PRESSEREGLER. Fire Urban-medarbejdere fik i januar forbud mod at færdes frit i lufthavnen i Kastrup, da de afslørede svigt i sikkerheden. Nu er to Lorry-medarbejdere blevet kropsvisiteret og udvist af lufthavnen.
Kropsvisiteringen fandt sted for en god måneds tid siden midt i en af lufthavnens restauranter.
De to Lorry-medarbejdere skulle lave en historie om de sikkerhedsproblemer, Urban netop havde påpeget. Pludselig troppede et par sikkerhedsvagter op. De mente, at de to fra Lorry filmede sikkerhedskontrollen, hvilket er forbudt. De to undskyldte og tilbød at slette optagelserne. Det hjalp ikke. De blev kropsvisiteret og udvist. Ifølge Lorry-medarbejderne udgør sikkerhedskontrollen omkring fem procent af billedfladen. Ud af de fem procent var hovedparten en afskærmningsplade.
På Lorry undrer man sig, idet Børsen netop har bragt et foto af lufthavnens sikkerhedschef, der står foran sikkerhedskontrollen og skiltene med fotografering forbudt.
»Det er vanvittigt, at vi har en fredsommelig fotograf og journalist, der bliver kropsvisiteret, bortvist og behandlet som forbrydere, når andre får lov til at fotografere sikkerhedskontrollen,« siger Dan Tschernia, direktør for TV 2/Lorry.
Anette Haaning, kommunikationschef i Københavns Lufthavne, afviser, at reglerne er uklare. På hjemmesiden www.cph.dk kan pressen se, at optagelser eller fotografering i sikkerhedskontrollen kun må ske, hvis sikkerhedschefen har givet tilladelse. Den tilladelse har Børsen fået, i og med at det er sikkerhedschefen, der fotograferes, siger Anette Haaning.
Hun beklager dog meget den behandling, de to Lorry-medarbejdere er blevet udsat for.
»Det var en overreaktion først at kropsvisitere dem foran gæsterne i en restaurant og dernæst udvise dem,« siger hun.
Anette Haaning har nu set Lorrys optagelser og erkender, at Lorry på ingen måde overtrådte lufthavnens foto-regler.
Urban og Journalistforbundet overvejer at lægge sag an mod Københavns Lufthavne A/S. De mener, at lufthavnen griber ind i pressefriheden, fordi de fire Urban-medarbejdere, der afslørede, hvor nemt det er at få en kniv ombord i et fly, ikke må færdes frit i lufthavnens transitområde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.