TV2BankNews

Bankerne er de helt store skurke i den døende udgave af europæisk vækst, velstand og velfærd. Ufattelig grådighed, gigantiske fortjenester og direktører, bestyrelser og aktionærer, der har forgyldt sig selv og hinanden uden sidestykke - og grund, mens resten af verden har betalt med recession og fallitter. Det er status.

Bankerne er de helt store skurke i den døende udgave af europæisk vækst, velstand og velfærd.
Ufattelig grådighed, gigantiske fortjenester og direktører, bestyrelser og aktionærer, der har forgyldt sig selv og hinanden uden sidestykke – og grund, mens resten af verden har betalt med recession og fallitter. Det er status.

Derfor må kritisk tænkende journalister – hvis der er nogen – undre sig over, at TV2 News faktisk udelukkende baserer sin dækning af dansk og europæisk økonomi på endeløse rækker af liveindslag med repræsentanter fra netop bankerne – altid med bankens logo "diskret" i øverste venstre hjørne af skærmen.

I december 2011 og januar 2012 har jeg fulgt med i TV2 News' dækning af økonomi og arbejdsmarked – og vi har i løbet af denne måned hilst på Jes Asmussen, Handelsbanken, Helge Pedersen, Nordea, Fredslund Madsen, Jyske Bank, Las Olsen, Danske Bank, John Norden, Danske Bank, Jacob Pedersen, Sydbank, Finn Saltved, Sydbank, Leander Dreyer, Jyske Bank, Bjarne Schwartz, Sydbank, Tina Winther Frandsen, Jyske Bank, Peter Garni, Saxo Bank, Ann Lehmann Erichsen, Nordea – og guruen over dem alle, Sten Bocian, Danske Bank, som også DR Nyheder ringer til, når de virkelig er kreative. Og denne massive række af bankassistenter er på hver dag – mange, mange gange.

Til sammenligning mindes jeg kun en enkelt uvildig økonom fra de højere uddannelser inden for økonomi.
Jeg synes, der er tale om fantasiløs og slap journalistik. De tungt snorkende redaktionschefer mangler fuldstændig kildekritik og opfindsomhed. Jeg mener, man ringer vel heller ikke til Brian Sandberg for at få et direkte indslag om, hvor godt det går med opklaringen af narkokriminaliteten i Danmark, vel?

Oven i det kommer så, at de samme banker er storkunder på TV2 News' reklameflade – så kan man jo tilføje et (slet) skjult reklame. Selv ikke på Amtsavisen i Randers i 70'erne gav vi annoncørerne særlige goder af den simple grund, at man ikke ville bringe læseren i tvivl om, hvorvidt der kunne være skjulte grunde til deres deltagelse i den redaktionelle del af avisen.

– Troels Schmidt, journalist 

SVAR. Kære Troels. Det er rigtigt, at vi bruger rigtig mange bankøkonomer på TV2 News. En stor del af vores styrke er de hurtige omstillinger til banker, og derfor fylder de en del i finansudsendelserne. Det er også en naturlig puls for os at høre, hvordan markederne reagerer på den økonomiske krise. Og det er naturligt, at vi via bankøkonomerne refererer til, hvordan markedet reagerer på forskellige initiativer. Fordi markedets negative reaktion på den fortsatte europæiske gældskrise tvinger nye politiske initiativer frem.

Jeg savner måske en lidt tættere vurdering af, hvad økonomerne siger, for det er jo ikke i sig selv diskvalificerende at være fra en bank. Og jeg har rigtig meget respekt for de FAGLIGE kompetencer, de bank-økonomer, du nævner, er i besiddelse af.

Men du har en pointe i, at der skal være forskellige stemmer i debatten, der kan vurdere, hvordan man bedst kommer ud af gældskrisen. Derfor bruger vi modpoler som centrum-venstre-tænketanken CEVEA, LO og FOA's cheføkonomer, den uafhængige økonom Jesper Rangvid, vismændene, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ligesom de økonomiske topministre Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er hyppige gæster i vores finansudsendelser.

Et hjertesuk herfra er, at de uafhængige økonomiske lektorer og professorer IKKE er så flittige til at stille op, som vi kunne ønske os. For eksempel forsvinder vismændene ud af billedet i månedsvis før offentliggørelsen af en ny rapport, og andre kan svare på en henvendelse om et brandaktuelt emne med, at de måske har tid i morgen. Vi er derfor hele tiden på jagt efter dygtige, uafhængige økonomer.

TV2 News' succes bygger i høj grad på, at der er sat en ny høj standard for dækningen af finans på tv, og at det store publikum, der i dag ser TV2 News, kan få et intelligent og facetteret indblik i processen med at få den europæiske gældskrise under kontrol. Det synes jeg i al beskedenhed er lykkedes. Men der er hele tiden plads til forbedring.

– Ole Krohn, finansredaktør, TV2 News

0 Kommentarer