Den store forkromede redningsplan for TV 2, som politikerne vedtog i januar, ser nu ud til at blive stoppet af EU-Kommisionen. EU-Kommissionen vil først have iværksat en dybdeborende undersøgelse af statsstøtten.
Brugerbetaling fra 2012 hed svaret, da politikerne i januar strikkede den store plan for TV 2's redning sammen.
Og trods skepsis over for planen, så håbede Kulturministeriet længe på, at man kunne få en afklaring inden den 1. juli. Så sent som i starten af juni, var det meldingen fra ministeriet til Journalisten.dk.
Men nu ser det hele ud til at smuldre. EU-Kommissionen har i dag meldt ud, at man først ønsker en undersøgelse af hele redningsplanen.
EU's konkurrencekommissær, Neelie Kroes, oplyser i en pressemeddelelse, at undersøgelsen skal fokusere på, om TV 2 Danmark A/S overhovedet kan overleve på lang sigt uden statsstøtte og om indførelsen af brugerbetaling på public service kanalen er konkurrenceforvridende.
Men også om beskyttelsesforanstaltningerne i omstruktureringsplanen står i et rimeligt forhold til statsstøtten.
EU's konkurrencekommissær tilføjer:
"Det er normalt, at der indledes en dybtgående undersøgelse ved statsstøtteinterventioner af denne størrelsesorden og kompleksitet for at garantere retssikkerheden. Det giver også de berørte parter mulighed for at fremsætte bemærkninger. Det har ingen indflydelse på resultatet af undersøgelsen."
EU har midlertidigt godkendt et statslån på flere hundrede millioner kroner. Et lån, som reddede TV 2 fra et kollaps.
Og i Kulturministeriet tager man da også dagens melding med ro. Der er ingen grund til panik, er meldingen.
"Det ærgerlige er jo så bare, at det skyder den endelige afklaring længere ud i fremtiden," siger afdelingschef Jesper Hermansen, ifølge Ritzau.
Han afviser samtidig, at det skulle skabe problemer for TV2 i mellemtiden.
"TV2 kan fortsætte med at trække på de kreditter, som redningspakken stiller til rådighed," siger Jesper Hermansen.
Se her hele pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen: Statsstøtte: Kommissionen indleder en dybtgående undersøgelse af omstruktureringen af TV 2 Danmark
Læs også: Planen for brugerbetalt TV 2 risikerer at blive ændret
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.