Radioavisen må i fremtiden pænt aflevere visse nyheder til TV-Avisen af hensyn til DR Nyheders samlede gennemslagskraft, siger generaldirektør Christian S. Nissen. Mange andre spørgsmål er stadig uafklarede og usikkerheden breder sig i de fire nyhedsredaktioner, der skal slås sammen: Hvor skal vi bo? Hvor meget skal vi sammensmeltes – og hvem bestemmer i sidste ende?

Ingen ved i dag, hvor længe TV-Avisens nyhedschef Lis M. Frederiksen og radioavisens chef Connie Hedegaard har en fremtid som chefer i DR. Selv generaldirektør Christian S. Nissen kender ikke slutresultatet af den sammensmeltnings-proces, der ifølge direktionens drømme inden årtusindeskiftet skal munde ud i Danmarks »indiskutabelt stærkeste danske nyhedshus«.
»Det ved jeg ikke,« lyder generaldirektørens korte melding på JOURNALISTENs spørgsmål, om de to chefers stillinger overhovedet eksisterer, når TV-Avisen, Radioavisen, DR 2's nyhedsredaktion og P1's Orientering samles i én organisation. Og netop dét spørgsmål er vigtigt, for det drejer sig dybest set om, hvorvidt hver nyhedsredaktion har sin egen ledelse, eller om alle fremover skal rette ind efter den kommende nyhedsdirektørs og dermed direktionens ønsker.
Usikkerheden er symptomatisk. Selv om direktionens papir »styrkelse og reorganisering af DRs nyhedsområde« er på 10 tætskrevne sider, så afføder det flere spørgsmål end svar og giver dermed grobund for bange anelser og gisninger.
»Det er uprofessionelt,« lyder det fra medieanalytiker og medlem af DRs bestyrelse Preben Sepstrup. »Det er det dårligste beslutningsforslag, jeg nogensinde har set, og jeg har immervæk siddet i en del bestyrelser. Ingenting er besluttet på forhånd, alt skal ses an på sigt og besluttes i processen.«
Faktum er, at DRs bestyrelse har sagt ja til en såkaldt principgodkendelse af direktionens planer om at sammenlægge de fire nyhedsredaktioner. Beslutningen var fire timer undervejs, og bestyrelsen var ifølge JOURNALISTENs oplysninger flere gange tæt på at give direktionen et lodret nej, ikke mindst på grund af centralismen i planen.
Og Preben Sepstrup understreger, at usikkerheden fortsat huserer trods principgodkendelsen. »Det er stadigvæk mere end uklart, hvad der skal ske med alsidigheden af nyhederne, med konkurrencen mellem redaktionerne og med graden af sammenlægning,« påpeger han.

Radioavisen vil ikke gemme nyheder
Alle fire redaktioners helt store skræmmebillede er, at sammensmeltningen betyder, at én redaktion får ordre på, at lade tophistorien overgå til en af de andre DR-nyhedsredaktioner.
For eksempel med skelen til TV 2.
»Vi er ikke glade for tanken om, at vi kan risikere, at chefredaktionen går ind og siger, at en bestemt historie ikke skal køre i radioen, fordi den er tv-egnet,« siger journalist og tillidsmand på Radioavisen Ole Corneliussen til JOURNALISTEN.
En tanke, der også får de journalistiske alarmklokker til at kime hos hans chef Connie Hedegaard:
»Hvis vi fanger en nyhed klokken fem minutter i 17.00, så kan det ikke nytte, at vi får at vide, at den skal gemmes til TV-Avisen klokken 18.30.«
Lis M. Frederiksen, nyhedschef, TV-Avisen:
»Redaktionerne skal være sparringspartnere, miljøerne skal være åbne, og de skal kunne trække på den samme research. Men konkurrencen skal også bevares, lige som hensynet til ét medie ikke skal stille et andet svagere.«
Connie Hedegaard og Lis M. Frederiksen er medforfattere til papiret »Hvis målet er øget kvalitet.« Her understreger både ledelse og medarbejdere fra Radio- og TV-Avisen over for direktionen, at de kun kan bakke sammensmeltningen op, hvis der kan svares »utvetydigt klart JA!« til blandt andet spørgsmålet om, at »der ikke fra centralt hold skal gives ordre til, at konkrete historier skal gemmes og reserveres bestemte medier.«
Det klare ja har direktionen aldrig givet.
Kan Radioavisen risikere at skulle holde en nyhed tilbage af hensyn til TV-Avisen, eller skal nyheden altid hurtigst muligt ud?
»Det er et meget spændende og meget kontroversielt spørgsmål,« siger Christian S. Nissen. »Og der vil være typer af situationer, hvor man vil sige, at den historie gemmer vi til TV-Avisen, fordi så har vi mulighed for at få en større gennemslagskraft,« siger Christian S. Nissen, der understreger, at det også vil give mulighed for at researche historien bedre.
Christian S. Nissen vurderer, at beslutningen om, at en journalist på for eksempel Radioavisen skal overlevere sin historie til en kollega på TV-Avisen, skal træffes af en vagthavende redaktionschef ud fra nogle overordnede og på forhånd fastlagte kriterier.

En nyhedsfabrik
Og dermed synes generaldirektøren at bekræfte nogle af de værste anelser i de fire nyhedsredaktioner, hvor netop angsten for, at DR Nyheder skal blive en centralt dirigeret nyhedsfabrik, er stor.
»Der er i planerne nogle tendenser til topstyring, som vi er nervøse for,« siger Ole Corneliussen, Radioavisen. »Den gode journalistik og de gode historier kommer ikke oppefra – men nedefra. Journalistik kræver frihed til at grave historierne op, og derfor er det bekymrende, at direktionens udspil rummer nogle tanker om, at en fælles chefredaktion skal styre nyhederne.«
Jørgen Hartvig, medarbejdervalgt medlem af bestyrelsen:
»Det skal fortsat være muligt for for eksempel en kritiseret politiker at komme til orde med sin forklaring i radioen, selv om tv har en anden version af historien. Virkeligheden skal ikke samstemmes gennem en nyhedsledelse – jeg er yderst nervøs for monopolet.«
Connie Hedegaard, Radioavisen:
»Udspillet har et element af centralisme, som ikke er journalistisk hensigtmæssigt. Det er jeg simpelthen journalistisk uenig i. Jeg synes, det er vigtigt, at DR står for mangfoldighed.«
Spørgsmålet drejer sig dybest set om, hvilken magt lederne lige under nyhedsdirektøren får og hvilken frihed, de enkelte redaktioner dermed har.
Direktionens svar på nervøsiteten for centralisme er, at bekymringen er »yderst relevant,« som det hedder i sva-
ret til redaktionerne. Men direktionen giver intet konkret bud på, hvordan det skal undgås.
Derimod skitserer direktionen »to organisatoriske yderpunkter,« som det hedder: Én model med den eksisteren-
de medieopdelte organisering, hvor nyhedschefen råder over fire adskilte redaktioner. En model, der i den interne DR-jargon kaldes »Skilderhuset«. Den anden model er »den totale bimedialitet«, hvor alle kræfter samles i en fælles »enhedsorganisation.« Her opererer alle journalister i princippet på et hvilket som helst medie – eller flere medier ad gangen. Den bærer betegnelsen »fladbukken«.
Spørgsmålet skal, skriver direktionen, »afklares i det kommende udviklingsarbejde«. Christian S. Nissen vil ikke vælge side:
»Jeg ligger et eller andet sted imellem de to modeller. Men ingen af de to yderpunkter giver mening. Vi har for eksempel ikke forestillet os, at alle skulle bære rundt på både kamera og båndoptager, som det er skitseret i fladbukke-modellen.«

Orientering tvunget med
Generaldirektøren understreger, at ingen instans i DR er direkte imod planerne. »Det vigtige er, at der ikke er én eneste, der har sagt, at det her vil de slet ikke være med til,« siger han.
Men P1's program Orientering har gennem redaktør Ruth Sperling meddelt, at man godt nok gerne samarbejder med et Nyhedshus, men »Lad Orienterings-redaktionen forblive på P1«.
Orientering frygter kort fortalt, at redaktionen skal presses ind i vagtskemaer og konverteres til at dække »ulykker og andre pludseligt opståede situationer,« og mener ikke, at Orienterings baggrundsjournalistik kan bidrage til direktionens visioner med nyhedshuset.
Hvad med Orientering?
»Orientering har sagt, at det er en udmærket ide, bare vi ikke er med,« siger Christian S. Nissen – og tilføjer: »Men de er med.«
De får armen om på ryggen?
»Det vil jeg ikke sige. Det er en venlig føring ved armen ind i et spændende nyhedshus. De tror, at vi vil tage dem som livets salt og drysse dem i et tyndt lag hen over de 450 andre medarbejdere, men det er jo bestemt ikke meningen,« siger generaldirektøren.

En målrettet beslutningsproces
Fra flere sider i DR møder direktionen, med Christian S. Nissen i spidsen, kritik for at have gennemført en dækket beslutningsproces. Kilder påpeger, at bestyrelsen allerede i foråret 1997 spurgte Christian S. Nissen, om der var en sammenlægning undervejs. Én gang svarede generaldirektøren angiveligt afvisende, en anden gang henviste han til, at en chefgruppe med blandt andre Connie Hedegaard og Lis M. Frederiksen var i gang med at vurdere fordele og ulemper.
Bestyrelsesmedlem Jørgen Hartvig:
»Vi troede, at planerne var gået i sig selv igen, da vi ingenting hørte fra direktionen. Jeg blev meget overrasket over, at det kom så pludseligt.«
Også Lis M. Frederiksen antyder, at direktionen kørte sololøb uden om det vanlige DR-demokrati. Hun påpeger, at chefgruppen afleverede deres tanker til direktionen den 21. april 1997, men først hørte noget den 22. december – otte måneder senere.
»Vi havde skrevet, at vi betragtede os som fødte medlemmer af den gruppe, der skulle arbejde videre med planerne. Men sådan gik det ikke,« siger Lis M. Frederiksen.
Christian S. Nissen afviser at have kuppet redaktionernes ledelse, men han erkender, at direktionen helt bevidst har kørt en mere lukket og målrettet beslutningsproces end vanligt i DR.
Næste brydekamp står den 3. marts, når direktionen skal have bestyrelsens godkendelse til den jobbeskrivelse, der skal føre til udpegningen af nyhedsdirektøren. Ét spøgelse kan generaldirektøren mane i jorden – nyhedsdirektøren skal ikke først og fremmest være en strømlinet managementtype.
»Vi går efter er en knalddygtig nyhedsjournalist med gode lederegenskaber,« siger Christian S. Nissen.
Og nyhedsdirektøren får travlt fra første dag. Ingen aner for eksempel om det fælles nyhedshus bliver til noget. Tværtimod udtalte DR-bestyrelsen den 3. februar, at »Bestyrelsen har ikke hermed taget stilling til den fysiske samling af de nuværende afdelinger.«
Connie Hedegaard:
»Nu er det besluttet, at sammenlægningen skal gennemføres, og det er jeg grundlæggende meget enig i. Og vi behøver ikke at have fælles fysiske rammer, men omvendt, så er det da ikke optimalt, hvis vi skal sidde hver sit sted. Det er måske lidt barokt.«