De ville holde politiet i ørerne og tog kameraet i egen hånd. Det lykkedes for TV STOP, selvom billederne alligevel kunne tage magten over den venstreorienterede tv-stations egen dagsorden. Det fortæller TV-STOP-journalist i forbindelse med stationens relancering på nettet.Politiets skyder med skarpt og kaster med sten mod demonstranter under 18. maj-urolighederne på Nørrebro i 1993 og svensk politi skyder også mod demonstranter i Göteborg i 2001.
De fleste husker sandsynligvis ovennævnte begivenheder. Men vil man gerne gense de voldsomme episoder – eller blot se dem for første gang – så er muligheden der nu. Den Nørrebrobaserede og aktivistdrevne tv-station TV STOP har nemlig valgt at lægge stationens arkiv på nettet fra den 6. april. Stationen var både til stede på Nørrebro og i Göteborg, hvor man filmede politiets fremfærd.
Og det var ikke en tilfældighed, forklarer tidligere journalist på TV-STOP, Maria Pagels til Journalisten.dk. Hun arbejder i dag med andre TV STOP-aktivister på at få de gamle optagelser op på en ny hjemmeside.
I perioden 1990 – 2005 vendte stationen ofte kameraet mod politiet og magthaverne. Og selvom budskabet var at få folk til at slukke for fjernsynet og komme ud på gaden, formåede tv-stationen at få sensationelle billeder og lyd i kassen, om det så var af politiets skarpe skud mod demonstranter, æg der blev kastet mod Anders Fogh Rasmussen eller fangeflugten fra Vridsløselille statsfængsel
Redaktionen bestod af en lang række frivillige, hvoraf mange var på overførselsindkomst, fortæller Maria Pagels.
»En stor del af drivkraften kom, fordi vi mente, at den virkelighed vi så i de etablerede medier ikke afspejlede den, vi oplevede. Så vi vendte for eksempel vores kameraer mod politiet, og dokumenterede i flere tilfælde betjentes voldsomme fremfærd for på den måde at holde dem lidt i ørene. Vi lavede det tv, vi gerne selv ville se i fjernsynet. Vi syntes selv, vi var anderledes,« siger hun til Journalisten.dk.
»Men politiet var ikke altid så positive over vores dækning af demonstrationer, og vi har timevis af optagelser, hvor de nægter os adgang bag deres afspærringer, mens man kan se, at andre pressefolk vader lige igennem.«
Mange af aktivisterne havde tilknytning til det, Maria Pagels kalder det venstreradikale miljø. Man var enige om, at der ikke var noget, der hed objektiv journalistik. Og man var derfor hele tiden ærlige om, at man ønskede at lave flabet og venstreorienteret tv.
»Så vidste folk også, hvad de gik ind til, uanset om de var enige med os eller ej. Og måske derfor fik vi også tips til at dukke op til forskellige begivenheder. For eksempel, da vi fik et tip om at dukke op ved Vridsløselille Statsfængsel,« fortæller Maria Pagels med henvisning til optagelserne af en gummiged, der brasede ind i muren på fængslet, hvorefter 13 fanger flygtede. Alt sammen foran de rullende kameraer.
Optagelser der satte dagsordenen
TV STOPs kritiske holdning til politiets fremfærd under demonstrationer fik afgørende betydning for den gennemslagskraft, stationen oplevede, da optagelserne fra 18. maj gik landet rundt og medførte, at politiet blev tvunget til at lave en ny redegørelse for håndteringen af urolighederne. Og det påvirkede også mediernes fokus. De fortalte ikke længere kun om voldelige demonstranter, forklarer Maria Pagels.
Men det er ikke alle optagelser, som hun synes var med til at påvirke debatten i den rigtige retning. Billederne kunne godt tage magten.
»Vi solgte optagelserne af Anders Fogh, der fik kastet to æg i nakken. Men vores udgangspunkt var egentlig at fortælle en helt anden historie. Han besøgte en varmestue på Nørrebro for at overdrage en check til de hjemløse på 10.000 kroner, og vi mente ikke, at sådan et mediestunt var måden at løse hjemløseproblemet på. Men så var der én, der kastede æg, og vores optagelser fik debatten til at handle om, hvor meget politikere skulle stå model til. Det var skørt,« sige hun.
Maria Pagels vurderer, at det på grund af et hårdere aktiveringssystem i dag er sværere at bruge sin tid på at lave tv.
»Det var ikke godt nok til aktiveringssystemet, at folk rent faktisk kom ud og fik job andre steder i tv-branchen. Og aktiveringsreglerne er blevet meget strammere siden, og det er sværere at være i dagpengesystemet i længere tid,« siger hun.
»Og så er mit indtryk, at ungdommen bliver pisket mere i dag til på et meget tidligt tidspunkt at tage stilling til deres uddannelse og karriere. Vi var drevet af en lyst, og tænkte ikke på, om vi blev journalister af det,« fortæller Maria Pagels, der i dag er kommunikationsmedarbejder i Solhvervsfonden, der har til formål at støtte økologiske projekter.
Navnet TV STOP bundede egentligt i et ønske om, at folk skulle rejse sig fra sofaen og slukke for fjernsynet, fortæller Maria Pagels.
»Intentionen var, at vi på den måde skulle virke aktiverende for folk, der sad og skældte ud på politikerne på tv-skærmen. Vi lavede også programmet TV Sluk, hvor missionen var, at kede folk så meget, at de slukkede.«
TV Sluk med Warny Mandrup og Anders Johansen blev kult, og DR 2 overtog konceptet en overgang. Et andet kendt TV STOP-klip er optagelserne af en nøgen mand, der køber ind i Netto.
»Vi kunne også være useriøse. Det var en måde at vende en almindelig hverdagssituation på hovedet og gøre det unikt, så det måske næste gang var lidt sjovere at handle ind.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.