Brændte straffespark af Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka og dermed en sølvmedalje var nok til at udløse racistiske bemærkninger og opslag på sociale medier efter gårsdagens EM-finale mellem Italien og England.
På Instagram har flere af de sorte spillere for det engelske landshold fået racistiske kommentarer, og der er blevet lavet både abe- og bananemojis i kommentarer til deres opslag, og Twitter har slettet over 1.000 opslag med racistiske udfald mod engelske fodboldspillere.
Det oplyser en talsmand for Twitter til nyhedsbureauet Reuters.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har tidligere mandag på det kraftigste fordømt alle former for diskrimination. Forbundet har sagt, at det er forfærdet over den racisme, der er rettet mod engelske spillere.
Spillerne fra både Italien og England satte sig inden kampen i går på knæ for at markere, at de kæmper mod racisme. Det er en gestus, som den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernick begyndte at lave i 2016 som en protest mod racisme, politivold mod sorte og systematisk undertrykkelse af sorte i USA.