TV Syd skærer syv stillinger i alt

Medarbejderne på TV Syd fik i går at vide, at der nedlægges yderligere fire stillinger oven i de tre, der er forsvundet på grund af besparelser i medieforliget. Det er endnu uafklaret, hvor mange redaktionelle stillinger der skæres. »Stemningen er trykket,« fortæller tillidsmanden

Sommerens medieforlig har i alt kostet TV Syd syv stillinger. Sådan lyder det samlede resultat, efter at ledelsen i går meldte ud, at der skal nedlægges fire stillinger.

Det bliver svært at klare uden fyringer, forudser tillidsmand Pia Thordsen:
»Jeg tror ikke, det bliver muligt at klare med frivillige opsigelser. Det er vi ude og finde ud af nu,« siger Pia Thordsen, der fortæller, at det endnu ikke er afgjort, om det er redaktionelle stillinger.

De fire stillinger kommer oven i to ubesatte stillinger, som ledelsen kort før medieforliget valgte ikke at genbesætte. Derudover er der nedlagt to chefstillinger, hvor den ene dog bliver erstattet af en medarbejderstilling.

Forhandlet en stillingsnedlæggelse ned
Pia Thordsen fortæller, at man fik forhandlet en stillingsnedlæggelse ned i forhold til ledelsens udspil, men det har ikke gjort meget for at løfte stemningen.

»Folk tager det pænt, men stemningen er trykket. Alle går rundt og spekulerer på, om det nu er dem, der ryger,« siger Pia Thordsen.

Situationen er langtfra unik. Alle andre TV 2-regioner skal også finde besparelser, efter at Folketingets Kulturudvalg kort før sommerferien blev enige om et medieforlig, der kræver besparelser hos de regionale TV 2-stationer.

Besparelserne skyldes, at TV 2-regionerne ligesom DR skal spare to procent på licensmidlerne, fordi man dropper erhvervslicensen. Derudover bliver noget af den ekstrabevilling, regionerne fik i forbindelse med oprettelsen af de lokale 24-timers kanaler, ikke forlænget.

I går ringede Journalisten rundt til de fleste af TV 2-regionerne for at høre, hvilke konsekvenser besparelserne ville få hos dem. To regioner har nedlagt en række stillinger, og flere kunne ikke afvise, at det nok vil gå den vej.

Siden i går har Journalisten også talt med tillidsmand på TV 2 Lorry Anders Bornhøft. Han fortæller, at ledelsen endnu ikke har meldt så meget ud, ud over at de vil forsøge at finde eventuelle personalemæssige besparelser blandt freelancere og kontraktansatte.

0 Kommentarer