Tv-vært blev afbrudt af drillende Yahya Hassan

Yahya Hassan var så utilfreds med interview, at han fortsatte med at tale, da tv-vært på TV 2 Østjylland gik videre til næste indslag. Studieværten tager afbrydelsen med et smil: »Det skal han have lov til«

»Det mest mærkelige, jeg har oplevet som tv-vært.«

Sådan beskriver TV 2 Østjyllands studievært Søren Ø. Jensen et live-interview i går i den sene nyhedsudsendelse med folketingskandidaten Yahya Hassan. Interviewet var egentlig slut, og Søren Ø. Jensen var gået videre med oplægget til næste indslag, da Yahya Hassan afbrød Søren Ø. Jensen og placerede sig i kameravinklen.

»Hvis du vil gøre mig til grin på åben skærm, så kan jeg love for, at det kommer direkte tilbage i hovedet på dig selv,« lød det fra Yahya Hassan over skulderen på nyhedsværten.

Søren Ø. Jensen fortæller, at han hverken var bange eller rystet over Hassans afbrydelse.

»Jeg var bare utroligt overrasket. Når folk optræder i tv, gør de det normalt med respekt og følger de uskrevne regler. Men her var der en ung fyr på 19 år, der var kold over for det,« siger Søren Ø. Jensen.

Det er ok, men upraktisk

Under interviewet forinden var Yahya Hassan blevet afbrudt lidt pludseligt, fordi tiden var udløbet, og Søren Ø. Jensen skulle videre til næste indslag.

Søren Ø. Jensen er ikke det mindste sur over Yahya Hassans reaktion.

»Normalt brokker vi os over, at politikere er bange for at vise følelser. Men Yahya Hassan følte sig åbenbart provokeret, og så reagerede han. Det skal han have lov til. Det er bare upraktisk, når man laver fjernsyn,« siger han.

Yahya Hassan sluttede sin optræden af med at klappe Søren Ø. Jensen på skulderen:

»Hav en god aften. Og slipset symboliserer i øvrigt hundesnor,« sagde han.

På sin facebookside beskriver Yahya Hassan ifølge TV 2 Østjylland afbrydelsen som en spøg.

”Mig bekendt har man stadig kun det sjov, man selv laver.”

1 Kommentar

Mikkel Schou
12. JUNI 2015
Endelig lidt sjovt tv.
Endelig lidt sjovt tv.