Det bliver svært at nå til enighed om den ny offentlighedslov i denne folketingsperiode, og dermed kan vedtagelsen meget vel blive udskudt til efter næste valg og med en ny regering i spidsen, vurderer medlem af Retsudvalget Meta Fuglsang (SF).
I øjeblikket er der ikke den brede politisk enighed om den nye offentlighedslov, som justitsminister Lars Barfoed ønsker. Men da ministeren ikke har indkaldt til nye drøftelser, begynder det at se svært ud med at nå frem til en vedtagelse på denne side af sommerferien.
»Der mangler nogle reelle politiske forhandlinger for at få et bredt flertal. Jeg synes, det er ministerens opgave at sørge for, at der kommer forhandlinger, men der er ikke indkaldt til noget. Jeg håber, at vi får nogle forhandlinger, men lige nu er der ikke udsigt til det,« siger Meta Fuglsang, folketingsmedlem for SF og medlem af Retsudvalget til Journalisten.dk.
Således tyder meget på, at en folketingsvedtagelse af den nye offentlighedslov vil ligge efter sommerferien, og dermed stiger sandsynligheden også for, at det først kommer til at ske efter folketingsvalget, og således muligvis under en ny regering.
»Det kan blive svært at nå inden et valg, hvis vi kommer på den anden side af sommerferien. Men selv under en ny regering vil der formentlig stadig være ønske om, at der skal være bred politisk opbakning til loven. Så vi skal have forhandlingerne under alle omstændigheder,« siger Meta Fuglsang.
Hun gætter dog på, at en rød minister muligvis vil vise større vilje til at få gang i de forhandlinger, der skal føre til vedtagelsen af loven. I øjeblikket er der nemlig ikke megen fremdrift at spore.
I oppositionspartierne er man enige om de punkter, man ikke kan acceptere i Justitsministeriets udkast til den nye lov, og det drejer sig først og fremmest om de meget omstridte § 24 og § 27.2.
»Vi er klar på, hvor vi ser knasterne, og så er det spørgsmålet om, hvor meget regeringen er villig til at flytte sig. Omvendt har ministeren jo hele tiden sagt, at han vil have et bredt forlig, og så ved han jo, at han er nødt til at flytte sig,« siger Meta Fuglsang til Journalisten.dk.
Hun vurderer dog også, at tingene godt kan komme til at gå hurtigt, hvis den fornødne politiske vilje skulle opstå.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.