Sendefladen kan blive ramt af kaos, når kommunalvalget næste år skal transmitteres på tv, vurderer direktør for TV 2/Bornholm.
Ifølge Jan Jørgensen, direktør for TV 2/Bornholm, kolliderer tidspunktet for digitaliseringen af det danske tv-sendenet med TV 2 Regionernes optakt til kommunalvalget. Over for Berlingske Tidende foreslår han derfor, at premieren på det nye digitale tv-sendenet flyttes.
TV 2 Regionernes dækning af kommunalvalget begynder den 2. november, hvilket er blot et døgn efter lukningen af det analoge tv-sendenet. Og det kan angiveligt få konsekvenser for en del seere, som risikerer ikke at kunne se dækningen af kommunalvalget.
Hovedsenderne vil godt nok blive tændt natten mellem den 31. oktober og 1. november, men hjælpesenderne vil først komme op at køre i løbet af den første uge.
Og det er uacceptabelt, mener de regionale stationer.
Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har bedt om at få sagen taget op i medieforligskredsen. Han foreslår en fremrykning af digitaliseringen med en måned for at forhindre, at de nye sendeforhold får konsekvenser for de seere, der vil se dækningen af kommunalvalget.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.