TV Syd må vinke farvel til kanalens udviklingschef, Louise Kielstrup, der fremover skal være kommunikationschef for Sydbank fra 1. maj.
Det skriver Louise Kielstrup i et opslag på LinkedIn.
”Det har krævet mange overvejelser og mindst et par søvnløse nætter at tage beslutningen om at forlade mediebranchen efter mere end et årti og ikke mindst TV Syd. som har været mit ”hjem” de seneste fire år,” skriver hun.
Louise Kielstrup kom til TV Syd i 2018 fra en stilling som digital redaktør for dr.dk, og blev i 2020 ansvarlig for udviklingen af TV Syds digitale indhold.
”Vi har sat den ene rekord efter den anden og fået antallet af brugere på tvsyd.dk til at stige med 57 procent, så vi i dag har rundet 1 million om måneden. Det gør mig stolt,” skriver hun på LinkedIn.