LEDER. Bombetrusler og mordtrusler. Børn bliver mobbet og lovet tæsk på skolen, fordi forældrene arbejder på Jyllands-Posten.

Der er al mulig grund til at blive vred og fordømme dem, som står bag det urimelige pres, som vores kolleger på Jyllands-Posten er udsat for, fordi avisen har benyttet sig af den grundlovssikrede ytringsfrihed.

Det er tilladt at blive vred, for det er komplet vanvittigt og proportionsløst.

Når det er sagt, så lad mig være ærlig og sige, at jeg har været i tvivl og har gruet for at skrive denne leder. For jeg forstod aldrig rigtig pointen med Jyllands-Postens statement. Alligevel blev jeg glad, da flere internationale aviser offentliggjorde tegningerne.

På grund af tvivlen og de blandede følelser kan jeg ikke hoppe ned i de skyttegrave, hvorfra man nu skyder på hinanden i debatten.

Jeg kan ikke hoppe ned i den skyttegrav, hvor man kalder tegningerne for 'skammelige'. For det er de jo ikke. Trækker man lige vejret dybt og kigger på dem én gang til, så udgør de tilsammen et ret alsidigt indlæg i debatten. Flere af bladtegnerne kritiserer Jyllands-Posten, Kåre Bluitgen eller Pia Kjærsgaard. Se blot på tegningen nedenfor, der blandt andet sætter Kåre Bluitgen og Pia Kjærsgaard ind i et forbryderalbum. Kun en håndfuld af tegnerne afbildede faktisk Muhammed, og blot et par af de 12 tegninger berettiger til en diskussion af, om man går over grænsen for at krænke andres religiøse følelser. Det tankevækkende ved sagen er, at muslimer i forvejen føler sig så udsatte, at tegningerne blev den lille undseelige tue, der væltede et stort, indestængt læs af følelser.

Alligevel føler jeg mig klubløs.

For jeg kan heller ikke hoppe ned i den anden skyttegrav, hvor man siger, at de religiøse følelser altid skal underlægges ytringsfriheden, som i øvrigt ikke er til diskussion. At alle bør offentliggøre tegningerne, fordi vi nu er ude i en krig mellem ytringsfrihed og religiøs fundamentalisme.

For med ytringsfrihed følger ansvar. Ytringsfrihed er ikke ytringspligt, og hvis man tager det individuelle ansvar for at tænke sig om væk, så undergraver man ytringsfrihedens fundament.

Så en hovedløs offentliggørelse er en misforstået solidaritet med Jyllands-Posten.

Det enkelte medie slipper ikke for at tage stilling til, om Jyllands-Postens projekt er så stærkt og vigtigt, at det bør offentliggøres. Jeg kan godt forstå, at avisens chefredaktør i sin tid var i tvivl. For projektet var mudret, hvilket understreges af, at Carsten Juste og den ferierende kulturredaktør Flemming Rose i dette nummer af Journalisten giver to diametralt modsatrettede forklaringer på, hvad pointen overhovedet var, dengang tegningerne blev offentliggjort.

Det er svært, når man ikke kan melde sig på en af krigens klart definerede fronter. Vi har valgt at undlade at bringe nye Muhammed-tegninger, for lige nu har jeg ikke tilstrækkelig stærke argumenter til at fornærme andres religiøse følelser. Til gengæld bringer Journalisten i dette nummer enkelte tegninger fra debatten som naturlig journalistisk dokumentation.

Tvivl er tilladt, men man må ikke give efter for pres. Hverken i den ene eller anden retning, for så skamskyder man først ytringsfriheden. Tror jeg.

Jakob Elkjær
Ansvarshavende redaktør
Journalisten

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Orkanens øje«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet« og »Nej til europæiske retningslinjer for pressen«.