og Aller Media først, og nu sagen mod de øvrige tiltalte.
PBH er tiltalt for ulovligt at have skaffet sig oplysninger fra databaserne på sin arbejdsplads NETS/IBM og mod betaling at have solgt oplysningerne til Se og Hør.
PBH er den første af de tiltalte, som nægter sig skyldige, der fik anledning til at udtale sig for domsmandsretten under ledelse af dommer Mette Lyster Knudsen og de to kvindelige domsmænd. Dagen i dag starter næsten tre ugers retsmøder i Se og Hør-sagen. Ud over tys tys-kilden er de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup, Per Ingdal og Kim Henningsen samt journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen på anklagebænken.
Oplysninger om 163 kendte
Se og Hør-sagens første etape blev afsluttet for et par uger siden, da de tiltalte, som erkender sig skyldige, blev dømt. To tidligere Se og Hør-chefer blev idømt betinget fængsel, og Aller Media blev idømt en bøde på 10 mio. kr. i dagbøder. Dommene mod de tre pegede pilen mod chefredaktørerne.
PBHs virke som kilde for ugebladet Se og Hør fra 2008 begyndte med oplysninger om prins Joachim og prinsesse Marias bryllupsrejse til Canada. Derefter mødtes han 24. juni 2008 klokken 11 med daværende chefredaktør Henrik Qvortrup og journalist Kasper Kopping. Det er et centralt punkt i tiltalen mod Henrik Qvortrup, at der på dette møde blev indledt et systematisk og lønnet samarbejde, mens det ifølge Qvortrup var en samtale som så mange andre med et af de mange mennesker, der fik betaling for tips.
Det eneste sikre, der kan siges om den nye udvikling, er, at PBH nu ikke vil belaste nogen af de øvrige i sagen. Når det gælder sagen mod ham selv, betyder det, at anklagemyndigheden i større omfang må benytte sig af de tekniske beviser, der er fremskaffet fra de databaser, som gav PBH mulighed for at levere oplysninger om 163 kendte menneskers kreditkortbevægelser de følgende tre år. Herunder oplysningen om, at han gennem årene skal have modtaget en betaling på samlet over 400.000 kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.