Tv-holdet Katja

Alene med sit kamera kan Katja Højbjerg skabe fortrolighed i sine tv-reportager. »Vi er nogle gange tilbøjelige til at glemme de nære værdier. Men de historier, seerne husker, er dem med mennesker, de kan relatere sig til«

Klokken lidt i elleve bliver Kurt og Monnas store dag endnu større. Katja Højbjerg har høfligt ventet i garderoben, mens børnebørnene holdt deres fælles tale for krondiamantbrudeparret. Men nu spadserer hun frejdigt ind i selskabslokalet.

»Hej, jeg hedder Katja og kommer fra TV Øst.«

Det er tirsdag formiddag, men familie og nære venner har taget fri for at kunne spise brunch med det gamle købmandspar fra Nørre Alslev. Nu skæver de alle diskret, men nysgerrigt mod Katja. En familiefest er én ting, men at være en del af en mediebegivenhed giver alligevel arrangementet lidt ekstra nerve.

»Noget af det, der kan gøre det stressende at være alene ude, er, at du er den eneste, folk kan henvende sig til. Folk skal altid hen og spørge om, hvornår det bliver sendt, eller om ikke kameraet er tungt eller noget andet.«

[[nid:34503]]

Sådan fortalte Katja på vej ned over den gamle Storstrømsbro. Turen fra Vordingborg, hvor TV Øst ligger, til Nørre Alslev på Nordfalster tager kun et kvarters tid, hvilket nærmest er som et stenkast for Katja Højbjerg.

Stationen dækker hele Sjælland og Lolland-Falster fra Sjællands Odde til Nakskov, så lange køreture er et arbejdsvilkår for journalister på TV Øst.

Fra Odsherred til Nakskov

Og Katja Højbjerg er som regel alene i bilen. Hun er VJ – journalist, kamerafotograf og lydmand i en og samme kvinde. Det bliver til mange alenetimer på landevejen. Men dem kan man godt nyde.

»På redaktionen er der masser af folk og snak, men her i bilen kan man ligesom tage en dyb indånding, sidde og nyde landskabet. Jeg sidder ofte og gør mig tanker om historien og vinklen, nogle gange sidder jeg og siger speaken højt for at høre, hvordan det lyder. Men jeg må indrømme: Når man skal en tur til Odsherred for tredje gang i træk, er man ved at kaste op over at køre bil.«

Trods den korte afstand var Katja ikke ellevild, da historierne blev fordelt på redaktionsmødet i Vordingborg. To skulle til Nakskov, hvor unge var i gang med at udsmykke byen, en skulle til sexmesse for handicappede. Og krondiamantbryllup … tja, så ualmindeligt er det heller ikke, mente Katja.

»Hvordan holder man kærligheden i live i 65 år? Det er en sød, romantisk historie,« insisterede nyhedsredaktøren Eva.

»Jeg ville gerne kunne hænge den op på noget mere principielt. For eksempel noget statistik om, at der fejres flere krondiamantbrullupper. Men det er meget sjovt, at de selv har skrevet ind og inviteret os til at komme, så det kan vi vinkle den på,« blev konklusionen.

 

Privatfoto

Mester i smalltalk

Mens gæsterne kredser om buffeten og fisker de sidste melonstykker og tebirkes, giver Katja Højbjerg sig god tid til at lave dækbilleder fra selve festen. Et minuts billeder tager en time at optage, bemærker hun i forbifarten. Hun fastgør også trådløse mikrofoner på Kurt og Monna.

»Nu piller du ikke for meget?« kommer det lunt fra 88-årige Kurt.

»Nej, jeg kan jo forstå, at du allerede er godt afsat,« replicerer Katja. Smalltalk er en vigtig kompetence, og hun mestrer det.

I sit hoved har hun allerede en skitse for, hvordan indslaget kommer til at se ud med oplæg, billeder og citater fra hovedpersonerne. Monna er halvdøv, og Katja må råbe sine spørgsmål ind over bordet. Til gengæld er Monna mere sludrevorn end sin mand, der er ret kortfattet i sine svar.

»Det er lige meget. Det kan jeg råde bod for i speaken. Det vigtigste er, at man fornemmer noget varme imellem dem, som når de sidder og driller hinanden,« fortæller Katja efterfølgende.

Da hun engang var på et kursus i USA, var det vigtigste, hun tog med hjem, mantraet ’need to feel to care’. Der skal være noget, der får seerne til at føle for de personer, de ser. Ellers kan det være lige meget.

Europæisk pris for nære historier

I foråret var Katja Højbjerg i Irland for at få overrakt prisen som bedste europæiske videojournalist ved Prix Circom-uddelingen. En pris, som naturligvis er en kæmpe personlig anerkendelse, men som hun også ser som en anerkendelse af den form for journalistik, hun bedriver.

De indslag, der indbragte hende prisen, handlede om drenge, der kælkede i den første sne, go-carts og køer.

»Jeg er glad for at vise, at den slags historier også har deres plads. Vi er nogle gange tilbøjelige til at glemme de nære værdier. Men de historier, seerne husker, er dem med mennesker, de kan relatere sig til.«

De bløde historier om almindelige mennesker ligger sjældent højt på branchens prestige-barometer. Det samme kan til dels siges om VJ-journalistikken generelt. Det er i hvert fald den følelse, Katja Højbjerg undertiden sidder med.

»Jeg har en fornemmelse af, at nogle i branchen ser ned på VJ’en som ’den billige løsning’. Og det er ret irriterende at blive skåret over den kam. Men jeg må lade mit produkt tale.«

Droppede landsnyheder

At sende en enkelt VJ af sted frem for journalist og kameramand er i sagens natur billigere. Men spørger man Katja Højbjerg, giver det også nogle faglige muligheder. Blandt andet når det gælder om at skabe det menneskelige nærvær, hun selv ser som en stor kvalitet.

»For eksempel lavede jeg sidste år et indslag med vågekoner. Og der tror jeg, det gjorde en forskel, at jeg var alene. Så fylder det ligesom ikke så meget, at der filmes, som hvis man kommer anstigende med en kameramand. Jeg tror, folk slapper mere af,« fortæller hun.

I 2012 valgte Katja Højbjerg at skifte til Nyhederne på TV 2 Danmark. I de flestes øjne et skridt op ad karrierestigen. Ikke desto mindre valgte hun at sige op efter et år, og kort efter var hun tilbage på TV Øst.

»Jeg savnede de nære historier, og så ville jeg rigtig gerne arbejde som VJ. Det var også meningen, at jeg skulle, men i realiteten skulle jeg nærmest kæmpe for at komme til det. Så jeg fandt ud af, at det ikke var det, jeg havde lyst til.«

Og det er de glade for i Nørre Alslev, hvor Kurt og Monnas 65-årige kærlighed i år fik sin fortjente digitale mindetavle i 19.30’eren på TV Øst.

0 Kommentarer