Nu er der godt nyt til dem, der har svært ved at fatte sig i korthed.
Som en test vil det sociale medie Twitter nemlig udvide den plads, brugerne har at skrive deres såkaldte tweets på. Det skriver business.dk. I dag er der plads til 140 tegn, men fremover vil udvalgte Twitter-brugere få hele 280 tegn at boltre sig på.
Men det bliver ikke umiddelbart positivt mødt af to danske journalister og Twitter-brugere, som Journalisten har talt med.
”Som udgangspunkt er jeg skeptisk. Det, jeg altid har været tiltrukket af ved Twitter, er netop, at de 140 tegn stiller ret store krav til både afsender og modtager. Man skal stramme sig an for at forfatte et tweet og læse et tweet, som det er ment, når pointen skal leveres på så få tegn,” siger DR-vært Ulla Essendrop.
Også Kaare Sørensen, der er journalist og udviklingsredaktør for sociale medier på TV 2, er skeptisk:
”Min bekymring er, at Twitter bliver mere sludrende. De 140 tvinger en til at være skarp og omhyggelig med sit ordvalg. De 280 tegn ville ikke ødelægge det, men det giver mulighed for mere sløvhed. Det giver plads til, at vi kan fumle mere rundt. Ideen med Twitter er stærk, netop på grund af de 140 tegn,” siger han.
Benspænd kræver skarphed og præcision
Kaare Sørensen fortæller, at han sagtens selv kan have svært ved at formulere sin pointe så skarpt, at den kan leveres på 140 tegn.
”Men ofte viser det sig, at så må man gentænke pointen en gang til. Og give den en tur mere i vridemaskinen på, hvordan man kan gøre det mere præcist. Netop det benspænd gør det nødvendigt at holde pointen klar og enkel,” siger han.
Ulla Essendrop er enig:
”Man skal virkelig formulere sig med skarphed og præcision, hvis man ikke vil misforstås. Det kræver et vist niveau,” siger hun.
Kæmper du aldrig selv med at få fremført din pointe på 140 tegn?
”Jo da – men det elsker jeg! Det er udfordringen, og det er hele humlen ved det. At jeg skal stramme mig an og få det ned på de 140 tegn.”
Korte tweets giver lynhurtigt overblik
Ulla Essendrop fremhæver, at de korte, præcise tweets netop gør Twitter så anvendeligt.
”Twitters beskaffenhed har altid været, at man lynhurtigt kan få overblik og informationer. Hvis man skal til at læse længere klamamser, så forsvinder noget af det tiltalende ved Twitter også. Det fede er, at man på ét skærmbillede kan se en masse tweets og lynhurtigt få et kæmpe overblik,” siger DR-værten.
Men kan det ikke skabe misforståelser og gå ud over nuancerne i debatterne derude, at man skal udtrykke sig så kort?
”Jo, helt sikkert. Men så skal man måske tage debatten et andet sted. Der er jo masser af fora og medieplatforme, hvor man kan udtrykke sig langt og med en masse nuancer,” siger hun.
Kaare Sørensen uddyber:
”Jeg kan godt se pointen i, at 280 tegn giver plads til flere nuancer. Og 1.000 tegn ville give plads til endnu flere, og uendeligt tegn ville gøre, at man kunne forsvare sin doktordisputats på Twitter. Men det er ikke Twitters styrke. Vi har masser af vidunderlige steder på nettet, hvor man kan forklare sig i lang form,” siger han.
Kan du slet ikke se nogen fordele ved at få dobbelt så meget plads at skrive på?
”Selvfølgelig er der fordele. I stedet for at lave en bullet-liste med tre bullets på, hvad vi for eksempel ved om et flystyrt nu – her er det styrtet ned, så mange omkomne osv. – så kan vi lave syv. Det kan der godt være brug for nogle gange. Men jeg er bange for, at det ville gå ud over Twitters særkende med de meget korte præcise beskeder i kronologisk rækkefølge.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Har man ikke plads til sit budskab kan man jo fordele det over flere tweets når bare man husker at markere dem med f.eks. 1/3, 2/3 3/3 og slå dem op på væggen i omvendt rækkefølge... altså 3/3 først osv. Den mulighed og i særdeleshed reglen om markering og rækkefølge har Twitter ikke selv gjort noget for at promote hvilket jeg mener er en stor fejl.