Emre Uslu er gået fra at have en højt profileret position som kommentator ved Tyrkiets største og mest indflydelsesrige dagblad – Zaman – til at være mordtruet skribent på flugt.

Han flygter fra den regering, han engang mere end omfavnede, og en retssag, hvor han er anklaget for ulovlig aflytning, spionage, krænkelser af privatlivets fred, ulovlig indsamling af persondata, dokumentforfalskning, etablering af en ulovlig organisation og forsøg på omstyrtning af den tyrkiske regering.

»Jeg er ikke i stand til at følge sagen, for mine to advokater er blevet truet, så den ene har forladt Tyrkiet, og den anden tør ikke spørge til sagen. De er bange og frygter at blive anholdt, hvis de gør,« siger Emre Uslu til Journalisten på telefon fra USA, hvor han opholder sig.

Zaman angreb journalisterne

For følgere af tyrkiske medier er Emre Uslus flugt og sagen imod ham en skæbnens ironi. Dagbladet Zaman, hvor han arbejdede, gik i årevis regeringens ærinde med falske anklager mod regeringskritikere.

Med udokumenterede anklager og antagelser var avisen med til også at sværte kolleger i offentlighedens og måske også retssystemets øjne.

Journalisten ville gerne have forholdt Zamans chefredaktør den kritik, men han er eftersøgt af tyrkisk politi og gået under jorden. En af penneførerne var dog Emre Uslu, og det medansvar påtager han sig.

»Jeg accepterer kritik af mine skriverier om Ahmet Sik. Jeg tog fejl i det, jeg skrev, men jeg rettede også mig selv kort efter,« siger Emre Uslu.

Et eksempel var hans angreb på journalisten Ahmet Sik i 2011. Sik skrev bogen ’Imamens hær’, der afslørede et omfattende netværk af støtter af imamen Fethullah Gülen i det tyrkiske bureaukrati.

Jeg tog fejl

På grund af sine afsløringer var det derfor en overraskelse, at Ahmet Sik blev anklaget for at være del af det såkaldte Ergenekon-netværk, da det kom for retten. Blandt de øvrige implicerede var militærofficerer og akademikere med flere, der alle blev anklaget for at have planlagt et kup mod regeringen.  

”(Ahmet Sik) hævdede ikke at kende den slags mennesker, men der var bevis for, at han kan have kendt og haft relationer til Ergenekon-mistænkte,” skrev Emre Uslu i en klumme i december 2011.

Det havde han intet belæg for, og Emre Uslu måtte bagefter erkende, at der ikke var noget bevis og i særdeleshed ikke noget bevis, han kendte til.

»Jeg rettede det på min Twitter-konto og skrev det også et sted, men husker ikke, om det var i (dagbladene) Today’s Zaman eller Taraf,« siger han.

Da Zaman og Today’s Zaman blev overtaget af staten i marts og kort efter lukket, skrev han: "Erdogan forsøger at give sine rivaler en lærestreg og intimidere andre på samme tid.”

Præcis samme konklusion nåede iagttagere, dengang Zaman-medierne gik regeringens ærinde i sagen mod for eksempel Ahmet Sik. Det medgiver Emre Uslu.

»Det er korrekt, og derfor siger jeg, at jeg tog fejl med Ahmet Sik, og det rettede jeg.«

Sagen faldt

Tæt ved 300 akademikere, journalister, militærofficerer med flere blev i 2011 anklaget for medlemskab af Ergenekon, men sidste år faldt sagen endegyldigt sammen, og alle er frifundet.

Beviserne manglede, og de, der fandtes, var til tider konstruerede. Et eksempel var en cd, der skulle forestille at være fra 2003, men som indeholdt referencer til Microsoft-software, der først blev udgivet i 2007. Det var helt uhørt efter vestlige retsstatsprincipper, men ikke i Tyrkiet.

Det vidste Emre Uslu bedre end nogen anden, for han har en fortid som politimand ved den tyrkiske anti-terrorenhed og kender den måde, politiet arbejder på.

»Jeg vidste, at der i tyrkisk politi og tyrkiske retssager ikke er tradition for gode, bevisbårne efterforskninger. Det er der aldrig. Sagerne er sjuskede, som sagen mod Ergenekon var, men ingen medier sagde noget imod dem,« siger han.

En højtstående tyrkisk embedsmand afviser dog over for Journalisten, at der generelt er problemer med efterforskningen i tyrkisk politi. Retssager i Tyrkiet er, siger han, »baseret på konkrete beviser«. Dog medgiver han, at der i sager som den om Ergenekon var store problemer.

»I de senere år har der været nogle højt profilerede retssager, der blev udnyttet af gülenister til at udrydde deres rivaler i militæret og andre dele af staten, baseret på falske beviser. I dag er de ansvarlige bag tremmer,« siger han anonymt, da han ifølge loven ikke må udtale sig.

Dengang sagen rullede, følte Emre Uslu og kollegerne på de Gülen-venlige medier sig overbeviste om de beviser, der blev fremlagt, og derfor skrev de, som de gjorde.

»Gülen-bevægelsens mediers dækning var baseret på en frygt for et nyt militærkup. Den daværende generalstabschef sagde, at Gülen er en trussel mod staten. Jeg støttede Ergenekon-efterforskningen og stillede ikke spørgsmål til den, fordi det var veldokumenteret, at militæret ville lave kup mod Erdogan og influere civil politik mod demokrati. Ligesom jeg nu er imod kupmagere, var jeg det også dengang,« siger Emre Uslu.

Hans kritikere siger, at han er del af Gülen-bevægelsen og tæt på imamen selv, men efter eget udsagn har han blot venner i bevægelsen og et godt forhold til den.

Stoppede støtte til Erdogan

Forholdet til præsident Erdogan er til gengæld for længst røget. Til at begynde med faldt Emre Uslu for det, der lignede et opgør med Tyrkiets udemokratiske strukturer sat i værk af militæret og de såkaldte kemalister, der havde haft magten i årtier.

Kemalismen er den ideologi, der er opstået omkring landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk efter hans død, og som blandt andet pointerer nationalisme og sætter grænser for religionsudfoldelse.

Da Erdogan kom til magten, lovede han for eksempel en ny, demokratisk forfatning til erstatning for den nuværende, der er skrevet af kupgeneralerne fra 1980. Men som årene gik, blev det tydeligt, at Erdogans kurs fører til mere undertrykkelse, omend med en anden politisk farve end før.

»Som andre liberale støttede jeg Erdogan i starten af frygt for et kemalistisk diktatur og militær intervention i civil politik. Men jeg stoppede med at støtte ham i juni 2011. For selv om han dengang fik 50 procent af stemmerne, havde han ingen intention om at ændre forfatningen og bringe demokratiet tilbage. Det gik op for mig, at jeg havde taget fejl på dummeste vis og var blevet forrådt af ham,« siger Emre Uslu.

Den tyrkiske embedsmand afviser, at præsident Erdogan skulle have droppet ambitionerne om en ny og mere demokratisk forfatning.

»Kritikken er grundløs, fordi vi flere gange har opfordret til en ny, civil forfatning, men vi har ikke nok sæder i parlamentet til at ændre den. Kritikere burde lægge pres på alle politiske partier for at ændre forfatningen fra militærjuntaen i 1980,« siger han.

Siden kupforsøget den 15. juli har Emre Uslus telefon, email og sociale medie-konti modtaget utallige mordtrusler, forklarer han. Angiveligt fra tyrkiske regeringstilhængere, siger han, og som noget nyt ringer de fra amerikanske numre.