TV 2’s seerredaktør: Skulle være gået hårdere til Rolf Sørensen

Seerenes redaktør på TV 2, Lars Bennike, mener, at Nyhederne skulle have boret mere i omstændighederne omkring Rolf Sørensens doping

I går aftes stod Rolf Sørensen frem i TV2 Nyhederne og indrømmede brug af doping. Men der er stadig en række ubesvarede spørgsmål, som TV2 Nyhederne ikke borede nok i – og som giver et tillidsproblem i forhold til Rolf Sørensens rolle som cykelkommentator på TV 2. Det mener seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike.

»Det er problematisk, at han selv stiller det op, som om han var helt alene omkring doping – og nærmest selv havde fundet på det. Det bliver en stor opgave at genvinde troværdigheden over for seerne i de øjeblikke, hvor han skal give sit besyv med omkring organiseret doping,« siger Lars Bennike til Journalisten.

Han understreger dog, at det er bedre at få »katten ud af sækken« i forhold til de mange års løgne.

Chef for TV2 Sporten mener tværtimod, at Rolf Sørensens indrømmelse af sit dopingmisbrug er en styrkelse af cykeldækningen:

»Det væsentligste for mig i denne sammenhæng er at sige, at det, at vi har en cykelekspert siddende, som har fået renset luften, er en styrkelse af vores cykeldækning,« sagde Lauesen mandag aften til sporten.dk

Rolf Sørensen har i sin indrømmelse ikke villet tale om eventuelt andre medskyldige i hans doping eller komme nærmere ind på det præcise omfang. Det er blandt andet blevet problematiseret af den hollandske journalist Mark Miserus fra avisen Volkskrant, der har beskæftiget sig meget med dopingsager på Rolf Sørensens gamle cykelhold Rabobank.

De sager ville Lars Bennike også gerne have hørt nærmere om i TV2 Nyhedernes dækning af Rolf Sørensens indrømmelse:

»Det er ikke sådan, at man går til ham med fløjlshandsker, men man skulle være gået hårdere til ham på nogle af spørgsmålene. Han bliver stillet de relevante spørgsmål, men man kunne godt have boret mere i, om han virkelig var alene, og i de sager, der kører om Rabobank,« siger Lars Bennike.

Kanalchef Mikkel Hertz var ansvarlig for nyhedsudsendelsen i går. Han mener, at man gjorde rigeligt for at få detaljerne om Rolf Sørensens doping:

»Jeg har ikke set råbåndet, men jeg har været inde over redigeringen af indslaget. Rolf Sørensen var set med mine øjne relativt tilbageholdende med at indvie os i detaljerne om sit dopingmisbrug. Vi stillede rigtig mange spørgsmål, som vi ikke fik klare svar på. Set i mine øjne var det et glimrende indslag, hvor det også fremgik, at vi stillede de spørgsmål, som det forventes, at vi stiller,« siger Mikkel Hertz, der blandt andet gerne ville vide, hvornår Rolf Sørensen præcist har været dopet.

Læs Journalistens interview med TV 2's sportschef Frederik Lauesen her

0 Kommentarer