Ankestyrelsen ønsker ikke at stille op til interview.
Sådan lød det i TV Avisen 18:30 den 30. marts, da nyhedsudsendelsen bragte et indslag om en gruppe danskere, der blev adopteret fra Sydkorea til Danmark i 1980’erne og 1990’erne, og som har fået forkerte oplysninger om, hvorfor de er blevet bortadopteret.
I den forbindelse blev Ankestyrelsen omtalt, da det er den danske myndighed på området, og Ankestyrelsen har selv besluttet at undersøge adoptioner fra Sydkorea til Danmark fra 1970’erne til 1980’erne. Den i TV Avisen omtalte gruppe af bortadopterede sydkoreanere ønsker dog, at den undersøgelse skal være uafhængig – og dække hele adoptionsområdet.
Det var i den forbindelse, Ankestyrelsen ikke ønskede at stille op til interview. Lød det i hvert fald.
Men TV Avisen havde slet ikke tilbudt Ankestyrelsen at stille op til interview, lyder det nu i en rettelse på dr.dk.
”Det skal vi beklage,” skriver DR i rettelsen.