Der var stor forskel på visionerne for DR 3 og TV2 Fri, da tv-cheferne for kanalerne holdt oplæg til Tv-gruppens årlige generalforsamling.
Mens TV2 Fri vil skrue helt ned for tempoet og lave hyggeligt flow-tv, så vil DR uddanne, underholde og skabe debat med den nye DR 3.
TV2 Fri
Den kommende TV2 Fri bliver »alderstung«, skal være organisk tv og skal handle om det hjemmedyrkede, fortalte kanalchef for TV2 Fri Maiken Wexø og TV2 Fri-redaktør Micha Barken-Fuglede.
Selv om Maiken Wexø præsenterede ambitionerne med kanalen med business-buzzwords som core business og blue ocean, så skal indholdet tale til et lav-tempo publikum.
Dagene bliver indledt med en to timers livetransmission fra en gård i Kirke-Hyllinge:
»En slags God Morgen Danmark møder Søren Ryge uden for mange smarte kommentarer,« sagde Maiken Wexø.
Og faktisk må det gerne gå endnu langsommere end det.
»Jeg har personligt en ambition om, at vi får lavet et rigtigt lækkert strikkemagasin på et tidspunkt,« sagde Maiken Wexø.
Med de udmeldinger kom det ikke som en overraskelse, at TV2 Fri går efter de voksne seere med en alderstung profil.
»Vi har ikke en politisk holdning til, at alle skal være med på vores nye kanal, så derfor satser vi ikke så meget på de unge, når nu de har så meget andet, de vil ud over at se flow-tv,« sagde Maiken Wexø.
Desuden skal kanalen helst heller ikke skabe for meget røre i andedammen.
»Vi har valgt, at det skal være en kanal uden dårlig samvittighed, så vi har droppet motionsprogrammerne til at starte med, og hvis vi snakker økologi, så er det, fordi det er lidt hyggeligt,« sagde Maiken Wexø.
DR 3
De 15-35 årige skal underholdes og uddannes af DR, men det gør ikke noget, at andre er med på en kigger, fortalte DR 3's kanalchef, Lotte Lindegaard.
»Vi snakker lige nu mindre målgrupper på DR, end vi har gjort længe. Det er ikke så vigtigt, om det er den 22-årige og blåt-segment, hvad man nu kan finde på,« sagde Lotte Lindegaard.
Hun og DR tror på, at danskerne er klar til tv med mere substans, end de er vant til.
»Der er rigtigt mange kommercielle tilbud til denne her målgruppe, men her er der faktisk et tilbud om også at blive lidt klogere, frem for at se en blondine med meget kort skolegang spise en bille i junglen,« sagde Lotte Lindegaard.
Lotte Lindegaard afviste dog pure, at der skulle være tale om, at TV2 og DR deler seersegmenterne imellem sig.
»Vi kigger på vores eget udvalg og ikke på de andres, for vi har ekstremt meget fokus indad,« sagde Lotte Lindegaard.
Hun forklarede desuden, at tværmedialitet er afgørende for DR 3, der ofte har lige så mange seere på nettet som på tv.
Rettet 21/2-13. Et citat er fjernet, jvfr. Journalistens citatregler, da det i sammenhængen optrådte uklart og kunne misforstås.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.