TV2 vil fremover flytte sine korrespondenter ud i verden for længere perioder ad gangen. Derfor vil stationen oprette kontorer i lande, der kræver særlig opmærksomhed.
Første stop bliver Kabul i Afghanistan, hvor Simi Jan, Ulla Terkelsen og Rasmus Tantholdt de næste seks måneder skiftevis skal rapportere til TV2's seere.
»Vi starter med at være til stede i Afghanistan i cirka seks måneder, og herefter vil vi oprette lignende kontorer andre steder i verden, når det giver mening for os. Det er helt klart en måde at arbejde på, som vi vil fortsætte med fremover, selv om det er meget ressourcekrævende for os,« siger TV2's nyhedschef Michael Dyrby til Journalisten.dk.
Med satsningen ønsker TV2 at kunne fortælle en anden type historier fra det krigshærgede land end de typiske om bomber og drab på danske soldater.
»Vi vil gerne kunne fortælle om udviklingen i landet, både i samfundet og politisk. Om hvordan mulighederne udvikler sig for kvinder og børn i landet. Den type historier er vi ikke i stand til at lave ved blot at sende en rapporter ind, når en bombe er sprunget,« siger Michael Dyrby.
1