TV-fotografens dårlige ryg

Skæve løft og timelange ventetider med 12 kg på højreskulder. Tv-fotografer har ofte smerter i skulder og ryg på grund af deres arbejdsforhold.

Kameraerne vejer omkring 12 kg. Og ofte bærer tv-fotograferne dem på højre skulder i timevis. Det er en stor belastning for både ryg og skulder. Infiltrationer, diskusprolapser og akutte lændehold er nogle af de konsekvenser, som den hårde belastning kan have.

Problemet er stort blandt de omkring 100 medlemmer i DJ, der arbejder som tv-fotografer. Det viser en rundringning, som JOURNALISTEN foretog til TV 2-regionerne og TV 2/DANMARK. Alle sikkerhedsrepræsentanter på stationerne kender til de smerter, en tv-fotograf kan gå rundt med.

Ni ud af 24 medarbejdere, der fungerer som tv-fotografer på TV2/NORD, har smerter i enten ryg eller skulder. Fem ud af ti fotografer på TV2 ØST har en stiv ryg, og tre fotografer på TV 2 FYN har tilbagevendende smerter.
Flere fotografer er begyndt at lave noget andet på grund af kameraets belastning. Nogle arbejder kun som studiefotografer, andre arbejder kun som redigerende. Og enkelte bruger mindre, lette DV-kameraer i stedet for de 12 kg tunge ENG-kameraer.

For Martin Uldall fra TV 2/ Lorry er det slut med at arbejde hver dag som ENG-fotograf ude i marken. For tre år siden mærkede han for første gang nogle infiltrationer i højre skulder. Nu arbejder han kun som ENG-fotograf om søndagen. Til hverdag styrer han et kamera i studiet.

"Der kommer nogle stråler ned i min højre arm. Det er ligesom, når ens arm sover. Det prikker og stikker. Jeg har prøvet en fysioterapeut og en kiropraktor, men intet har hjulpet. Massage får det til at forsvinde, men lige så snart jeg får et kamera på skulderen, så kan jeg mærke smerten," siger Martin Uldall, der har været fotograf i ti år.

En anden af de skaderamte fotografer er Frederik Thorup, der arbejder på TV2 ØST. I maj måned 2000 fik han en diskusprolaps. Siden har han ikke arbejdet med de tunge kameraer.

"Jeg arbejder kun med de lette DV-kameraer nu. Det gjorde sindssygt ondt i ryggen, og det var underligt at mærke sådan en ting rode rundt nede i lænden," fortæller Frederik Thorup. Han var heldig og slap for en operation. Diskusprolapsen blev trænet væk, men han har i dag stadig en følelsesløs fod som konsekvens af diskusprolapsen.

 

300 kilo i lænden
Ergoterapeut Lisbeth Kern Hansen har gennem halvandet år været tilknyttet TV2 ØST på freelancebasis. Senest har hun hjulpet Frederik Thorup med hans diskusprolaps.

"Sådan som jeg har set kameramænd arbejde, så er der mange, der før eller siden får en rygskade," siger hun og bruger et eksempel som illustration:

En fotograf, der vejer 80 kilo, bærer på en opgave et kamera på 12 kilo på sin højre skulder. Under optagelserne bøjer han sin overkrop 20 cm fremover for at få et bedre billede. Han spænder rygmusklerne for ikke at fortsætte fremad. I den stilling får han et tryk i lænden på omkring 300 kilo. Trykket skabes af fotografens egen vægt, kameraet og rygmusklerne.

Efter seks-syv minutters arbejde i den stilling er der 36 procents sandsynlighed for, at der sker en beskadigelse af ryghvirvler og diskus.

Til eksemplet har Lisbeth Kern Hansen brugt en tysk undersøgelse, der viser, hvor meget sandsynligheden for at få et træthedsbrud i ryggen stiger i takt med, hvor mange løft man laver, og hvor tunge disse løft er i forhold til, hvad kroppen maksimalt kan klare. Et træthedsbrud er smårevner i ryghvirvler eller diskus. Hvis kroppen ikke får tid til at reparere dem – hvis man får for mange – så kan det udvikle sig til lændesmerter eller diskusprolaps.

Tv-fotografernes højre skulder belastes mere end tidligere, fordi der ifølge fotograferne ikke er tid til at sætte kameraet på stativ.

"Hvis man vil have nogle anderledes perspektiver, så kan man ikke bruge stativ. Og hvis man skal komme hjem med rigeligt med billeder, så er der ikke tid til stativet. I nogle situationer – for eksempel hvis man på Christiansborg venter på, at der kommer en minister ud ad en dør, og han så kommer ud ad en helt anden dør, så man skal løbe af sted med kameraet på skulderen – så ryger stativet, og så går det ud over ryggen og højre skulder," forklarer Martin Uldall fra TV 2/ Lorry.

Flere regionalstationer prøver at forebygge tv-fotografernes skader. Enten ved hjælp af massage, fysioterapi eller styrketræning.

TV 2/BORNHOLM har de seneste år haft en massør til at komme på stationen. Derfor har deres tv-fotografer heller ingen skader, oplyser sikkerhedsrepræsentant Steen Noreen.

Også TV 2/DANMARK har en massør tilknyttet. Og en massagestol stående på stationen. Heller ikke dér har sikkerhedsudvalget fået nogle henvendelser om smerter i skuldre eller rygge fra fotograferne.

TV 2 FYN opfordrer deres fotografer til at gå til styrketræning. På stationens regning. Hellere forebygge end lappe på smerterne, mener sikkerhedsrepræsentant Michael Madsen. TV 2/ Lorry har givet fotograferne fitnesskort, så de kan træne, og bruger ellers omrokeringer – så fotograferne ikke kun står med kameraet, men også laver lyd og redigerer – som forebyggelse. l

 

0 Kommentarer