DR's nyhedsudsendelse "21 Søndag" satte her til aften fokus på krisen i dagbladsbranchen. Fra Vejle Amts Folkeblad og Politikens Lokalaviser til Berlingske Media og dets ejer, Mecom. Sidstnævnte er ude i en overlevelseskamp og forsøger at overbevise bankerne om, at de skal blive ved med at holde liv i koncernen.
Med en række eksempler fra de danske regional- og lokalviser stillede "21 Søndag" skarpt på finanskrisens konsekvenser for dagbladene og de mulige konsekvenser for det danske demokrati.
Annonceindtægterne smuldrer nemlig væk i øjeblikket, og risikoen er, at en stribe aviser må dreje nøglen om.
"Det ser jo sådan ud, at samfundets krise også bliver dagbladenes krise. Det er jo omkring halvdelen af omsætningen, der er annonceomsætning, og noget af det, som allertydeligst sker, når erhvervslivet har det dårligt, er mindre annoncering," forklarede blandt andre Ebbe Dal. adm. direktør i Dagbladenes Forening, til DR.
Situationen er så alvorlig, at britiske Mecom Group, der ejer Berlingske Media, lige nu forhandler med bankerne om betingelserne for nye lån, og hvorvidt Mecom overhovedet kan få nye låneaftaler, eftersom koncernen er plaget af kæmpe gæld (som beskrevet af Journalisten.dk i starten af denne uge: Skæbne-uge for Berlingske-ejer).
Fristen for at få lånebetingelserne på plads hed senest den 30. marts, men blev i midten af ugen forlænget til 30. april.
Se her hele "21 Søndag" og de fem indslag om avisernes krise.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja..Krisen kradser så meget,at Vejle Amt Folkeblad er begyndt at bruge 112-fotografer i stedet for deres egne fotografer :http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/103438:Fredericia--Nyt-roeveri-mod-kiosk
Utroligt af forbundet ikke griber ind...
20 minutteres medløb for DDF i primetime. Der må være alliancepartnere i DR som vil sikre statsstøtten til dagbladene. I øvrigt blandes lokalaivser og lokale dagblade sammen i indslagene. Og ikke ét eneste ord om uafhængige netmedier - altså dem der ikke udgives af bladhuse. Det ville også ødelægge præmissen, at der står en hel underskov af nye medier parat, hvis/når de statsstøttede partiavishuse mister deres priviliegier.