Af Jesper Kirkbak og Kristoffer Lottrup, cand.public i journalistik
(Journalisten har givet Politiken, Berlingske, BTMX, TV 2 og Ekstra Bladet mulighed for at svare på kritikken i indlægget. Du kan se de svar, vi har modtaget, nederst.)
En af Donald Trumps første bedrifter som nyindsat præsident var at erklære sin indsættelsesdag for nationaldag under navnet "National Day of Patriotic Devotion", der kan oversættes til "Nationaldag for patriotisk hengivenhed".
Det fik straks redaktionerne til tasterne:
"Donald Trump er tilsyneladende så tilfreds med sin præsident-titel, at han nu erklærer dagen for sin indsættelse for nationaldag," indledte Ekstra Bladet sin artikel.
Forargelsen mellem linjerne er til at tage at føle på.
Også TV 2, Berlingske og Metroxpress mente, at udnævnelsen af nationaldagen var en historie værd. Og det er vel ikke overraskende. For når netop Donald Trump laver det nummer, bekræfter det så ikke bare billedet af en egocentreret milliardær, der er taget til Washington D.C. for at give det etablerede system fingeren?
Problemet med artiklerne er, at begivenheden ikke er sat i rette kontekst. For Barack Obama gjorde det samme: Udnævnte sin første indsættelsesdag til nationaldag.
Det kunne man først læse i bunden af TV 2's artikel, mens Metroxpress slet ikke bragte den oplysning.
Ekstra Bladet bragte heller ikke oplysningen, men nævnte i stedet blot, at hvor Trump havde udnævnt sin egen indsættelsesdag til national patriotisk dag, var det den 11. september de to tidligere præsidenter Barack Obama og George W. Bush havde udnævnt til "Patriot Day". Et par udnævnelser, der fremstår noget mere ærværdige.
Berlingske valgte senere at indsætte en rettelse, der fremstod som en indrømmelse:
"Opdateret med oplysningen om, at Barack Obama ligeledes i 2009 gjorde sin indsættelsesdag til nationaldag."
Man kan passende stille spørgsmålet, om Berlingske så overhovedet ville have bragt historien i første omgang.
Negativ tone over for Trump
Netop mediebehandlingen af Donald Trump som præsidentkandidat er centrum for vores empiriske undersøgelse af Politikens dækning af det amerikanske præsidentvalg i forbindelse med vores specialeafhandling.
En gennemgang viser, at i de artikler, hvor mindst én af de to hovedpræsidentkandidater var nævnt i Politikens printavis fra nytårsdag i 2016 til og med valgdagen i november, blev Donald Trump omtalt 2.968 gange, mens Clinton blev det 1.640 gange.
I 32 procent af artiklerne blev Trump nævnt alene i rubrikken, mens Clinton kun blev det i 12 procent. I en del artikler blev kun den ene kandidat nævnt. I 28 procent af tilfældene skete det for Trump, mens det kun skete i 11 procent af tilfældene for Clinton.
Vi undersøgte også tonen over for præsidentkandidaterne. Her viste dækningen sig ligeledes at være ubalanceret.
Kodningen af tone var en afvejning i hver enkelt artikel. En artikel blev kodet som overvejende positiv over for en præsidentkandidat, hvis kandidaten fik uimodsagt taletid, fyldte hovedvinklen og/eller fremstod positivt sprogligt overordnet set.
Tilsvarende blev artiklen kodet som overvejende negativ over for præsidentkandidaten, hvis der var kritik uden passende genmæle fra kandidaten eller dennes lejr. En artikel var neutral over for kandidaten, hvis kritik og genmæle udlignede hinanden, eller hvis omtalen af kandidaten var perifer. Med de definitioner lagde vi os op ad tidligere lignende, anerkendt forsknings måde at kode tone på.
Samlet set var tonen i artiklerne gennemsnitligt overvejende negativ over for Trump, hvor den nærmede sig et neutralt niveau over for Clinton.
For eksempel lød det i nyhedsanalysen "Møgsagerne vælter ned over kriseramt Trump":
"Donald Trump har i den seneste uge tiltrukket negative historier som fluer til en sukkermad. Hver gang Trump har åbnet munden efter de to partikonventer, synes det at starte en ny krise for hans kampagne."
Den artikel blev kodet som negativ over for Trump på grund af sproget og kritikken.
Hvem er det i øvrigt, der siger, at historierne omkring Trump var "negative", og at han var i "krise" – ud over Politikens skribent?
En reportage om racekonflikt og politidrab fra Dallas handlede umiddelbart meget lidt om Donald Trump, indtil han blev nævnt en enkelt gang i et citat, som Politikens udsendte havde indhentet fra en kvinde fra en lokal sort borgerrettighedsbevæglese. Hun kommenterede raceproblematikken:
"Det falder sammen med afslutningen på den første sorte præsidents embedsperiode og fremvæksten af en fornærmelse og joke ved navn Trump."
Det er direkte kritik af Trump, og kritikken bliver ikke nuanceret i artiklen. Et eksempel, der isoleret set måske synes af lidt, men når den ubalancerede tone slår rod i store dele af dækningen, bliver det en tendens.
Vores undersøgelse viste I øvrigt også, at der oftere var fokus på konflikt i artikler, hvor Trump fyldte mest, end i tilfælde, hvor Clinton fyldte mest. Med andre ord tyder det på, at Trumps bombastiske og konfliktsøgende mediestrategi har givet omtale.
Dækningen af Obama var positiv
Ud fra de faktorer var Politikens dækning af det amerikanske præsidentvalg i 2016 altså ubalanceret. Men det var dækningen også i 2008. Vi undersøgte nemlig ikke bare dækningen af 2016-valget (337 artikler), men også dækningen af 2008- (371 artikler) og 2000-valgene (163 artikler).
Obama blev ligeledes nævnt cirka 50 procent mere i Politiken end sin modkandidat, John McCain. Den vej rundt var ubalancen i 2016 altså ikke unik. Men hvor omtalen af Trump var overvejende negativ, var den tilsvarende positiv over for Obama.
Tilbage står et billede af et dansk medie, der har haft svært ved at holde balancen, når der træder en speciel figur ind på den amerikanske præsidentvalgkamp – hvad enten figuren står for håb og forandring eller "America First".
2000-dækningen bakker denne tese op ved at skille sig ud som ganske balanceret. Skyldes det, at hverken George W. Bush eller Al Gore som figurer skilte sig specielt ud på den politiske scene?
Ubalance skader troværdighed
Det er relevant at stille spørgsmålstegn ved betydningen af vores resultater. For hvad så, hvis et enkelt centrum-venstre-dagblad ikke kunne holde balancen – det behøver ikke gælde alle andre danske medier?
Selv om det er sundt at stille spørgsmålstegn ved, hvor generaliserbar vores analyse er, er vi ganske overbeviste om, at andre danske medier også har haft svært ved at holde balancen i tilfældene Trump og Obama.
Man kan også anfægte, hvorfor det skulle være vigtigt, at danske medier forholder sig objektivt til en præsident, som danske mediebrugere alligevel ikke skal stemme på. Men for medier og journalister er det vigtigt.
Forskningen siger generelt, at danske journalister er politisk objektive og holder balancen. Når balancen ikke bliver holdt i tilfældet Trump – og Obama – står troværdigheden for skud.
Dernæst har medierne en alvorligt vigtig rolle i at lade stemmer i alle samfundslag og geografiske områder blive hørt. Det problem blev erkendt og debatteret livligt i forbindelse med seneste folketingsvalg, hvor medier lod sig overraske over, hvor gult det egentlig stod til i store dele af Jylland.
Journalistisk dækning skal ikke spille på forargelse
I forlængelse deraf er det vigtigt, at medierne behandler de opstillede politikere uden forargelse. Uanset hvor bemærkelsesværdige en politikers udtalelser måtte være, er det ikke en journalistisk opgave at lade sig forarge.
For forargelse er subjektiv, og med forargelsen risikerer medierne at støde en del af befolkningen fra sig og ud af den offentlige debat. Tværtimod er det en journalistisk opgave at tage udtalelser og politiske udspil seriøst, efterprøve dem og argumentanalysere.
Svar på kritikken
Journalisten har forelagt kritikken for Politiken, Berlingske, TV 2, BTMX og Ekstra Bladet. Ekstra Bladet og Berlingske har svaret. Politiken ønskede først ikke at svare, men har fremsendt efter publicering, som er tilføjet 8/3 kl. 21.11:
Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver:
"Jeg ser det her som et af mange partsindlæg, hvor skribenten mener, at 'tonen' i medierne er forkert, når vi skriver om Trump. Det er han naturligvis velkommen til at mene, men jeg er sjovt nok ikke enig. Trump er den mest kontroversielle præsident, USA har valgt i generationer, måske nogensinde. Derfor dækker vi ham intenst, fordi vore læsere gerne vil vide meget mere omkring denne mærkelige mand. Og derfor er det interessant, at han udnævner sin indsættelsesdag som national helligdag. Og hvorfor skulle vi have en interesse i at skjule, at han ikke er den første, der gør noget lignende? Men vi 'skjuler' det jo heller ikke, så kritikken er både specifikt og generelt skudt ved siden af."
Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, skriver:
"Berlingske tilstræber altid en afbalanceret journalistisk dækning. Det gælder også i tilfældet præsident Trump. Han har ganske vist erklæret medierne krig, men det er afgørende for mediernes troværdighed, at man ikke kommer til at betragte sig som part i en sådan krig. Trump skal dækkes efter præcis de samme publicistiske principper som andre. Kritisk, men fair. Vi tilstræber derfor også, at Trumps ukonventionelle stil ikke kommer til at tage unødigt journalistisk fokus fra den substantielle dækning af hans politik. Det lykkes ikke altid, men det er en klar, daglig bestræbelse.
Hvad angår dækningen af valgkampen, forstår jeg, at analysen her fokuserer på Politiken, ikke Berlingske. Der er dog næppe tvivl om, at også Berlingske undervejs i valgkampen havde et stort fokus på Donald Trump og hans kampagne. Det skyldes ikke mindst, at kampagnens forløb var helt usædvanlig, at kandidatens stil var usædvanlig og uortodoks, og at der var kontroverser undervejs, som kaldte på et stort mediefokus. Vi skrev dog også kritisk om Clinton-kampagnen, herunder om de sager, der ramte Clinton i løbet af kampagnen, og vi tog på en længere reportagerejse i Trump-land for at forstå, hvad der lå bag støtten til kandidat Trump.
Hvad angår den konkrete historie om Trump, der erklærede sin indsættelsesdag for nationaldag, så er det korrekt, at den historie fik uforholdsmæssig stor opmærksomhed mange steder. Berlingske skrev også historien som en kort web-nyhed, men prioriterede den dog ikke meget højt. Og vi opdaterede med oplysningen om, at også f.eks. Obama havde foretaget sig det samme, så snart vi blev opmærksomme på det. Det er korrekt, at havde vi haft den viden fra starten, ville vi næppe have skrevet historien overhovedet. Det kunne den sagligt set ikke bære."
Jakob Nielsen, redaktionschef på Politiken, skriver:
"Det er relevant at diskutere, hvordan medierne inklusiv Politiken dækkede det usædvanlige præsidentvalg i 2016 , og hvad der kunne gøres bedre. Denne undersøgelse virker desværre ikke som et særlig brugbart værktøj i den proces. At Donald Trump blev omtalt mest er mildt sagt ikke overraskende. Det er heller ikke overraskende, at artiklerne generelt havde en konfliktfyldt tone – de afspejlede virkeligheden. Politikens to USA-korrespondenter var imidlertid nogle af de få, der gennem hele valgkampen nøgternt vurderede, at Trump havde en reel chance for at vinde – og som jævnligt skrev netop det i avisen. Samlet set synes jeg, at Jesper Kirkbak og Kristoffer Lottrup skylder at levere en mere overbevisende dokumentation for deres meget håndfaste konklusion om, at Politikens dækning ”ikke kunne holde balancen”. Det er meget betegnende, at eksemplerne i toppen af deres artikel stammer fra… Ekstra Bladet og Berlingske. De to konkrete artikler, der henvises til, er efter mine begreber helt inden for skiven af genrerne analyse og reportage. Jeg kan tilføje, at Politiken – modsat de fleste andre danske medier – umiddelbart efter valget valgte at undlade at bringe de slibrige detaljer fra en omdiskuteret og tvivlsom efterretningsrapport om Trump."
Opdateret 8/3 klokken 21.11: Politiken har efter publicering fremsendt et svar, som er tilføjet under indlægget.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej,
Problemet er i mine øjne, at danske og europæiske medier følger i kølvandet på mange amerikanske medier som f.eks. New York Times og CNN. De har ladet sig provokere at Trumps facon til langt hen ad vejen at kaste den objektive journalistik overbord og gå til angreb på Trump. Det er i mine øjne katastrofalt, og det gør det svært at navigere for danske og europæiske medier.
vh Christian Barfoed
Hvor er det befriende!! - TAK for den informative artikel. Jeg er nok det man vil kalde en helt almindelig dansker. Jeg har undret mig meget over, at jeg i pressen kun læser og hører negative ting om Donald Trump, ja selv positive nyheder vendes til noget negativt. Den økonomiske fremgang i USA blev vendt til "når boblen brister", og Donald Trumps kritik af beredskabet i Florida blev vendt til, at han er ufølsom eller noget i den retning. Jeg er bekendt med, at jeres artikel er 1½ år gammel, men stadig aktuel.
Læs artiklen i The New Yorker fra 25.07.2016 af Tony Schwarz, der var ghostwriter på "The Art of the Deal".
24.februar kaldte Trump the media "The Enemy of the People". Navngiven journalister har, fra hvad jeg har hørt, oplevet trusler efter det.
Jeg har ingen sympati for POTUS. Tværtimod er jeg aldeles chokeret over den manglende viden og manglende evne til at forstår som #45 udviser. Jo før han bliver afsat fra embedet, jo bedre det bliver for USA og for amerikanerne - og for resten af verden. Den mand er farlig.
Det er fint med konstruktiv kritik, og der er grund til mange selvransagelser i medierne efter Trumps overraskende sejr, og det har debatten da også været rig på.
Min tillid til denne undersøgelse som udgangspunkt for den debat er imidlertid ikke stor, når jeg kan se den måde to artikler fra min hånd "analyseres".
Reportagen fra Dallas.
I en reportage, der ikke handler om valget, siger en kilde at daværende kandidat Trump er med til at forstærke de racespændinger, der er opstået. Mener de to forfattere virkelig at Donald Trump skal forholdes den kritik for at det kan citeres? Balancen i artiklen har intet med Trump-Hillary at gøre, men om dem, der bakker op om politiet vs. de, der er kritiske overfor deres indsats.
Analyse: "Møgsagerne vælter ned over kriseramt Trump".
Her går det efter min mening helt galt for forfatterne fordi de løsriver fra kontekst. Jeg ridser i analysen, der "går bagom nyheden" de sager op, der har været mod Trump, og skriver bl.a. at "flere af historierne er delvis udtryk for medieselvsving i den amerikanske agurketid".
Mere specifikt skriver jeg, at Trump er blevet misforstået i den sag om en grædende baby, som flere medier mener at han smed ud fra et vælgermøde (se f.eks. http://www.bt.dk/udland/trump-smed-graedende-baby-ud-fra-vaelgermoede-efter-han-havde-rost-babyen).
Forfatterne spørger, hvorfra jeg ved at historierne var negative og at Trump var i krise? Really? Hvis forfatterne opfatter historierne om f.eks. Trumps angreb på Goldstar-faderen som generelt positivt vinklet, er der ikke meget grund til at have tillid til deres kodning af Politikens artikler. Man kunne måske i artiklen have nævnt Trumps nedtur i meningsmålingerne (dengang ca minus 10) som dokumentation for krise, men nyhedsbilledet var tæppebombet med Trumps daværende krise.
For mig at se - med det forbehold at jeg ikke har den samlede undersøgelse, som jeg formoder eksisterer - , gør forfatterne sig skyldig i præcis den opfattelse de anklager danske medier for. De havde en konklusion med hjemmefra, og fandt herefter opbankningen i artiklerne.
Mvh
Kristian Madsen
USA-korrespondent,
Politiken
"Og vi opdaterede med oplysningen om, at også f.eks. Obama havde foretaget sig det samme, så snart vi blev opmærksomme på det". Med andre ord blev der ikke foretaget nogen selvstændig research, inden at man gik til angreb på Trump.
Flere