En tredjedel af klagerne til Pressenævnet handler om, at kritiserede personer ikke kommer til orde. Journalisterne skal styre begejstringen, men reglerne for god presseskik skal også være mere præcise. Det siger en advokat, der har gennemgået klagerne.

 

En bestyrelse for tre daginstitutioner spiser og drikker for 192.000 kroner samtidig med, at der ikke er råd til at ansætte de nødvendige pædagoger. Den lå lige til højrebenet for B.T.

Medlemmerne af institutionernes be-styrelse var knap så vilde med, at historien havnede på forsiden af avisen og klagede til Pressenævnet. Sagen endte med, at nævnet kritiserede avisen for ikke at lade bestyrelsesmedlemmerne forsvare sig mod B.T.s udlægning af regnskabet.

Den slags sager er der for mange af, mener advokat Henrik Karl Nielsen fra firmaet Norsker & Jacoby.

Han har gennemgået samtlige af de sager i Pressenævnet, hvor folk har klaget over ikke at komme til orde. I alt flere hundrede sager fra de seneste 11 år. Henrik Karl Nielsen vurderer, at den type klager udgør cirka en tredjedel af det samlede antal klager, og han opfordrer journalisterne til at være mere opmærksomme.

"Det undrer mig, at hovedparten af sagerne er om meget grove beskyldninger, hvor folk helt klart burde have fået mulighed for at svare på kritikken," siger Henrik Karl Nielsen, der selv har repræsenteret klagere i Pressenævnet.
Han vurderer, at godt halvdelen af klagerne ender med kritik af mediet for at forbryde sig mod punkt A3 i de presseetiske regler:

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Med andre ord skal oplysninger om for eksempel strafbare forhold så vidt muligt præsenteres for vedkommende, inden de ryger ud i offentligheden.

B.T.-journalist Povl Arne Petersen, der stod bag artiklen om bestyrelsens forbrug, blev med egne ord meget chokeret over, at Pressenævnet kritiserede ham for ikke at forelægge oplysningerne.

Samme aften som artiklen gik i trykken, forsøgte han fra klokken fem om eftermiddagen til ti om aftenen at komme i kontakt med bestyrelsesmedlemmerne. En kollega på avisen fik fat i formanden, der ikke havde nogen kommentarer. Povl Arne Petersen selv talte med en medarbejder fra den fond, der driver institutionerne, og fortalte, at han ville stille spørgsmål i forbindelse med repræsentationskontoen, men medarbejderen ville ikke hjælpe med at sætte journalisten i forbindelse med bestyrelsen.

"Jeg lagde også beskeder på medlem-mernes hjemmenumre eller mobiltelefoner om, at jeg havde spørgsmål i forbindelse med regnskabet. Da jeg fik fat i et medlem af bestyrelsen, knaldede han røret på, da han hørte, jeg ville stille spørgsmål om fondens økonomi. Det gentog sig dagen efter," siger Povl Arne Petersen.

Han afviser, at historien kunne vente, eller at bestyrelsesmedlemmerne skulle have flere chancer for at komme til orde.

"Vi mente, at både Politiken og TV2-Lorry var ude efter historien. De viste sig at have andre vinkler, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at få fat i de personer." Henrik Karl Nielsens gennemgang af Pressenævnets kendelser viser, at det normalt ikke er nok, at journalisten henviser til en deadline som undskyldning for ikke at have fået fat i personen.

"Jeg vil opfordre journalisterne til at styre begejstringen og vente med at bringe historien. For at være på den sikre side skal alle oplysninger forelægges," siger Henrik Karl Nielsen.
Han foreslår, at reglerne skal være tydeligere med hensyn til, hvor meget journalister skal gøre for at få fat i kritiserede per-soner. I løbet af de 11 år har nævnet nemlig udviklet en praksis, som ikke står i reglerne.

 

"Ingen kommentarer"
Når Pressenævnet får en klage som den om B.T.-artiklen, vurderer nævnet, om journalisten har forsøgt at dokumentere påstandene på en anden måde, for eksempel ved at tale med andre kilder, om historien var så aktuel, at den ikke kunne vente, hvor grove beskyldningerne er, samt hvor meget journalisten har gjort for at få fat i vedkommende.

Det spiller også ind, hvordan journalisten har formuleret sig i samtalen med kilden eller i den besked, han har lagt til kilden. Det er ikke nok, at der ligger en seddel om, at en journalist har ringet og vil stille nogle spørgsmål, ligesom det ikke er nok at få et 'ingen kommentarer', hvis personen ikke har hørt præcist, hvad det drejer sig om.

Det er alt sammen noget, der bør stå i reglerne, mener advokaten.

"Man kan selvfølgelig ikke lave regler for alle tænkelige situationer, men journalisterne kunne blive mere bevidste om reglerne, hvis der stod, hvordan nævnet vurderer klagerne. Som det er nu, fortolker man de vejledende regler for god presseskik ind i Medieansvarsloven, og dermed er de ikke længere vejledende. Det ville være logisk at ændre reglerne," siger Henrik Karl Nielsen.

Men Pressenævnets formand, højesteretsdommer Niels Grubbe, er skeptisk over for ideen.

 

Stift system
"Jeg tror, det er vanskeligt at skrive praksis ind i reglerne. Det er en tung proces at ændre reglerne, og derfor vil det gøre det besværligt, hvis praksis ændrer sig. Det er mere hensigtsmæssigt at have nogle standarder, der åbner mulighed for en konkret bedøm-melse af de enkelte sager, siger Niels Grubbe.

Han kan heller ikke forestille sig en helt konkret opskrift på, hvordan journalisterne skal forelægge krænkende oplysninger.

"Hvis reglerne for eksempel sagde, at kilden altid har et døgn til at svare, bliver systemet for stift. Det er meget svært at skrive præcist, hvor meget de forskellige hensyn bliver vægtet. Der vil altid ligge et skøn i det."

Povl Arne Petersen skrev i sin artikel i B.T., at det ikke var muligt at få en kommen-tar fra bestyrelsen. Den sag var Niels Grubbe med til at vurdere. Formanden vil ikke sige noget om den konkrete sag, men gør ligesom Henrik Karl Nielsen opmærksom på, at det ikke altid er nok, at journalisten siger eller skriver, at en person ikke havde nogen kom-mentarer.

"Det er ikke sikkert, at journalisten har ryggen fri, selv om folk siger ‘ingen kom-mentarer'. Så må man på en anden måde forsøge at sikre sig, at oplysningerne er rigtige," siger Niels Grubbe.
Han mener ikke, at der er risiko for, at en kilde kan stoppe en historie ved at ignorere journalistens telefonbeskeder.

"Hvis historien ikke kan vente, skal journalisten lægge besked om præcist, hvilke oplysninger det drejer sig om, og hvornår vedkommende senest skal ringe tilbage," siger Grubbe.

 

Farum-sag i fare
I Povl Arne Petersens tilfælde konkluderer Pressenævnet, at han på et usikkert grundlag har skrevet, at bestyrelsen har misbrugt fondens midler. I kendelsen står der, at op-lysningerne burde have været efterprøvet først og fremmest ved at forelægge besty-relsesmedlemmerne beskyldningerne om, at udgifterne alene kunne henføres til dem.

Der står ikke, om nævnet mener, at Povl Arne Petersen kunne have gjort mere for at få bestyrelsesmedlemmerne i tale, og pressenævnets medlemmer vil ikke sige noget om, hvordan de er nået frem til afgørelsen. "I kendelserne bestræber vi os på at tilkendegive, hvad vi har lagt vægt på, når vi har vurderet sagerne. Jeg synes, det er godt nok beskrevet i kendelserne," siger Niels Grubbe.

Han opfordrer også journalisterne til at slå op i Pressenævnets årsberetninger, hvor enkeltsager bliver nævnt for at belyse, hvad Pressenævnets krav til journalisterne er. Beretningen for 2002 er netop udkommet med en omtale af journalisternes pligt til at forelægge kritik.

Selv om Povl Arne Petersen ryster på hovedet af kendelsen, har den alligevel sat sine spor i den måde, han arbejder på.

"Jeg tænker mere over, hvad jeg skriver. Jeg vil være 110 procent sikker på dokumentationen, og fremover vil jeg bede om en ekstra dag til at lave den type historier," siger Povl Arne Petersen. Han vil gerne se mere klare regler for, hvad journalisterne skal gøre, hvis kilderne ikke vil sige noget.

"Hvordan reglerne skal være, må være en sag for nogle jurakyndige, men set ud fra denne kendelse kan man jo for eksempel ikke lave artikler som dem om Farum-sagen, hvis folk bare lægger røret på," mener Povl Arne Petersen.
Formand Niels Grubbe afviser, at de presseetiske regler kunne have stoppet artiklerne om Farum-sagen.

"I den sag var der lavet en grundig research, inden artiklerne blev bragt. Den havde varet nogen tid, og der var tid til at forelægge indholdet for de involverede personer og få deres kommentarer eller afvisning af at ville kommentere."
Henrik Karl Nielsen overvejer nu at tage kontakt til Pressenævnet, for at medlemmerne kan vurdere hans ide på et af deres halvårlige temamøder.

 

PRESSENÆVNET
blev oprettet i 1992 og behandler klager over aviser og blade, der udkommer mindst to gange om året, DR, TV2 samt de nyheds-bureauer og internetmedier, der har tilmeldt sig Pressenævnet.

Nævnet består af otte medlemmer: Formand: Højesteretsdommer Niels Grubbe, Næstformand: Advokat Axel Kierkegaard, Journalist Tage Clausen, Jyllands-Posten

Journalist Kaare R. Skou, TV 2

Chefredaktør Bo Maltesen, Politiken

Redaktør Finn Rowold, Danmarks Radio

Repræsentanter for offentligheden:

Skoleleder Kirsten Dyregaard, LOF Ballerup

Forretningsfører Ole Askvig, AOF

Ved behandlingen af en sag er fire medlem-mer til stede. Nævnet holder møde cirka 15 gange om året, hvor det behandler de mellem 100 og 150 årlige klager.

Pressenævnet kan udtale kritik over for medier, bestemme at mediet skal offentliggøre et genmæle eller offentliggøre nævnets afgørelse.

Nævnets årsberetning for 2002 er netop udkommet.