TV2 og kvalmegrænsen

TV2 Nyheder sætter nye laveste standard ved at konfrontere forældrepar med deres ulykkelige bortadopterede datter
29.11.2012 · 10:19
Øjvind Hesselagers billede
Øjvind Hesselager
Ansvarshavende redaktør
Journalisten

TV2 Nyheder sætter nye laveste standard ved at konfrontere forældrepar med deres ulykkelige bortadopterede datter

TV 2 Nyhederne har valgt at besøge et forældrepar i Ethiopien, hvis datter er adopteret til Danmark. TV 2 har forinden i en dokumentar beskrevet pigens ulykkelige skæbne. Og nu følger stationen op ved at vise de biologiske forældre billeder af deres ulykkelige datter, der i dag er på børnehjem i Danmark.

At TV 2 konfronterer hiv-ramte forældre i Ethiopien med billeder af deres bortadopterede barn, der lider i Danmark, bør som det mindste få stationens ombudsmand på banen.

Forældrene har ikke en jordisk chance for at nå frem til det danske Pressenævn, der alvorligt må overveje at tage sagen op på eget initiativ.

TV2 Nyhederne præsenterer det som en tophistorie, at stationen begår følelsesmæssigt overgreb på et etiopisk forældrepar i stationens reportage fra den landsby i Etiopien, hvor forældrene bor.

Overgreb som nyhedschef Jacob Nybroe tilmed ihærdigt har forklaret er både "ekstremt nærlæggende" og ligefrem "essentielt".

Det eneste, TV 2 ikke har sagt, er sandheden. At billederne er spekulation i en formodet laveste fællesnævner.

Det er lavere end tabloidt. En god tabloid historie udfordrer magten. TV 2 udstiller og udnytter afmagten. TV 2 går hverken efter manden eller bolden. De går efter ofrene.

Og overskrider dermed sit eget etiske kodeks:

"Vores udgangspunkt er, at vi ikke bringer billeder, der krænker folks værdighed - hverken ofrenes, de pårørendes eller seernes."

Efter 1 minut og 39 sekunder af indslaget føler TV 2 trang til at vise og fortælle, at de dybt frustrerede og alvorligt syge forældre, der har været tvunget til at bortadoptere deres lille datter, nu begynder at skændes.

Kameraet filmer videre, til vi til sidst er helt inde i den dybeste, dybe sorg. Helt derinde, hvor ingen andre end de nærmeste bør have adgang. Men TV 2 vil længere ind. De vil helt ind. Og dermed helt ned i det redaktionelle skidt.

Men jeg står af. Og venter på, at kritikken rejser sig mod tv-stationens prioritering og vinkling.

Lad os bare repetere de dele af vejledende regler for god presseskik, som TV 2 har udfordret. Vi tager dem fra en ende af:

"Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse."

Det virker uomtvisteligt, at indslaget absolut ingen almen interesse har. Det fremstår uafviseligt, at disse mennesker, den lille datter, og de danske adoptivforældre har krav på beskyttelse.

Næste udfordring af god presseskik:

"Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges."

Andres tillid er ikke alene misbrugt i indslaget i TV2 Nyhederne. Tillidsbruddet fremstår som det centrale og bærende element i indslaget.

Det etiopiske par kan ikke vurdere deres egne udtalelser. Ord og følelser er fremprovokeret gennem et udspekuleret følelseschok - et kalkuleret redaktionelt overgreb.

Endelig:

"Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt."

Der er snarere præcist det modsatte, der her finder sted.

Jacob Nybroe, nyhedschef på TV 2, har forsøgt at forklare, hvorfor TV2 Nyhederne lavede indslaget.

Stationen ville undersøge, om den nu ni-årige pige kunne "komme hjem igen" efter at være blevet adopteret til Danmark for fem år siden som fire-årig.

Det er romantiserende vås. Hendes hjem er i dag Danmark. Og det er ikke TV 2's opgave at agere myndighed og sagsbehandler.

Videre forsøger Jacob Nybroe at få missionen til at fremstå som nærmest undersøgende journalistik:

"Vi vil også gerne have forældrenes kommentar til, hvordan det er gået."

Det knækker helt over med sætningen:

"De er part i sagen, ligesom i enhver anden sag. Vi gør det, som vi altid gør. Vi opsøger begge parter i en sag."

På intet tidspunkt hører vi et argument, der gør det nødvendigt at vise de biologiske forældre billederne af deres lidende barn. Hvad er forklaringen på det greb?

Jeg ved godt, at Pressenævnet næppe tager sagen op af egen drift. Men jeg ville ønske, at nævnet gjorde.

Tilbage er TV 2's egen redaktionelle ombudsmand. Har han format til at gå ind i sagen?

Vi venter. Mens kvalmen stiger. Og minder om de særlige etiske regler for TV2 Nyhederne:

"Vores udgangspunkt er, at vi ikke bringer billeder, der krænker folks værdighed - hverken ofrenes, de pårørendes eller seernes."

Og som det understreges:

"Det er alle medarbejderes pligt at kende til TV 2|Nyhedernes journalistiske etik og til TV 2's overordnede retningslinjer for journalistisk etik - og efterleve den i alle vores produktioner."

Øjvind Hesselager

Ansv. redaktør.

Kommentar

29/11/2012 - 11:27

Per Meinertsen

Da indlægget kørte, så min kone og jeg på hinanden – det er da løgn, dette her!

Men nej.  Det var TV2 og det kørte på skærmen. Vi var målløse. 

Tak til Øjvind Hesselager for dette nødvendige indlæg.

29/11/2012 - 11:29

Paula G. Larrain

Stærkt Øjvind. Du har så evigt ret. Det er stærkt forstyrrende, at TV2 synker så dybt i denne sag

29/11/2012 - 12:01

Nikolaj Mangurten Rubin

En af filmen producere siger følgende, Sara Stockmann, tilføjer på Facebook:

"Virkeligheden ser sådan ud: Mashos biologiske forældre, Hussen og Senkenesh, så filmen d. 17. nov - dvs før filmen blev vist for offentligheden og pressen. Visningen var arrangeret af instruktøren og producerne bag filmen. 
Forældrene så filmen i selskab med den lokale etiopiske produktionsleder og ven af forældrene, der har fulgt projektet fra starten og som forældrene har tillid til. 
Efter screeningen var der arrangeret en samtale med instruktør Katrine Kjær og forældrene over Skype. Ligeledes blev det arrangeret at de biologiske forældrenes reaktioner og eventuelle krav i forhold til deres børns fremtid skulle oversættes og skrives ned i et dokument som produktionsselskabet og instruktøren fik overbragt.

Den version som forældrene så var den lange på 92. min." 

Og alligevel begår TV2 den svinestreg, at stramme historien så meget, at det fremsgår som om, forældre ikke har set filmen og er bekendt med indholdet i forvejen. Føj.

 

29/11/2012 - 12:07

Heidi Vesterberg

Tak Øjvind!

29/11/2012 - 12:13

Lis Øllgaard

Kunne ikke være mere enig!

29/11/2012 - 12:29

Lars B. Jørgensen

Superskarpt blogindlæg. TV2 er som altid en klammert af Fox News agtige dimensioner og Nybroes selvretfærdige refleksioner en parfumesælger værdig

29/11/2012 - 12:40

Michael Sander Loua

Godt Øjvind! Jeg sendte straks efter indslaget følgende til TV2: 'I TV2 nyhedernes indslag kl. 19 d.d. viser I for den etiopiske familie en film af deres bortadopterede datter og kører zoom og close up på den grædende moder. Efterfølgende lader i en psykolog udtale sig på nationalt tv om sine formodninger, hvor psykologen uden at have undersøgt adoptivmoderen dømmer hende til at være personlighedsforstyrret. Bare ikke i orden! Uanset sagen er det følelsesporno af værste skuffe. Ækelt!'

29/11/2012 - 12:47

Jeppe Villadsen

Tak, tak, tak, Øjvind, for dette vigtige indlæg.

 

29/11/2012 - 13:10

Ulrik Bachmann

Velkommen til småborgerlighedens højborg. Tag på RUC og diskutér højtragende etik og moral. Jeg foretrækker journalistik, som alle kan forstå. Den slags fører ofte til lovforslag i modsætning til den debat, der foregår her.

29/11/2012 - 13:11

Philip Sampson

Sikke dog en gang patroniserende bræk! Nu har de etiopiske forældre haft kameraer stukket op i fjæset under alle de mest følelsesladede episoder i forbindelse med den bortadoption. Over en million danskere har set dramaet. Og så er det pludselig ikke i orden, at forældrene selv ser denne dagsordensættende dokumentar om deres egen datter. Begrundelsen er blandt andet, at ”det etiopiske par ikke kan vurdere deres egne udtalelser”. Det så jeg altså ikke noget bevis for. Jeg så tværtimod nogle forældre, der opførte sig og reagerede helt og aldeles værdigt. Forældre, som havde fuld ret til at få et indblik i den dokumentar, der er på alles læber her i Danmark. Stop nu den ulidelige nedvurdering af disse forældre, som stakkels, fattige afrikanere, der ikke kan tåle at se den virkelighed, alle vi andre har skyllet ned til aftenkaffen.

29/11/2012 - 14:23

Axel Doberhuus

Tak Sampson,

Jeg så hverken det ene eller det andet, men har læst rigeligt fra "eksperter", til at have nået kvalmepunktet forlængst... selvfede personer der på baggrund af en sammenklippet stump af virkeligheden, mener at have set svaret på alt... det er sgu fantastisk. 

29/11/2012 - 13:30

Ina Dulanjani Dygaard

TV2's besøg i Etiopien er ikke kun usmageligt, men også potentielt skadeligt for et åbent og ærligt samarbejde med de etiopiske myndigheder! Alt sammen for at få en ordentlig gang følelsesporno og revolverjournalistik i kassen!!!!

KOPI af pressemeddelse fra Adoption & Samfund, Ungdomsafdelingen:
Pressemeddelse: 

Den 28. november 2012 kl. 19:00 viste TV2 Nyhederne et indslag om en journalist, der havde besøgt Mashos biologiske forældre i Etiopien. Det tager Adoption & Samfund– Ungdom stærkt afstand til, og det vil vi på ingen måde acceptere!

Adoption & Samfund– Ungdom finder det dybt uacceptabelt, at medierne blander sig i kontakten til den biologiske familie. 

Vi støtter, at det udelu

kkende må være de formidlende organisationer, som indleder kontakten indtil adoptivbarnet er fyldt 18 år. Adoption & Samfund–Ungdom vil opfordre alle slags medier til at holde sig fra vores biologiske familier, hvis de ikke har fået noget samtykke fra de formidlende organisationer. Det er nu set 2 gange, Politiken brød den regel under Amy sagen, og TV2 gjorde det samme med Mashos sag. Det er skandaløst og uetisk, og vi opfordrer alle former for medier, at respektere den afstand, der er mellem familierne

Adoption & Samfund– Ungdom vil gerne påpege, at der er en grund til, at kontakten udelukkende skal foregå mellem de familiære parter og den formidlende organisation. Og den kontakt der evt. måtte ske skal kun finde sted, hvis det kan gavne adoptivbarnet. Vi må huske på, at vi altid skal handle efter barnets tarv. Det er ikke til barnets fordel at blande medier ind i denne slags private kontakt! 

At TV2 vælger at bryde reglerne ser vi i Adoption & Samfund – Ungdom som et brud på god presseskik, hvis man som medie kontakter den biologiske familie, fordi man ønsker sensationelle nyheder. Det er yderst usmageligt. Derfor ser vi også i Adoption & Samfund – Ungdom med bekymrende øjne på den langsomt voksende tendens, at medierne blander sig, fordi at det kan skabe god underholdning, og en skandale, som kan give læsere/seere. Det kan vi på ingen måde støtte. Adoption er ikke til gavn for medierne. Adoption er til gavn for børnene, der adopteres. 

Hermed vil vi opfordre alle former for medier til, at overholder retningslinjerne for det, der betragtes som god presseskik. Andet er uhensigtsmæssigt overfor adoptivfamilierne såvel som de biologiske familier. Vi vil forhindre den utryghed, det kan give for andre adoptivbørn. 

På vegne af Adoption & Samfund– Ungdom

Formanden 
Ina Dulanjani Dygaard
 

 

29/11/2012 - 13:45

rasmus jacobsen

forbliver det her bare til nogen atikler som denner her og folk som brokker sig ? eller kommer der konsekvenser for hvad tv2 har gjort ? håber der er nogen politikere som griber ind..

29/11/2012 - 14:06

Peter

De afsluttende bemærkninger om retnimgslinjerne god presseskik mener jeg ikke er helt korrekte og den juridiske fortolkning af dem måske lige en kende for søgt og velvilligt modelleret til understøttelse af indlæggets budskab.

Det her kunne sagtens stå alene og stadig få sit budskab tydeligt igennem, som jeg i øvrigt er rørende enig i. Personligt så jeg kun med, indtil TV2 gik i tabloidselvsving igen igen.

efterfølgende har jeg set få klip og kan konstatere, at TV2 atter engang tegner et fuldkommen unuanceret billede af den virkelighed, som producenten bag filmen selv ynder at bruge som argument.

Hvorfor var der f.eks. ingen udtalelser fra en børnepsykolog? I så fald kan man vel forventeligt tillade sig at lægge til grund, at vedkommende ville have bekræftet, hvor normalt det er for en 4-årig at blive helt knust over at blive revet ud af sine rammer og sendt flere tusinde km nordpå til fremmede med fremmed sprog, kultur og udseende. ...Men hey, det ville nok bare have afdramatiseret det en del og taget toppen af følelsesboldtægten hos de fleste. Så det sprang man meget behændigt henover.

Oh well, restauranter har signature dishes. Tv stationer har signature journalistisk kvalitet. TV2s signatur er mangel på samme. Og det er godt. Ellers var der kun TV3 tilbage for at minde mig om, hvorfor jeg nærmest udelukkende ser DR K og DR2.  

29/11/2012 - 15:52

John Vinther

Puha, hvor er jeg lettet over at konstatere, at jeg ikke er den eneste, der synes TV2 satte et helt nyt lavpunkt for følelsesporno forklædt som journalistik. Indslaget med de biologiske forældre var ganske enkelt under lavmålet. Jeg undrede mig i øvrigt over, at journalisten flere gange gentog, at den biologiske far igen og igen gav udtryk for, at han gerne ville have datteren hjem. Muligvis blinkede jeg for længe ad gangen...........jeg opdagede i hvert fald ikke, hvis faderen på noget tidspunkt sagde det til kameraet - så det har vi altså kun journalistens ord for. 

i umiddelbar forlængelse af indslaget fra Ethiopien fortsættes med et indslag, hvor psykolog Lene Kamm rejser en voldsom kritik af adoptivforældrene.I det indslag lader TV2 en psykolog - der aldrig har mødt hverken adoptivbarn eller adoptivforældre - udtale, at barnet er udsat for psykisk terror og at adoptivmoderen viser tegn på personlighedsforstyrrelser (åh gud - lad mig aldrig komme i kløerne på en psykolog, der mener sig i stand til at stille en diagnose på grundlag af et en halv times redigerede TV2 optagelser!). Det er simpelthen en så useriøs journalistisk tilgang at jeg savner ord. 

En lille krølle på halen: I indslaget præsenteres Lene Kamm som privatpraktiserende psykolog med børneerfaring.  En simpel googling afslører, at Lene Kamm er ansat i Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen), hvor hun er beskæftiget med................. korrekt gættet - adoptionssager! Den oplysning fandt TV2 det åbenbart ikke relevant at formidle. På et helt andet niveau kan man så i øvrigt undre sig over, at en medarbejder i Ankestyrelsen udtaler sig så bastant om en konkret sag, hun kan har kendskab til via en TV udsendelse - det er vel ikke just med til at signalere upartiskhed i sagsbehandlingen...........hm........måske derfor oplysningen ikke blev formidlet.

29/11/2012 - 16:01

Lou Lou

Jeg kan ikke rigtigt se problemet med at forældrene får den længe ventede besked om, hvordan det er gået deres datter. De vidste jo så godt noget af det på forhånd.

Og hvornår er du blevet ekspert i adoptionssager, om man må spørge? Så vidt jeg er informeret, skal der eksperter til at vurdere, hvorvidt Masho kan sendes hjem til sine biologiske forældre eller ej. Det afhænger af hendes personlige tilhørsforhold og ønsker, i følge eksperter. Så ligefrem at kalde det romantisk, ved jeg nu ikke om man bare skal. Det er ret vigtigt for de fleste, at hun lykkes med sit liv. Hvad det så end kræver. Og hjemsendelsen er faktisk oppe til debat i flere sammenhænge.

Det er fint nok, at man har en holdning til det der er sket. Det har vi alle sammen og jeg tror vi alle sammen er meget påvirkede af sagen. Men lad os nu ikke gøre os til dommere, eksperter eller mene at vi har eneret på god etik og moral. 

Du har min fulde respekt for at sige din mening. Det skal der simpelthen være plads til. Men jeg er slet, slet ikke enig med dig... 

29/11/2012 - 16:09

Helle Bygum

Tak! Rette ord på rette sted.

Knivskarp og rigtig kommentar. Kunne man monstro henlede Pressenævnets opmærksomhed på indslaget...de har jo uhyre svært ved selv at tage sager op!

29/11/2012 - 17:40

Sune Svanborg Sørensen

Det interessante er, at det overhovedet overrasker. Jeg er 100 % enig i din artikel Øjvind, men jeg synes faktisk du er alt for overbærende i din retorik og at emnet, uden at trække linjerne op i overfladisk makro, godt kunne have brugt lidt perspektivering.

TV2 Nyhederne har nu i så mange år, at jeg ikke kan mindes hvornår de sidst har haft journalistisk integritet, forsøgt at fedte os ind i et nyt populismens højborg, at de ikke længere har greb om sandhed, objektivitet, subjektivitet eller partialitet. Deres fundament forsvandt for længst, da de satte kampen ind om seertallene og jeg har personligt næsten umuligt ved at kvæle mig igennem deres udsendelser uden at blive harm, skuffet og chokeret over deres emnebehandling og vinkling. Go' Aften DK er den nye standard for "nyhedsunderholdning", men hele TV2 har åbenbart overset, at deres pinlige pladderjournalistik til laveste fællesnævner ikke er journalistik og da slet ikke nyheder. Heller ikke selvom man kalder det nyheder.  

Mon ombudsmanden også er blevet forblændet af små "søde" og "vigtige" historier med "nærvær" og "troværdige" miljøer om "autentiske" oplevelser hvor en "udvalgt" familie eller person gøres til repræsentant for "store samfundsmæssige problemer", som vi - fordi vi har ondt af vedkommede - æder råt for usødet?

29/11/2012 - 20:26

Eva Westergaard

Det må give anledning til mere end selvransagelse hos TV2.

Tak for dit blogindlæg, Øjvind!

29/11/2012 - 23:27

Mathias

Tak - jeg havde også decideret kvalme (igen) over TV2's populistiske og sensationelle redaktionsstil. Mere end halvdelenen af 'nyhederne' blev den aften brugt på at opfølge TV2 produceret sensations journalistik, og de virkelige nyheder ignoreret.. Og så denne stil. Har vi nået lavpunktet??

29/11/2012 - 23:33

Christian

Hej,

 

Enig med Sampson - og uenig med Øjvind, hvis tone jeg også synes er vildt skinger.

For mig at se er der altså en kulturel nedladenhed og bedrevidenhed, som jeg ikke kunne drømme om at  kalde racisme - bare almindeligt åndshovmod - over Øjvinds nærmest omklamrende medlidenhed med Mashos biologiske forældre. De to virker sgu' som to af de fornuftigste og føllesesmæssigt mest modne og voksne mennesker i den version af "Adoptiionens Pris", jeg har set - den korte, nedklippede TV2-version.

Det så ud som om de to mest  er blevet mødt med masser af tavshed og i bedste fald nedladende bedreviden fra sikkert velmende smartasses i adoptions-branchen og myndighedspersoner i både Etiopien og Danmark.......hvis jeg var dem, ville jeg sgu' langt foretrække det tabloide kobbel (og ja, jeg er selv en af dem :-).......

Og jeg synes i øvrigt ikke det omtalte skænderi på nogen måde udstillede dem som andet end kærlige, gode forældre, der  er fortvivlede over deres datters skæbne og stadig bekymrer sig om hende.

 

vh Christian Barfoed, i dette tilfælde mest fair at skriver jeg arbejder på BT

 

30/11/2012 - 04:13

Esben Maaløe

"For mig at se er der altså en kulturel nedladenhed og bedrevidenhed, som jeg ikke kunne drømme om at  kalde racisme - bare almindeligt åndshovmod - over Øjvinds nærmest omklamrende medlidenhed med Mashos biologiske forældre."

Er det ikke alm. anerkendt at kontakt mellem biologiske forældre og adoptivbørnene ikke skal opretholdes?
Er det TV2 opgave at bryde med den konsensus? Har journalister den indsigt det kræves at foretage sådan en handling? Er det TV2s opgave informere forældrene om barnets skæbne? Hvis det underligt nok er deres opgave, er det så en moralsk pligt de har?, og behøver de at filme det? De havde da film nok til at lave et program uden?

Hvordan kan du vide at Øjvind ikke ville have reageret ligesådan hvis de biologiske forældre havde været fra Norge? Tror du virkelig at indignationen ville være mindre så? Hvem er "bedrevidende" nu? Hvem skal vi undlade at kalde racist nu? Jeg kunne aldrig drømme om at anklage dig for åndshovmod, hovmod derimod vil jeg gerne beskylde dig for, jeg vil også gerne kalde dig svag i ånden ... men jeg kunne aldrig drømme om at vende de to ord om til "åndssvag"

Jeg må hellere indrømme at jeg ikke læser B.T., og at jeg faktisk afskyer den avis (ja jeg er en af dem).

30/11/2012 - 09:28

Bo Richardt

Som om... som om nogen journalister eller andre der lever af at logre ved magtens madskål ikke er skingre når de råber om om Pressenævnet. Osse pressenævnet logrer efter Oligarkernes bud, endda selv om  (eller måske netiop fordi) det kun ligger i selvcensuren.

Disse bitre erfaringer kommer af at jeg har prøvet at oplyse jer alle om at der er løgne omkring 9/11 som ikke er et oplyst demokratisk retssamfund værdigt.

Tal om kvalmegrænse

Bo Richardt /FredsVagt

30/11/2012 - 11:17

Hanne Henriksen

og hvor er respekten for den arme pige, som nu har mulighed for at gense sine biologiske forældre på skærmen ...

30/11/2012 - 18:36

Christian Barfoed

Hej,

Når man siger andre er skingre i tonen, skal man sørge for ikke at selv at blive det - så jeg beklager formuleringen ' jeg ikke kunne drømme om at kalde racisme' i mit sidste indlæg. Den var unødvendig. 

Jeg står ved inhold og alt andet. - Esben Maaløe, i hvilke stentavler står det ristet som den eneste og altid indlysende sandhed at ' kontakt mellem biologiske forældre og adoptivbørnene ikke skal opteholdes'? Er det ikke også et af den slags spørgsmål, hvor 'common sense' bør bruges?

vh Chr. Barfoed

01/12/2012 - 00:47

Johnny Jonassen

Vil give dig ret i at det er kvalmende, på den anden side synes det at være en af de få muligheder, der er for at råde polittikerne op- at skabe en vrede i befolkningen.
Generelt synes jeg at tv2 har for meget magt, og misbruger den helt uden hæmninger, her tænker jeg på sagen om juletræet i boligforeningen, sagen om 3F og Restaurenten i jylland om mange andre, hvor det blæses op til noget helt vildt, men hvor fakta udelades (jeg håber det skyldes et valg og ikke uvidenhed).
I begge ovennævnte tilfælde blander tv2 sig helt uden hæmninger og tanke for hvad deres indblanding har for demokratiet, endvidere grænser deres dækning af juletræs sagen til stalking.

Johnny Jonassen

01/12/2012 - 11:25

Simon Quist Erichstrup

Jeg har ikke selv set dokumentaren og heller ikke TV2s "opfølgning" der her omtales.

Men som jeg forstår det, har adoptionsbureauet udnyttet disse forældre.
Dét i sig selv er forkasteligt, men så forstår jeg samtidig, at TV2 har følt grund til at gnide salt i såret med denne opfølgning.

Det er direkte usmageligt og udviser ringe journalistisk dømmekraft. Det er emotionel voldtægt af værste kaliber, som normalt er forbeholdt de stationer der sender ud fra England.

Håber dette får et efterspil for TV2.

01/12/2012 - 20:03

Claus Jessen

Besøget i Afrika var på alle måder fuldstændig ligegyldigt. Det var ren følelsesmæssig spekulation. Hvad var det lige, at forældrene kunne bidrage med? Hvad skulle de have ud af at se deres datters lidelser? TV2 Nyhederne bliver dårligere og dårligere år for år, så skuffet kan man ikke blive.

Husker også tydeligt indslaget med dyrelægen, som tudende gik rundt og aflivede hunde-hvalpe. Det var en utidig udstilling af en dyrlæge, som ikke levede op til professionel standard. Også selv om dyrlægen ikke følte det.

Forleden var der et kort indslag om, at journalister på TV2 Østjylland angiveligt har tilskyndet en ung  mand til at køre pilråddent i trafikken, så man kunne filme det. Det er jo helt uacceptabelt, hvis dette er rigtigt. Hvis først TV journalister begynder at iscenesætte virkeligheden, så ender alt jo i hat og briller.

Der blev aldrig bragt et interview med den unge mand, politiet ( som fremsætter påstanden ) eller journalisterne, som er blevet sigtet.

Det er faktisk en rigtig god historie, hvis journalister på den måde iscenesætter virkeligheden.  Det kan derfor undre, at TV2 Nyhederne ikke går til bunds i en sådan sag for at undersøge, hvad der er op og ned.

Gad vist, hvad grunden mon er til det? 

 

 

 

 

09/12/2012 - 18:39

Skriv foAdie Jørgensen

Dokumentarfilmen Adoptionens pris giver en udmærket visning af mediernes uhyggelige magt, hvor de hylder retten til, at fremstille andre menneskers virkelighed tilklippet/fraklippet og lagt ud til spot og speg i hele familien Danmark.
Journalisterne kalder det stolt deres helt egen vinkling af historien. Der burde være et fast gennemskuelighedskrav om, at mediet bag en sådan sensationshistorie altid skal give offentligheden adgang til alle råfilmene/fraklippene der ligger bag en sådan tilklippet film.
Lidt ligesom som man med den største selvfølgelighed, i en analyse af en tekst tydeligt skal markere med linjetal og sidetal hvor man har sine oplysninger og kilder fra. Jeg syntes bestemt der i dag trænger til at blive gået kildekritisk til værks overfor medierne. De danske mediers overgreb på personer og virksomheder bliver grovere og grovere, med kolossale omkostninger for mediernes ofre. Jeg har virkelig svært ved at se forskellen på den engelske tabloidpresse og de danske mediers manipulerende nyhedsproduktion.

I presselogen har journalisten syntes, at tiden var inde til, at fortælle at det rent faktisk ikke var en dokumentarfilm vi blev præsenteret for, men en for hende subjektiv filmhistorie. Hvorfor har man valgt at kalde filmen en dokumentarfilm, var det for at understrege objektiviteten i filmen?
Der er valg af klip til filmen jeg kan undre mig over. F.eks. forsøger man at fremstille den biologiske familie som en god og kærlig og velfungerende familie der af helt ulykkelige omstændigheder er nødsaget eller lokket til at bortadoptere deres to børn. For at dokumentere dette facts har man valgt et længere klip hvor moderen synger om hendes kærlighed til Masho. Det kan undre mig at man ikke ser en stribe af klip hvor moderen faktisk har overbevisende og virkelige forældre/barn samspil med Masho.  Hvis moderen har denne forældreevne må der ligge mange råfilm af dette, disse kunne være virkelig interessante at gennemse.
I modsatte fald ville der ligge mange råfilm med billeder af den manglende forældreevne.
Er tilfældet manglende forældreevne hos de biologiske forældre kunne resten af vinklingen, bare som et eksempel, med fordel have været en hel anden. Det kunne f.eks. have været en film om de store risici der er forbundet ved at adoptere børn der har været udsat for manglende forældreevne i barnets tidligste år.
Jeg er bekendt med at mange adoptionsfamilier der uden at kende til risiciene får tidligt følelsesmæssigt skadede børn hjem. Børn der vil have livslange problemer med specielt områder som tilknytning, nærhed, naturlig afstemt følelsesniveau, evne til at forpligte sig og meget andet.
Ved at have mulighed for at gennemse råfilmene vil man selv kunne forholde sig kritisk til journalisters ofte meget forenklede vinklinger – Det er ret ofte vi ser arbejde af journalister der ikke har specifik faglig viden indenfor et givent specialområde men hvor de alligevel fremstiller historien så der er mest bid i den. Selvfølgelig med stor fare for at plumpe i alle de specifikke fælder der er indenfor det aktuelle specialområde.
Det er under al kritik, at TV2 i filmen fravalgte at vise klip og i det hele taget fortælle om at Masho efterfølgende havde været placeret, udover en aflastningsfamilie, hos en anden plejefamilie. I filmen sagde man jo at hun efterfølgende var placeret på en institution.
Hvorfor mon Masho ikke blev i denne efterfølgende plejefamilie, og hvorfor bedømte kommunen, at pigen var bedre anbragt i et mere professionelt behandlingsmiljø, som en institution jo ofte er.
Ved at udelade denne viden om efterfølgende mislykkede placeringer i familieregi og efterfølgende viden om at Masho ser ud til at trives bedre i det ikke så nære institutionsmiljø, afskæres man netop fra at kunne overveje historien på et bredere plan, end TV2s hvad sælger bedst plan, og hvordan kan vi tænde folks følelser.
Journalister er ofte stolte af deres valg af vinkling af deres historier. Lidt ligesom kunstneren der sætter deres personlige præg på kunsten, eller måske lidt som hunden der pisser op af træet for at signalere at det altså var den der var her.
Vi må som seere have adgang til det fulde råfilmmateriale der ligger bag film og historier af denne kaliber. Dette ville i den grad være med til få journalister til at bekymre sig lidt mere om vinkling og klipning af deres historier og de efterfølgende katastrofale konsekvenser for deres ofre. Ofre der måske føler sig manipuleret totalt af medierne. Film og klip tilskåret og udlagt til den danske befolkning, påståede sandheder der kan ødelægge virksomheder og mennesker for livet men hvor det måske bare var en ukyndig journalist, der havde lyst til at lave en subjektiv historie, og igennem denne blive så vældigt hædret. Jeg er klar over at der ligger 150 timers råfilm bag, men råmaterialet kunne for dem der ville gå filmens præmis efter i sømmende give glimrende mulighed for dette.

 Kære medier tag nu her og grib chancen for, at blive en demokratisk organisation, vi lever dog i 2012. Gør det til en mærkesag at skabe gennemsigtighed bag jeres nuværende utilnærmelige magtfacade og nyhedstryllerier. Det er jo sådan med magttyrannier, at da de har den fulde magt og derved ikke får reel modstand, bliver deres overgreb kun værre og værre.

Husk endvidere på, at tryk altid skaber modtryk. Da jeg har indtrykket af, at journalister er nogle yders følsomme typer, der ikke selv tolererer kritik, modstand eller tilsvining af nogen art, er dette scenarie jo værd at undgå.

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Robotredaktør - Odense

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 15.04

Digital udvikler og producent til Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp
Ansøgningsfrist: 30.03

To journalister til Lollandredaktionen

Lolland-Falsters Folketidende A/S
Ansøgningsfrist: 10.04

Organisationsudviklingschef

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 10.04

Studentermedhjælper til medlemsrådgivning

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog
Ansøgningsfrist: 05.04

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 07.04

Projektleder til Politiken Live

Politiken Live
Ansøgningsfrist: 07.04

Ingeniøren søger dagsordensættende journalist

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 02.04

Sjælden journalist-stilling er ledig

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 26.03

Senior Presserådgiver til KMD

KMD
Ansøgningsfrist: 15.04

Communication and Program Manager (barselsvikariat)

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 01.04

Journalist til folkekirken.dk - barselsvikariat

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 26.03

Kommunikationschef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 31.03

Digital redaktør til Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.03

BUPL søger en kreativ pressemedarbejder med skarpt politisk blik til vikariat

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 28.03

Kommunikationschef til Red Orangutangen

Red Orangutangen
Ansøgningsfrist: 05.04

TV MIDTVEST søger kreativ og effektiv webklipper

TV MIDTVEST
Ansøgningsfrist: 15.04

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

DIREKTØR - DANSK JOURNALISTFORBUND

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 07.04

SPECIALKONSULENT TIL STRATEGISK KOMMUNIKATION OG RELATIONSARBEJDE

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 29.03

Kommunikationschef

HR Navigator
Ansøgningsfrist: 01.04

Fagbladet Folkeskolen søger journalist

Fagbladet Folkeskolen
Ansøgningsfrist: 27.03