Den digitale teknik gør tv-mediet til hver mands eje. Især på TV 2s regionale stationer er journalisterne begyndt at redigere og bruge kamera.
- Der var en ekstra mand om bord – og det var ikke en blind passager – da Søværnets inspektions-kutter Agdlek i september sidste år sejlede fra Thule til Danmark. Tværtimod havde journalist Mikael Johnsen et digitalt videokamera med, så han kunne optage livet på skuden og lave en tv-udsendelse om besætningens hverdag.
Da Mikael Johnsen efter flere ugers sejlads kom hjem til Danmark, satte han sig ved redigeringspulten på sin arbejdsplads, TV 2/Østjylland, og strikkede en 18-minutters udsendelse sammen – ene mand.
For få år siden havde denne arbejdsgang været umulig – eller i bedste fald uhyre besværlig, men med indførelse af digital teknik er det blevet meget nemmere og billigere at arbejde alene.
»Hvis journalister har lyst til at prøve kræfter med at fotografere eller redigere, påskønner vi det naturligvis,« siger TV 2/Østjyllands direktør, Erling Bundgaard, der i sin tid lærte at lave tv-nyheder på sort/hvid film, dengang TV-avisen hed Aktuelt. Det var også dengang, en fotograf var medlem af Metal, og det trak op til arbejdsnedlæggelse, hvis en journalist kiggede i kameraets søger.
»Min generation opfatter redigeringsrummet som en teknisk katedral. Den oplevelse kan man heldigvis ikke sælge til unge nu om stunder, da digitaliseringen har gjort redigeringsarbejdet meget lettere,« siger Erling Bundgaard.
Det digitale eventyr betyder, at videooptagelser kan spilles over på en harddisk og hentes frem på de enkelte journalisters computerskærme. I princippet kan journalisten derefter redigere sit indslag, hvis computeren er udstyret med det nødvendige software, og såfremt han er i stand til at betjene det.
Kamera til en brøkdel
Hvis journalisten vil være fotograf, kan han for eksempel vælge et DV-kamera, der koster omkring 20.000 kroner, hvilket er en brøkdel af, hvad et professionelt kamera koster. Dertil kommer, at DV-kameraet er meget nemmere at betjene, vejer og fylder mindre, mens billedkvaliteten næsten når et professionelt niveau.
Når TV 2/Østjylland til sommer indvier en splinterny tv-station et par stenkast fra DRs Provinsafdeling i Århus, vil den være udstyret med det nyeste inden for digitalteknik. De resterende syv regionalstationer bruger allerede digitalt udstyr eller skal i løbet af kort tid digitaliseres. Selv om det endnu ikke ligger helt fast, hvad det nye udstyr på TV 2/Østjylland skal kunne, så bliver mulighederne for at krydse faggrænserne i de kommende år gode.
»Jeg er hammer-ligeglad, om det er journalisterne, der redigerer og laver kameraarbejde, eller om det er fotograferne, der laver interview – bare det holder, når det kommer på skærmen,« siger Erling Bundgaard.
Kim Fogh er den journalist hos TV 2/Østjylland, der mest konsekvent har kastet sig over kameraarbejdet. I to måneder arbejdede han som fotograf på stationen for at lære håndværket at kende. Nu tager han indimellem ud og laver sine egne skæve historier med det professionelle betacam-udstyr.
»Selv om jeg efterhånden har en del erfaring i at kommunikere med et ENG-hold, så er det ikke altid lige det, jeg havde forestillet mig, der kommer i kassen. Men når jeg er ude på egen hånd, er jeg selv herre over, hvilke billeder jeg kommer hjem med. Det er også nemmere for mig pludselig at stoppe op på vejen og optage et eller andet, hvis jeg får en pludselig indskydelse – den slags kan være sværere at gøre med et hold,« siger Kim Fogh.
ENG-holdets berettigelse
Indtil videre har han kun produceret et par håndfulde indslag på egen hånd – ofte bløde og skæve indslag.
»Jeg kommer aldrig til at lave egentlige nyhedsindslag alene – det er jeg for langsom til – her har ENG-holdet sin berettigelse på en tidspresset nyhedsstation,« siger Kim Fogh, der mener, at den ensomme tv-journalist eller VJ (video-journalist), som han kaldes i USA, især kan gøre sig gældende, når det handler om at få en nær kontakt til kilder.
Men der er også ulemper ved at arbejde på egen hånd. Mikael Johnsen savnede nu og da en kollega at drøfte sin historie med, mens han sejlede over Nordatlanten.
»Når man er samlet med en flok mennesker på en lille båd i en måned, så flyder man sammen med dem og har svært ved at træde et skridt tilbage og betragte sceneriet. Samtidig er det også nogle gange en fordel at have en fotograf med, hvis man skal få folk til at slappe af foran kameraet. Så kan journalisten koncentrere sig om at snakke med kilden, mens fotografen gør sit arbejde,« siger Mikael Johnsen, der selv finansierede sin Grønlandstur. Hvis et komplet tv-hold skulle have været med på turen, var den aldrig blevet til noget.
»Det havde der slet ikke været penge til,« siger Mikael Johnsen.
På TV Syd er der i øjeblikket tre journalister, der bruger DV-kamera, og tre, der kan betjene den digitale redigering, men flere er på vej. Redaktionschef Lars Feldthaus mener, at den nye teknik har skabt helt nye programmer.
»En journalist med et DV-kamera kan komme helt ud i kulissen og få folk på skærmen, der ellers ikke er medievante – det er en genre, der er under opdyrkning,« siger han.
Som et eksempel nævner han en journalist på TV Syd, der boede over for en bygning, der skulle rives ned til fordel for et nyt ungdomshus. Han valgte at følge hele byggeprocessen, var med til indflytterfesten og var endda med hjemme hos en knægt, der kyssede sin mor farvel, inden han flyttede ind i det nye hus.
Muren er faldet
På TV Syd går opfordringen også til teknikerne om at blæse på de traditionelle faggrænser.
»Vi påskønner også, hvis teknikere kommer med ideer til programmer – det hele afhænger af lysten til at kaste sig ud i det. Jeg forestiller mig, at fremtidens programmedarbejdere er medlemmer af Dansk Journalistforbund – uden at de nødvendigvis er journalister,« siger Lars Feldthaus.
TV 2/Østjyllands direktør, Erling Bundgaard, mener, at der er ved at ske et langsomt skred i retning af at udviske faggrænserne, men hans kollega på TV 2/Bornholm, Jan Jørgensen, går en del skridt længere. Han er tæt på at blive fornærmet, da han bliver forelagt spørgsmålet om, hvor faggrænserne går på Bornholm.
»Muren er faldet. I TV 2 har vi altid haft en enhedsoverenskomst, der bruger benævnelsen programmedarbejdere, så faggrænser er et ukendt begreb hos os,« slår han fast.
TV 2/Bornholm er den eneste regionalstation, der er fuldt digitaliseret, og den nye teknik sætter præg på stationens udsendelser.
»Vi har en ungdomsredaktion, hvor tre ud af fire består af unge uden journalistisk eller anden tv-uddannelse. Lige nu kan jeg kigge over på en 19-årig pige, der er ved at redigere en udsendelse på det digitale redigeringsudstyr,« siger Jan Jørgensen.
Demokratisk medie
Han mener, at digitaliseringen er med til at demokratisere tv-mediet.
»Den nye teknik er så billig og så nem at betjene, at almindelige borgere har reel mulighed for at lave tv. Vi gav for eksempel en rejefisker fra Neksø et DV-kamera med på en rejetrawler i Nord-atlanten. Da han kom hjem redigerede han selv optagelserne på vores redigeringsudstyr, og resultatet fik ti garvede tv-journalister, som jeg viste det for, til at klappe,« siger Jan Jørgensen.
Han beskriver den nye teknik som en butik med mange flere ting på hylderne.
»Tidligere havde man én vare – ENG-holdet. I dag har vi flere muligheder. Egner opgaven sig til at udstyre en lonely cowboy med et DV-kamera i to måneder, så gør vi det. Eller hvis det er en naturudsendelse, der kræver en masse teknisk specialviden, så sender vi det store hold af folk med teknisk specialviden ud. Opgaven definerer bemandingen,« siger Jan Jørgensen.
Han mener ikke, at hverken journalister eller teknikere skal frygte at blive arbejdsløse.
»Der vil altid være brug for personer, der kan lave et stykke grundig research eller en fotograf, der kan lave gode billeder. Hvis vi en dag skal til at skære ned i staben, vil det igen være opgaverne, der definerer bemandingen. Hvis en nedgang betyder, at vi kun skal lave naturprogrammer på Bornholm, så vil det være de folk, der er gode til det, der har ansættelse – i stedet for at fyre fem fotografer og fem journalister i flæng,« siger Jan Jørgensen.
Lige nu er der ingen tegn på krise i TV 2-verdenen. Ingen af de regionalstationer, som JOURNALISTEN har talt med har nævnt rationalisering som en årsag til at give journalisterne lov til at redigere og bruge kamera.
»Der er ingen udsigt til nedskæringer. I de ti år, jeg har været ansat på TV 2, er antallet af medarbejdere blevet fordoblet,« siger Erling Bundgaard fra TV 2/Østjylland.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.