Medieåret 2008: Per B. Jørgensen tror på, at Århus Stiftstidende kan holde på læserne, men mentalt ruster han sig til et år, hvor en generel økonomisk nedgang vil presse annoncemarkedet.
»Jeg har en tyrkertro på, at den her avis overlever,« siger ansvarshavende chefredaktør Per B. Jørgensen.
Og mindre kan nok ikke gøre det for avisen, der på tre år er gået fra et oplag på 52.000 til godt 30.000 i første halvår af 2007. Og bedre bliver det næppe i 2008, tror Per Jørgensen, men han håber omvendt, at det ikke bliver værre.
»For alle i branchen er det den store ambition at fastholde oplaget, og det er også min målsætning. Kan vi bare få stoppet faldet, så lad os tage næste skridt bagefter,« siger han.
Efter fusionen med De Bergske Blade og dannelsen af selskabet Midtjyske Medier sidste år er ’Stiften’ blevet en tabloid-avis, og websitet Stiften.dk har fået sat ekstra blus på – en satsning, der skal følges op på i 2008 med endnu mere fokus og stof fra papir-journalisterne.
Men nøglen til at fastholde oplaget ligger ifølge Per Jørgensen i at komme mere i sync med læsernes interesser.
»Vi skal give læserne stof, der er relevant ud fra deres kriterier, og ikke bare ud fra journalisternes kriterier. Jeg tror, holdningen har været, at ’vi bestemmer dagsordenen’. Men i dag er nyhedsbilledet så differentieret, at læseren, lytteren og brugeren selv bestemmer, hvad de vil interessere sig for. Det skal vi lære,« siger Per Jørgensen.
Den seneste tids oplagsnedgang tilskriver han først og fremmest problemer med at få bragt avisen ud. Ikke mindst i Århus har distributionsselskabet – Dansk Avisomdeling – haft problemer med at finde omdelere.
»Distributionsproblemer koster i oplag, og det koster også i avisens omdømme. Men det er heldigvis noget, vi er ved at få styr på. Man kan jo være lidt ond og tænke, at det er godt, at konjunkturudviklingen nu ser ud til at vende,« siger Per Jørgensen.
Men bortset fra udsigten til flere avisuddelere er han ikke begejstret over de økonomiske udsigter. Per Jørgensen tror, at 2008 bliver et hårdt år for danske dagblade.
»Vi ved alle, at når økonomien vender, så er aviserne og annoncemarkedet noget af det første, der bliver ramt. Den generelle økonomiske udvikling peger jo ikke opad, og for mig at se er der mange tegn på, at man bør begynde at ruste sig til et hårdt år,« siger han.
I Århus er det ikke mindst gratisavisernes indtog, der har gjort livet surt for de traditionelle dagblade. Men om et faldende annoncemarked kunne betyde færre gratisaviser, tør Per Jørgensen ikke udtale sig om.
»Det vil jeg afholde mig fra at gætte om. Det er et marked, der lever sit eget liv på nogle præmisser, som vi andre ikke rigtigt forstår,« siger han.
Men han bekræfter, at færre gratisaviser ville gøre det lettere at lave Århus Stiftstidende.
»Det ville have en positiv betydning for hele det danske mediemarked,« siger Per Jørgensen.
Læs også de øvrige artikle i serien om Medieåret 2008:
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kunne være fedt med en opdatering af denne artikel som nu efterhånden er blevet noget gammel. Hvordan er markedet idag?