Vi er på Malmös Högskola til et seminar om fremtidens fjernsyn. Henrik Føhns har netop fået et stykke papir i hånden, hvor han skal sætte et tal fra 1 til 10 på sin tværmediale erfaring.
»Nu er alt jo relativt, men hvis de mener i forhold til Danmark, så er jeg vist helt oppe at ringe på et 10-tal,« siger han.
DRs Henrik Føhns har gennem de sidste seks år været den ene af de to hovedkræfter bag radioprogrammet Harddisken. Og tv-programmet Harddisken Color. Og hjemmesiden Harddisken. Han har boltret sig i de tre medier, fordi han har lyst. Og han har lært tværmedialiteten at kende på godt og ondt.
»Du lærer at prioritere dit stof til de forskellige medier: En historie med følelser passer godt til tv, mens du laver det længere interview til radioen. Du udnytter dit materiale og medierne bedre. Men der er stadig mange menneskelige og tekniske barrierer, som skal fjernes, før det kan virke ordentligt,« siger Henrik Føhns.

Bits og stik
Vi zapper over sundet, til Ewaldsgade 3, Harddiskens redaktion. Her sidder Anders Kjærulff Christensen, den anden af de to hovedkræfter, og er godt brugt. I går arbejdede han sent for at få udsendelsen færdig. I modsætning til normal procedure er denne uges radioprogram nemlig båndet, da Harddiskens tekniker har ferie. Og hverken Anders Kjærulff eller Henrik Føhns vil have en anden tekniker: Han er den eneste, som kan finde ud af Harddiskens tekniske vidundere.
»Vi lagde jo ud med tesen om, at bit er bit: At al digital information i princippet kan bruges i et hvilket som helst digitalt medie. Men vi fandt hurtigt ud af, at bit er ikke bit – på grund af stik. Der er simpelthen en masse stik, som bare ikke passer sammen. Bit er bit så længe de er i mit hoved,« siger Anders Kjærulff.
Informationerne i Anders Kjærulffs hoved blev i starten kun brugt til at lave radio med. Det var i 94, før verden for alvor havde hørt om Internettet. Men fordi Harddisken behandlede det kulturskred, som den nye teknologi medførte, blev Internettet grundigt behandlet i programmet. Det begyndte at virke absurd, at der ikke fulgte en hjemmeside med.
»Lytterne begyndte at spørge, hvorfor vi ikke var på nettet. Vi var faktisk godt i gang med at bygge vores egen hjemmeside op, men så gik der pludselig DR i den, hvor der skulle laves en kæmpe plan for det hele. Der blev nedlagt decideret forbud mod, at man lavede sin egen side, så vi måtte vente,« fortæller Anders Kjærulff.
Da hjemmesiden endelig kom i 96, måtte han selv programmere indholdet.
»Internet-delen har altid været lavet på overskud. Vi har aldrig fået en klink til at lave net-sider for. Men jeg er ligeglad med, om vi ikke har ressourcer til det. Vi må bare få tid til det på en eller anden måde,« siger Anders Kjærulff.
Til at starte med bestod hjemmesiden blot at en programoversigt med links til andre relevante sider. Men det udviklede sig hurtigt til at blive en selvstændig del af programmet, med lydklip fra udsendelsen, artikler skåret over radioindslagene eller videoklip fra interview.
»Netsiden skal også henvende sig til folk, som ikke aner noget om vores radioprogram. Nettet er noget i sig selv. Jeg vil gerne have en situation, hvor folk siger, at de læser Harddisken. Det kræver bare, at man tager det lige så alvorligt som de andre medier. Det kræver en redaktion. Man skal ikke tro, at det tværmediale betyder færre mennesker,« siger Anders Kjærulff.

Legebarn
Tilbage til seminaret i Malmö. Henrik Føhns kanter sig forbi en ung sælger for at få fat i en brochure om et nyt vidunderligt satellit-system, som kan køre video via Internettet i hidtil uset kvalitet. Netop som hans fingre når brochuren, kommer han til at vælte et pap-bæger med cola, som står på gulvet. Den brune væske flyder langsomt ud på gulvet og omslutter snart fødderne på den unge sælger, som intet bemærker. Men i stedet for at gøre opmærksom på uheldet lister Henrik Føhns sig væk med et drenget smil på læben. Det har altid været den barnlige og nysgerrige Henrik, som har drevet ham ud i medie-eksperimenterne.
»Det er fint nok at lave radio, men der er så mange andre ting, som er interessante. Hver gang jeg så nogle mennesker lave noget nyt, så tænkte jeg, at det ville jeg da også prøve. Da vi begyndte at lave fjernsyn sagde folk: ´De vil bare på tv´. Men nej, vi ville prøve at være trimediale,« fortæller han.
Tv-delen af Harddisken, Harddisken Color, kørte i 97 og 98, og det var her at Harddisken for alvor var trimedial, med både radio, tv og Internet.
»Ledelsen havde tænkt, at tv-programmet bare skulle reklamere lidt for radioprogrammet med en spot en gang i mellem. Og hvis bølgerne gik rigtig højt, kunne man måske lave en debat i radioen om de emner, som tv-delen havde behandlet. Men vi sagde fra start, at hvis vi skulle lave tv, så skulle det være med fælles redaktion,« fortæller Henrik Føhns.
Harddisken fik sat et tv-redigeringssystem op i Radiohuset, hvilket var fuldstændig uhørt. Men så begyndte det for alvor at køre: Research på en historie kunne resultere i 7 minutter på skærmen, en halv time i radioen og en artikel på nettet. Redaktionen fik tilført ekstra ressourcer, men efter halvandet år blev tv-udsendelsen stoppet.
»Chefredaktionen var utilfreds med seertallene og ville hellere lave noget i retning af ´Illustreret Videnskab´ på tv. Men vi holdt fast i, at Harddisken og Harddisken Color skulle hænge tæt sammen. Det var ligesom at være gift med en, som vil have en kønsskifteoperation. Så vi blev skilt,« siger Henrik Føhns.
Men tv-delens død betød ikke et farvel til det trimediale. I stedet øgede Føhns og Kjærulff indsatsen med video over Internettet. Et eksempel var Ars Electronica festival i Østrig, hvor Henrik Føhns lavede live radio, skrev artikler og producerede små videoklip taget med et digitalt kamera til hjemmesiden.
Men de sjoveste – og mest lærerige – år på Harddisken var mens studiekameraerne rullede.
»Jeg lærte et helt nyt medie at kende og at prioritere mellem de tre medier. Det er vigtigt, at radio og Internet ikke bliver affaldsspand for tv, men at man fortæller historierne der, hvor de passer bedst,« siger Henrik Føhns.

Homoseksuel
Vi skifter til tredje og sidste scene for de to trimediale fantaster. Vi er til tillidsmandsstævne i Middelfart, Hvor Føhns og Kjærulff skal fortælle 50 tillidsmænd om tværmedialitetens velsignelser og forbandelser. Ikke alt bliver modtaget lige vel: Der går en mumlen gennem salen, da Føhns kommer til at sige »faggrænser, og den slags tåbelige ting.«
Men han mener, hvad han siger. Læren af seks års erfaring er, at det ikke kun er teknikken, som er besværlig. Det er i lige så høj grad menneskene.
»Der er nogen, der udtaler bimediel på samme måde, som de siger homoseksuel. Der er en hel del menneskelige barrierer, som skal overvindes, før det kommer til at virke,« siger Henrik Føhns.
Morten Uhrenholdt, fællestillidsmand fra DR, rejser sig:
»I har det sjovt med det, I laver. Men hvad med dem, som ikke brænder for det? I er jo livsfarlige at bruge som eksempel.«
De to mænd på scenen må give ham ret: Det har været pionerånden, som har drevet værket.
»Hver gang Christian Nissen er ude og fortælle om tværmedialitet, bliver vi trukket frem, som det gode eksempel. Og hvert år kommer man og siger, at vi snart får nogle penge. Men de kommer aldrig, for beslutningen er altødelæggende for DR: Hvis man for alvor tager nettet seriøst, så er der jo tale om et helt ekstra medie. Og det er der ikke penge til,« siger Anders Kjærulff.
»Til gengæld har vi fået lov til at være i fred. Det er det guddommelige ved, at vi er blevet svinet penge- og ressourcemæssigt i perioder: Vi har kunnet gøre, hvad der passede os. Programmet har altid været et underligt stedbarn, som har været der på trods.«
Henrik Føhns fortsætter:
»Pionerånden på redaktionen er død. Uanset hvor meget du brænder for dit program, kan du ikke blive ved med at arbejde, som vi har gjort.«
I salen er der også stor bekymring for at tværmedialitet er ensbetydende med halvt så mange journalister, som løber dobbelt så hurtigt. Henrik Føhns:
»Man skal arbejde hen imod små fælles redaktioner på tværs af medierne. Ledelserne rundt omkring skal gøre sig klart, at tværmedialitet ikke handler om ressource-besparelser. Det handler om en mer-værdi i dine journalistiske produkter. En bedre udnyttelse af dit grundmateriale.«