14 tv-fotografer på TV 2/Danmark i København skal inden for den næste måned undersøges på Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital.
Tunge kameraer, der hviler på skulderen i timevis, og uhensigtsmæssige løft er en stor del af tv-fotografers arbejdsvilkår. Og rygsmerter, infiltrationer og diskusprolapser er blandt de problemer, tv-fotografer døjer med. Det viste en rundringning, JOURNALISTEN foretog til TV 2-regionerne tidligere på året (se artiklen "Tv-fotografens dårlige ryg" i JOURNALISTEN nr. 1, 2001).
Nu viser det sig, at 14 af TV 2/Danmarks fotografer i København er henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik til nærmere undersøgelse. I alt er der omkring 30 fotografer, freelance- og fastansatte, tilknyttet TV 2/Danmark i København.
"Problemerne har været taget op på et møde mellem ledelse og produktionsfolk, og her viste det sig, at langt hovedparten af fotograferne i København i større eller mindre grad døjer med rygproblemer. Derfor er det nødvendigt, at vi nu får taget hånd om problemet. Det er ledelsen heldigvis også meget positiv over for," siger Morten Hansted, stedfortrædende tillidsmand på TV 2/Danmark i København. Han peger samtidig på, at problemerne opstår, når fotograferne har været på arbejde 3-4 dage i træk.
"Det kan mærkes på kroppen, fordi fotograferne er ude på mange opgaver i løbet af en arbejdsdag og derfor oplever mange tunge løft."
Overlæge Peter Jacobsen, fra Arbejdsmedicinsk Klinik, bekræfter, at de 14 fotografer fra TV 2 i København er henvist til klinikken.
"Det, vi skal undersøge, er, hvilke problemer fotograferne har, og hvad de skyldes. Det laver vi en rapport om, der sammenfatter, hvad vi har fundet hos gruppen," siger Peter Sørensen.
Med rapporten i hånden kan fotograferne gå via deres sikkerhedsudvalg til ledelsen på TV 2 for at finde en løsning på de problemer, Arbejdsmedicinsk Klinik måtte finde.
"Det optimale ville være, at TV 2 her og nu indkøbte nogle lettere kameraer. Vi har i øjeblikket forsøg kørende med nye kamerabatterier, som vejer en tredjedel af dem, vi hidtil har brugt," siger Morten Hansted.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.