TV-pris til program om snobber, der blev klogere på fattigdom

En af årets tv-priser gik til en serie om to rigmænds møde med fattige i Danmark. Først syntes de to snobber, at ulighed var "en glimrende ting” - så mødte de kassedamen Annette. Tv om fattigdom giver sjældent mange seere, siger produktionsselskabet. "Derfor fandt vi på grebet med at finde virkelighedens snobber”  

To ældre snobber med charmeklud møder en fattig, fraskilt kassedame fra Køge.

Sådan lød setuppet i et af programmerne i serien 'Overklassen på Udebane'. Lørdag vandt serien prisen for Årets Nyskabelse inden for faktagenren ved uddelingen af årets tv-priser. Programmerne er sendt på DR1 og lavet af Impact Tv.

Hos Impact Tv siger direktør Thomas Heurlin, at de to hovedpersoner – modemanden Erik Brandt og den tidligere ceremonimester i Kongehuset Christian Eugen-Olsen – skulle møde mennesker med helt andre økonomiske muligheder end dem selv.

”Vi tænkte, at hvis vi tager disse to yderpunkter, hvad sker der så, når de møder nogle af samfundets fattige,” siger Thomas Heurlin.

Valgte politikere fra

Han siger, at Danmark traditionelt har været et af verdens mest lige samfund, men at det er i fare.

”Derfor valgte vi at illustrere det med to af de mænd, der har nok har haft mindst berøring med fattige i Danmark,” siger Thomas Heurlin.

Ifølge Thomas Heurlin bliver folk hurtigt bliver puttet i kasser, når medierne behandler ulighed – og ingen bliver klogere. Derfor valgte Impact Tv at bruge Erik Brandt og Christian Eugen-Olsen fremfor to politikere.

”Politikere er mere fastlåste i deres holdninger. Det er derfor, debatprogrammer med politikere tit er så kedelige. De to her har ikke noget ansvar, og derfor kan de være mere åbne. Og de ændrede jo faktisk holdning i løbet af programmet,” fortæller han.

Ulighed er glimrende

I begyndelse af første program siger Christian Eugen-Olsen, at ulighed er ”en glimrende ting”. Erik Brandt spørger, hvorfor alle dog skal være lige.

Men piben får en anden lyd, efter at de har fulgt den fraskilte 42-årige kassedame Annette fra Køge, der er mor til tre børn.

”Jeg bliver helt rørt, fordi du kæmper. Du er en fantastisk pige. Du har ikke noget at rutte med. Vi andre skal nok være meget glade for det, vi har,” siger en tydeligt rørt Erik Brandt hjemme i køkkenet hos Annette.

Senere siger Erik Brandt til kameraet:

”Selv om vi godt vidste, at det kunne være slemt, så har vi set en anden side af livet, som man skal have respekt for.”

”Vi har fået meget ud af det her i dag,” lyder det fra Christian Eugen-Olsen.

Fattigdom er ikke ”godt tv”

Thomas Heurlin siger, at de færreste tv-seere i virkeligheden gider se programmer om fattige.

”Der findes ingen tv-succeser, der har handlet om fattigdom. Som seere vil vi hellere underholdes og slappe af. Det var derfor, vi fandt på grebet med at finde virkelighedens snobber – og hvad der ville ske, hvis de mødte virkeligheden,” forklarer han. Programmerne havde ifølge DR 553.000 seere og en seerandel på 29 procent.

Redaktionschefer på serien er Lisbeth Fagerberg og Sussie Weinold med Sandra Haugaard i redaktionen.

Du kan se alle vinderne ved Tv-Prisen 2017 her

 

3 Kommentarer

Gerda Sarah Larsen
3. FEBRUAR 2017
Ja, uafklaret økonomi og
Ja, uafklaret økonomi og dårlig livskvalitet med mere.
Kirsten Brømsøe
31. JANUAR 2017
På høje tid der sættes fokus
På høje tid der sættes fokus på fattigdom .

Og man må jo bare ændre overskriften så flere ser med .

Lige nu er der tusindvis af svært svært syge på kontanthjælp , som der hånes imod og laves uhyggelige spare øvelser imod .. En hetz imod syge!!

Økonomisk hetz også ..

Håber nogen tager fat i det og viser fakta .
Cancer patienter på kontanthjælp??!! Scelerose ramte på kontanthjælp ..
Handicappede på kontanthjælp ...

Og syge i årevis uafklaret økonomi ...
Kim Madsen
31. JANUAR 2017
På tide at fattigdom blev
På tide at fattigdom blev portrætteret i Danmark. Der er 100.000 flere som I mangler at fortælle historier om. Jeg håber det er på vej.
Jeg kender systemet indefra, er selv ramt, så jeg nød udsendelserne med glæde.
Men foreløbig tusind tak for et godt program.