Hvornår vidste du, du skulle være journalist?
»Da jeg sad til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen, fik jeg en meget klar opfattelse af, at jeg var havnet på den rette hylde. De tre opgaver, vi fik, var afsindigt spændende og engagerende, syntes jeg, og jeg kastede mig glubsk over min medbragte skrivemaskine af mærket Olympia. I pauserne stod folk på gangene og svedte og kæderøg og sitrede af nervøsitet, mens de panisk spurgte hinanden, hvad de havde svaret på det ene og det andet. Jeg kiggede bare på dem og tænkte: Er I på syre, eller hvad? Det her er den fedeste dag længe, og hvis livet som journalist har bare en brøkdel at gøre med det, vi bliver udsat for nu, er det da et svir. Faktisk var jeg så sikker på, at jeg var havnet på den rigtige hylde, at jeg så mig om i lokalet, hvor der sad 22, og så regnede jeg ud, at hvis 900 havde søgt, og de skulle bruge 90, ville cirka to af de 22 blive optaget. Og så kiggede jeg mig rundt og tænkte: Gad vide, hvem den anden bliver.«
Hvordan oplevede du Journalisthøjskolen?
»Altså, skolen var meget … legende. Jeg har meget svært ved at forestille mig, hvad jeg skulle kunne have gjort for ikke at bestå uddannelsen. Alle var opmærksomme på, at det vigtigste, de lærte på Journalisthøjskolen, var deres kolleger at kende. Det var særlig tydeligt, da den store kamp om praktikpladser skulle stå. Der var kamp til stregen – direkte i struben på hvem som helst for at få den praktikstilling, som lagde skinnerne for resten af karriereforløbet. Det vigtigste for mig på Journalisthøjskolen var at tilkæmpe mig en praktikstilling, som kunne give mig en karriere inden for det, man dengang kaldte ’elektroniske medier’, som var radio eller fjernsyn.«
Hvordan kom du ud af det med dine medstuderende?
»Jeg bilder mig ind, at jeg kom udmærket ud af det med dem. Allerede på første semester gjorde jeg og nogle kammerater os bemærket med at optræde med en kabaret, vi havde skrevet, og jeg tror, at de andre på semestret syntes, det var meget rart, at nogle nikkede den en skalle og gjorde noget lidt ekstraordinært. Jeg tænkte bare: Vi får SU, vi bor billigt, og det bliver formentlig de sidste år, vi får, hvor vi ikke bliver taget alvorligt. Nu gælder det om at lege så meget som muligt, for det skal tids nok blive tampen brænder, når vi kommer ud i det virkelige liv.«
Har du altid haft så meget selvtillid?
»Det er sjovt, du spørger, for selvtillid er en underlig selvsuggestion, som kommer af manglende indsigt i egne fejl og mangler. Som regel en voldsom overvurdering af ens eget talent. Det at stille sig op og sige: ’Se mig, jeg kan noget’ kræver først og fremmest, at man ikke tror, at man ikke kan noget. Jeg mangler det selvkritiske gen, der gør, at man afholder sig fra ting, man ikke er god til. Forleden optrådte jeg med det, jeg kalder ’En musikalsk aften med Adrian Hughes og flyglet’. Så godt klaver spiller jeg ikke, og der var et musikalsk øre blandt de fremmødte, som syntes, det var under lavmålet, at jeg tillod mig at optræde med det offentligt. Hun reagerede ved at sende mig den største sviner, jeg har fået i nyere tid. Lige præcis i den sammenhæng har jeg fået lejlighed til at overveje, om jeg skal være den nye Victor Borge. Og det tror jeg ikke, jeg skal.«
Hvad er det vigtigste for en god journalist?
»I den her branche kommer man kun nogle vegne med kontakter. På den måde består arbejdet som journalist af to dele: Man skal have talent, og man skal have held til at vise, at man har talent. Arbejdsgivere prøver altid folk af, de kender lidt i forvejen, fordi de gerne vil have, at folk er 100 procent effektive fra første dag. Og det kan jeg da heller ikke selv se mig fri for. I det omfang jeg har indflydelse på ansættelser, kigger jeg mig også om efter folk, jeg har haft kendskab til som for eksempel praktikanter eller tidligere kolleger.«
Hvad er branchens største udfordring?
»Det er et problem, at alle journalister skal udkomme hele tiden, uanset om de ved eller ikke ved, hvad der sker, hvor det sker, og hvad konsekvenserne er. Ud over at nyhedsmøllen maler hurtigere, er tv-delen af nyhedsjournalistikken blevet forvandlet til dukketeater. Det er fuldstændigt grotesk, åndssvagt, pinligt, dumt, vanvittigt, at Peter Qvortrup Geisling står og fryser mellem bygningerne i DR Byen og rapporterer om et sundhedsproblem – på trods af at Kim Bildsøe Lassen, der interviewer ham, står 38 meter fra ham i et tv-studie. Alle tænkende mennesker må se på det og tænke: Det er jo løgn, spin og fup. Samtidig har sociale medier taget magten fra mange journalister. Alle nyheder bliver transmitteret på et socialt medie i det øjeblik, de sker, men hvem som helst kan fremsætte hvad som helst på Twitter, og når journalisterne forsøger at være lige så hurtige, bliver de fanget i hurtige, ukorrekte og ikke-kuraterede oplysninger.«
Hvad er løsningen?
»Mediernes opgave er selvfølgelig at samle sammen og rapportere, men vi er nødt til hele tiden at gøre opmærksom på, hvor meget vi ved, og hvor meget vi ikke ved. Selv forsøger jeg at læne mig tilbage fra nyhedsstrømmen og vente på de virkelige forandringer. Det vil jeg anbefale: Drop Twitter, og abonner i stedet på et overblik, som for eksempel The Economist giver.«
—
Det oprindelige foto er taget af Hans Henrik Skaaning, og illustrationen i baggrunden er af Lars Ole Park
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Adrian Lloyd Hughes
Hvor er det herlig at læse din latterliggørelse af TV-Avisens brug af ordet "korrespondent". Indholdschef Sandy French forsvarer ordningen og mener ikke, at andre end visse pressefolk harcelerer over ordningen. Dér tager hun alvorlig fejl. Jeg har hørt mange ganske almindelige seere undre sig over, at en del af TV`s medarbejdere pludselig bliver kaldt for korrespondenter, fordi de rapporterer uden for TV-byen. På den måde er jo alle journalister korrespondenter, når de rapporterer eller skriver fra andre steder end dér, hvor de er ansat.
Det er som om, man på TV-Avisen vil give journalister med stofområder officersrang. Hører der også en lønforhøjelse med, eller er det blot et spil for galleriet? For det er vel ikke sådan, at visse kolleger på TV-Avisen er misundelige over, at deres kolleger, som er stationeret i udlandet, har haft patent på at kalde sig for korrespondenter??
Hold da kæft det er gyldent det Anders Lassen. Tak for det
Adrian var selv den første til at anbringe nyhedsoplæserne 38 meter væk...:
https://www.youtube.com/watch?v=a8mdPi_HwtM
Super indlæg af Adrian!
Vi omgåes ikke hinanden. Men fem stjerner skal du have.Adrian