Tv-værts mobil ringede midt i TV Avisen

Det utænkelige skete i aftes, da tv-vært Line Gertsens telefon ringede midt i et live-interview i TV Avisen. Gertsen troede, det var kildens telefon.

Det utænkelige skete i aftes, da tv-vært Line Gertsens telefon ringede midt i et live-interview i TV Avisen. Gertsen troede, det var kildens telefon.

»Fandens også.« Sådan lød det i aftes fra DR-vært Line Gertsen umiddelbart efter TV Avisen. Hendes mobiltelefon ringede nemlig midt i udsendelsen.

Line Gertsen var ved at interviewe Enhedslistens stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen i den direkte udsendelse, da en telefon begyndte at ringe. Det skriver DR.dk.

Line Gertsen fortsatte interviewet, men telefonen ringede ifølge DR videre i hele 17 sekunder, inden næste indslag gik i gang. Gertsen troede, at det var Johanne Schmidt-Nielsens telefon – men det var altså værtens egen.

»Det er heeelt vildt pinligt, for jeg har altid min telefon slukket. Jeg havde simpelthen ikke skyggen af tanke om, at det kunne være min,« siger Line Gertsen.

Hun fortæller til DR, at det var en af hendes gamle venner, der ringede. Og at hun er parat til at give kollegerne kvajebajere for miseren.

»Det ligger ligesom implicit, at det kommer jeg til at give til julefrokosten,« siger hun.

2 Kommentarer

Nels Sørensen
20. SEPTEMBER 2011
Re: Tv-værts mobil ringede midt i TV Avisen
Skønt det ikke kommer som en overraskelse, er det alligevel interessant at bemærke, at studieværtens første tanke går til … kollegerne på DR. Jeg ville have ment, at en undskyld til seerne ville have været mere på sin plads.
Leif Christensen
20. SEPTEMBER 2011
Tja...

Selvfølgelig pinligt, men hvorfor skulle en tv-vært være bedre end andre. Jeg dækkede en gang et retsmøde i Vestre Landsret i Esbjerg. Forsvareren var i gang med sin procedure, da en telefon i en jakkelomme ringede på tilhørepladserne - og jo, det var forsvarerens. Har også oplevet, at en af dommernes telefoner ringede i en drabssag... - han slog telefonen fra, men slukkede den ikke - det betød bare, at den ringede igen senere... - så det er, hvad der kan ske...!