Tvivler på relanceringen af Urban

En mere hårdtslående og stærkt personfikseret Urban mødte i morges avislæserne. Men det er langtfra sikkert, at det ny koncept for gratisavisen er tilstrækkeligt, siger mediabureau.

En mere hårdtslående og stærkt personfikseret Urban mødte i morges avislæserne. Men det er langtfra sikkert, at det ny koncept for gratisavisen er tilstrækkeligt, siger mediabureau.

Samtlige historier i avisen tager udgangspunkt i personer. Der er stort set kun billeder af personer i hele avisen. Og så er alle personnavne fremhævet med pink versaler på alle sider i avisen.

Det ny Urban, som kom på gaden i morges med en fuck-finger på forsiden, går målrettet efter unge byboere i alderen 20-40 år. Og det med et markant design-løft, der signalerer hurtig sladder – undskyld: Underholdning, overblik og inspiration, som det hedder – til den oplevelseshungrende ungdom.
Og på mange måder er det lykkedes at lægge et rent snit, vurderer Gitta Steffensen, chef for printmedia på mediabureauet Carat Danmark:
»Avisen er blevet lidt mere hårdtslående. De har gjort den mere markant at se til, så den adskiller sig, når du skal vælge mellem andre gratisaviser. OG de har forsøgt at tage mange af de unges ting med. Men hvorvidt de her ændringer er nok, kan jeg godt være i tvivl om,« siger Gitta Steffensen til Journalisten.dk.
Hun understreger, at lige siden Urban kom på markedet i 2001, har metroXpress altid ligget foran – både hvad angår nyheder og nye annoncemæssige koncepter.
»MetroXpress var eksempelvis først med annonce-omslag,« siger hun og sår tvivl om, hvorvidt det ny Urban er løsningen.
»Jeg kan godt se, der er en fordel i, at de nu specifikt går efter de unge, men der er bare så mange andre, der i forvejen kommunikerer til de unge. Omvendt synes jeg, det er modigt, at de tør gøre det. Og hvis Urban bare var fortsat med det gamle koncept, så ville de hurtigt være kørt helt ud på et sidespor,« siger Gitta Steffensen, der peger på, at Urban ikke ligefrem ligger godt i feltet
»Både de officielle læsertal og aktualitetstallene viser, at Urban er den af de fire gratisaviser, som har blødt mest. Sådan var det ikke til at begynde med, men i de seneste målinger har de blødt enormt meget i Århus og andre steder i landet.«
Gitta Steffensen peger på, at Urban til gengæld har haft nogle kerneområder, hvor avisen var stærk – særligt København og på Sjælland.
»Men rent redaktionelt har de ikke vidst, om de skulle være nationale, regionale eller lokale. Og der har de nu valgt at prioritere mere klart.«

Ser man på det samlede marked for gratisaviser, så er Carats print director langtfra sikker på, hvem af de fire landsdækkende gratisaviser der står til at vinde aviskrigen:
»Nyhedsavisen er den avis – målt på aktualitetstallene – der har færrest læsere pr. eksemplar. Det betyder, at den er særlig dyr at distribuere. Jo flere læsere pr. eksemplar jo bedre, og der har 24timer virkelig arbejdet med at få flere læsere pr. eksemplar.«
Gitta Steffensen tilføjer, at Nyhedsavisen til gengæld har fjernet den dyre husstandsomdeling i Odense og samtidig har vundet kampen om at komme ind i busserne med aftalen med Arriva, hvilket bør være en fordel.
»Men det kan være en dyrt købt aftale for Nyhedsavisen,« fastslår hun.

I sidste ende handler det dog om, hvorvidt gratisaviserne får nok penge i kassen fra annoncørerne til både at betale for journalister, trykning og distribution. Og her ser det foreløbig meget sløjt ud.
»Så længe vi har de fire gratisaviser, så får ingen af dem nok for varen.
Mediabureauerne kan hele tiden finde alternativer, og dermed kan vi blive ved med at spille dem ud mod hinanden. Det betyder, at det er umuligt for dem at få en rentabel forretning. De skal nok have det dobbelte for annoncerne i forhold til, hvad de får i dag, hvis blot det skal løbe rundt. Det er ligesom dér, aviskrigen ligger lige nu,« siger Gitta Steffensen og understreger, at det er rigtig godt for annoncørerne.
»Derfor siger jeg også, at det aldrig har været så billigt for annoncørerne at reklamere i dagbladene som nu.«
De officielle listepriser for en helside i gratisaviserne ligger på omkring 75.000 kr. Men det er der ingen, der i øjeblikket betaler.
»Prisen er i øjeblikket halv pris eller billigere. Og hvis du betaler mere, så har du købt for dyrt ind,« siger hun.

Ifølge Gitta Steffensen betyder det, at der er langt til, at gratisaviserne kan blive til en sund økonomisk forretning. Urban har eksempelvis haft røde tal på bundlinjen siden starten i 2001. Det samme for de to nye på markedet – Nyhedsavisen og 24timer.
»Krigen fortsætter derfor stille og roligt. Og 2008 bliver et år præget af tilpasninger af omkostningerne. Men på sigt forventer jeg, at en af dem forsvinder. Det er stadig uklart hvem, for ligesom man tror, at den ene er dømt ude, så kommer der nye initiativer, der bringer avisen tilbage – og vice versa. Og sådan har det set ud nu i flere år. Men man skal altså huske, at annonceprisen skal være mindst det dobbelte, hvis det skal blive en rentabel forretning. Og den prisforhøjelse har ingen af dem udsigt til.«

0 Kommentarer