TV2-tillidsfolk afviser salgstanker

Stemningen blandt medarbejderne på TV 2 er ikke i top efter weekendens skriverier om et muligt salg af et af stationens hovedsæder. En fuldstændig urealistisk løsning, siger tillidsrepræsentant Claus Birch.

Stemningen blandt medarbejderne på TV 2 er ikke i top efter weekendens skriverier om et muligt salg af et af stationens hovedsæder. En fuldstændig urealistisk løsning, siger tillidsrepræsentant Claus Birch.

Et salg af Kvægtorvet og flytning af TV2 Danmark til København. Det er et af de scenarier, som det seneste døgn er blevet nævnt som mulig konsekvens af tv-stationens katastrofale økonomi – dels af administrerende direktør Merete Eldrup og bestyrelsesformand Lars Liebst, dels af socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen.

Det skulle ud over salgsprovenuet give en årlig besparelse på 60 millioner kroner.

Udtalelserne har selvsagt vakt stor bekymring blandt medarbejderne, især på Kvægtorvet i Odense.

»Når Mogens Jensen kommer med den slags udtalelser, så er det da noget, der får kaffekopperne til at ryste – og nok særligt i Odense, ud fra det, der er blevet sagt,« fortæller tillidsrepræsentant Claus Birch.

Han ser dog ikke selv salget af et hovedsæde som en plausibel løsning.

»Vi tror ikke på det. Det vil være fuldstændig urealistisk. TV 2s succes bygger jo netop på, at vi leverer det samme som DR og samtidig er til stede i provinsen. Hvis man laver om på det, saver man sin egen gren over. Desuden er der overhovedet ikke plads til at rumme hele TV 2, hverken i København eller i Odense,« siger han.

Det samme budskab kommer fra tillidsrepræsentant Lennart Sten.

»Funderingen i Odense gør, at vi dækker bredt – fra den yderste sandfuge i Vestjylland til det hippeste musiksted i København. TV 2 har kun ét hovedsæde, og det er i Odense. Det andet er bare en lejet glasbygning i København,« siger Lennart Sten.
Men for et år siden var det jo også på tale at flytte Morgen-nyhederne til København – var det et tegn på, hvor udviklingen går hen?

»Det vil jeg ikke afvise. Og det kan måske godt komme på tale igen,« siger Claus Birch med henvisning til Morgen-nyhederne som et muligt spare-emne.

I øjeblikket foregår der på TV 2 en proces magen til på samme tid sidste år, hvor lederne i de respektive afdelinger regner på mulige besparelser, med henblik på at give topledelsen et samlet overblik.

Claus Birch har svært ved at pege på mulige besparelser.

»Vi har lige været igennem en rædselsfuld runde, hvor et par hundrede af vores kolleger røg. Så vi føler, vi er skåret helt ind til benet, og at man ikke kan reducere medarbejderstaben yderligere, medmindre man sælger ting fra,« siger han.

Ifølge tillidsrepræsentant Lennart Sten går medarbejderne et par hårde måneder i møde.

»Tiden frem til jul bliver sindssygt hårde for folk. Vi vil være på forsiderne, på nettet, og alle mulige scenarier vil blive oprullet. Jeg håber, mine kolleger vil forholde sig til tingene, når de kommer, og ikke til alle mulige balloner, der bliver sendt op,« siger han.

Han peger på én god ting ved situationen – at politikerne er tvunget til at tage stilling til tv-stationens fremtid.

»Politikerne er nødt til at handle. Inden første februar skal de have besluttet sig, og det håber jeg, de vil gøre ud fra en visionær overvejelse om, hvilket TV 2 man gerne vil have. Skal det være bredt og alsidigt dækkende med dokumentar- og faktualitetsstof, eller skal det være mere TV3-agtigt? Det er et stort kulturformidlingsmæssigt spørgsmål, politikerne skal tage stilling til,« siger Lennart Sten.

0 Kommentarer