”Nikolaj Rytgaard: @SosseSass har sat sig på ministerstol ved siden af @oestergaard. Det ser komfortabelt ud #dkpol #ftlive”
”Henrik Qvortrup: ”Frank Aaen gør fælles front med de økonomiske vismænd. Sjældent syn. Nye tider i #dkpol #ftlive”
”Nikolaj Rytgaard: Løkke har forladt sin plads og småsludrer i stedet med Mette Frederiksen. Hvem der bare havde lange ører #dkpol #ftlive”
Sådan lyder nogle af beskederne på Twitter fra journalister, der i dag følger Folketingets afslutningsdebat. Reportere fra blandt andre Berlingskes Nyhedsbureau, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, DR og TV 2 følger debatten i salen på Twitter, og dermed får offentligheden indblik i historier, som ellers ville blive sorteret fra i den redaktionelle proces, fortæller Nikolaj Rytgaard fra Jyllands-Posten.
»Vi tweeter for eksempel historier, som ikke er store nok til at smide i avisen – sjove bemærkninger og iagttagelser,« siger Nikolaj Rytgaard.
Han siger, at der også er plads til andet end skæve iagttagelser.
»Mange tweets handlede i første halvdel af afslutningsdebatten om, hvorfor Venstre ikke vil give klare svar på, hvordan de vil gennemføre nulvækst og hjælpe de 30.000 ledige, der falder ud af dagpengesystemet,« siger han.
Mikael Rømer, der er christiansborgreporter for DR Nyheder, siger, at han ”dækker” debatten i salen ved at tweete korte betragtninger og citater, hvis politikerne siger noget markant i en ordførertale, langer ud efter modstanderne, eller siger noget morsomt. Derudover skriver han også om det, han kan se i salen. For eksempel, at Lars Løkke Ramussen tidligere i dag var henne og tale med Enhedslistens Pernille Skipper.
»Det er en slags situationsrapport af, hvad der sker.«
Beskederne bliver ofte sendt med et glimt i øjet.
»Tonen er nok til den muntre side, men vi skal kunne stå på mål for det, vi skriver. Jeg er DR-journalist, så jeg kan ikke skrive hvad som helst.«
Han siger, at det på den korte plads – 140 tegn – er svært at gøre rede for politiske udmeldinger.
»Medmindre statsministeren pludselig udskriver valg.«
Tweets, hvor en politiker bliver kritiseret eller gør en dårlig figur, bliver typisk sendt videre af de politiske modstandere – ikke støtterne, fortæller Mikael Rømer.
Hvis der for eksempel er kritik af Enhedslisten, retweeter Venstres Kristian Jensen og omvendt.
Nikolaj Rytgaard siger, at Twitter er blevet så stort på Christiansborg, at nogen kalder det for ”Christiansborgs intranet”.
Mikael Rømer sammenligner det med en osteklokke, hvor afslutningsdebatten mest bliver fulgt af politikerne, journalister, embedsmænd og spindoktorer.
Mikael Rømer rundede klokken 12 formiddagen af med:
”Så er der bearnaise- og regnbueis-pause i Folketingets #afslutningsdebat”
Følg debatten på Twitter på #ftlive og #afslutningsdebat.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.