
Arkivfoto. TV Dosjd sendte fra Moskva frem til Ruslands invasion af Ukraine. Foto: Denis Kaminev/Reuters/Ritzau Scanpix
Ordene fra tv-værten Aleksej Korostelev var med til at slå det sidste søm i kisten for den uafhængige russiske tv-kanal Dosjd.
I en live-transmission bad han TV Dosjds seere om at sende information om mobiliserede russiske soldater til tv-kanalens tiplinje for at afsløre problemer med den russiske mobilisering.
”Vi håber, vi er i stand til at hjælpe mange af de værnepligtige og andre med udstyr eller blot grundlæggende fornødenheder ved fronten,” sagde han så.
Men den slags ord falder absolut ikke i god jord i den tidligere sovjetrepublik Letland, hvor man med ængstelse har fulgt med i Ruslands massive invasion af den ligeledes tidligere sovjetrepublik Ukraine.
Letland har nemlig indtil nu været værter for TV Dosjd, som sender i eksil fra blandt andet Letland, fordi mediet er blevet forment adgang til at sende fra Rusland.
Trækker stikket
Tirsdag morgen har de lettiske tv-myndigheder NEPLP endegyldigt trukket stikket til kanalen, som ifølge de lettiske myndigheder ganske enkelt udgør en trussel mod den nationale sikkerhed i landet, hvor hver tredje har russisk som modersmål.
Det skriver blandt andre Reuters, BBC og New York Times.
”I forbindelse med truslerne mod den nationale sikkerhed og offentlige orden har vi her til morgen truffet en beslutning om at annullere sendetilladelsen for TV Dosjd,” skriver Ivars Abolins, som er formand for det lettiske tv-råd, ifølge Reuters på Twitter.
Torsdag bliver der dermed slukket for signalet til kanalen, som de lettiske myndigheder også vil geoblokere i landet, så den ikke kan tilgås fra YouTube.
Men ordene fra tv-værten var ikke det eneste problem ifølge de lettiske myndigheder.
Fik bøde for Krim-grafik
For nyligt gav myndighederne den første advarsel til kanalen i form af en bøde på 10.000 euro for at bringe en grafik, hvor den ukrainske halvø Krim var markeret som en del af Rusland. Derudover brugte man betegnelsen ”vores hær” om de russiske styrker.
Kontroversen om tv-kanalen har blandt andet fået højtstående politikere i Letland til at kræve, at Dosjds journalister får trukket opholdstilladelsen i landet.
Tv-værten Aleksej Korostelev blev fyret efter optrinnet, hvilket fik tre øvrige medarbejdere til at sige op i protest. Ifølge tv-værten var der tale om en fortalelse, som er taget ud af kontekst.
I et interview med New York Times fortæller han, at det aldrig handlede om at indsamle materiel til russiske soldater, men at han ville sætte fokus på de russiske myndigheders fejlagtige håndtering af soldaternes rettigheder. Ifølge ham understreger episoden, at det for russiske eksiljournalister er svært at navigere i at tale til et russisk publikum og på samme tid undgå at tale Ruslands aggressioner i Ukraine ned.
”Ukrainere er uden for enhver tvivl de primære ofre for denne krig, men russernes lidelser er også vigtige … hvis de dør i denne krig, er de også ofre,” siger han til avisen.
I kølvandet på fyringen sendte chefredaktør Tikhon Dzyadko en udtalelse ud, hvor han understregede, at mediet på ingen måde er involveret i at støtte de russiske styrker og aldrig kommer til det.
Tikhon Dzyadko lever selv i eksil i Georgien, hvilket blandt andet blev gjort muligt af Dansk Journalistforbund, der via DJ’s Safety Fund finansierede chefredaktørens flugt fra Rusland via Istanbul i Tyrkiet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.