Hun er på vej på reportage, da Journalisten fanger hende på telefonen.
»Jeg er lige nu på Sydmotorvejen på vej mod Holbæk for at møde en dreng, der kom tidligt til verden og overlevede mod alle odds for 16 år siden,« fortæller videojournalist på TV Øst Katja Højberg.
Om en lille måned – 21. maj i år – går turen til byen Dundalk i Irland, hvor Katja Højbjerg skal modtage prisen for bedste videojournalist ved Prix Circom 2015.
Hun siger, at hun endnu ikke ved, hvorfor jeg har vundet VJ-prisen.
»Jeg kender ikke begrundelsen – men jeg glæder mig til at høre den,« siger hun.
Circom er en sammenslutning af regionale, europæiske tv-stationer, og Katja Højbjerg vinder VJ-prisen for tre hverdagsindslag, som har fået et lille visuelt eller fortællemæssigt twist.
Et indslag fra 25. januar i år var en rutineopgave, hvor anledningen var, at det langt om længe sneede.
»Det var et typisk regionalt tv-indslag, man laver, når der falder sne,« fortæller Katja Højbjerg.
I stedet for at lave et hurtigt indslag spurgte hun sig selv, hvordan hun kunne gøre det sjovt og udfordrende for sig selv. Ude ved en kælkebakke i Glumsø i Sydsjælland mødte hun de to otteårige drenge Viktor og Emil på deres bobslæder. Da hun så dem på bakken, fik hun idéen.
»Jeg ville gerne vise, hvordan børnene oplevede kælketuren, så folk hjemme i stuerne kunne se, hvordan det er at være barn,« siger hun.
Med sig havde Katja Højbjerg et lille, robust GoPro-kamera, som hun monterede på drengene, på deres bobslæder og ved hoppet på kælkebakken. Og pludselig kunne seerne opleve kælkebakken fra en helt anden vinkel.
»Jeg kunne vise kælkebakketuren som Point Of View, så de voksne seere, som måske havde glemt det, kunne mærke suset,« siger Katja Højbjerg.
Ud over indslaget fra kælkebakken har Katja Højbjerg indsendt to andre indslag til Prix Circom. Her har hun også brugt GoPro. I det ene indslag var kameraet sat på en go cart i fuld fart – i det andet indslag filmede hun tørstige køer, der drikker fra et drikketrug i sommervarmen – filmet under vandet nede fra drikketruget.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.