TV 2’s planer om nye tv-kanaler får en kold skulder

Forleden meddelte TV 2's programdirektør, Palle Strøm, at man overvejer en stribe nye tv-kanaler. Men hos kabel-tv-giganten YouSee, der reelt styrer markedet, er man lunkne over for TV 2's ideer.

Forleden meddelte TV 2's programdirektør, Palle Strøm, at man overvejer en stribe nye tv-kanaler. Men hos kabel-tv-giganten YouSee, der reelt styrer markedet, er man lunkne over for TV 2's ideer.

En ny børnekanal, en finanskanal eller hvad med en kanal målrettet kvinder? 
Sådan lød nogle af forslagene fra TV 2 i sidste uge, hvor programdirektør Palle Strøm oplyste, at stationen satser på at kunne lancere flere nye tv-kanaler i 2012 eller derefter.
Foreløbig er man gået i tænkeboks, og målet er at have en shortliste med kanalmuligheder klar til sommer.
Men uanset hvor genialt tænkt de nye stationer måtte være, så risikerer TV 2, at hele processen bliver stoppet af YouSee, der som landets dominerende kabel-tv-udbyder reelt bestemmer, hvad danskerne skal have af valgmuligheder.
Vicedirektør i YouSee Ulf Lund siger således til Journalisten.dk, at det ikke lige er til at få øje på behovet:
»YouSee står ikke ligefrem og tørster efter nye kanaler, bl.a. fordi det er svært at retfærdiggøre de prisstigninger, som næsten uundgåeligt følger med, men vi ser selvfølgelig på alle forslag og indgår altid i en åben dialog – også med TV 2.«
Den rimeligt kolde skulder fra YouSee er ikke overraskende. Men den bremser TV 2's udviklingsplaner. 
I godt otte år var det ellers TV 2's målsætning, at man helst skulle lancere mindst en ny tv-kanal om året, som så skulle sikre fortsat nye indtægtskilder. Fra 2000 og frem blev det blandt andet til Zulu, Charlie, News, Film og Sport.
Og så sent som i 2008 meddelte TV 2, at man havde hele 7 nye kanaler i skuffen. Kort tid efter afviste YouSee dog kategorisk de hede drømme på Kvægtorvet.
Og sidste år gik YouSee skridtet videre og kritiserede TV 2's planer om betaling for selve hovedkanalen. Overvejelserne lød på op til 25 kroner om måneden per kunde hos YouSee for at se TV 2.
På et pressemøde i september erklærede direktør for YouSee Niels Breining derfor, at hvis TV 2 gør alvor af planerne for brugerbetaling, så vil YouSee automatisk klage til EU.
Med andre ord er der ikke længere den store hede kærlighed mellem TV 2 og YouSee – til trods for, at de selskaber nærmest er naboer på Teglholmen i København.
Og derfor er det næppe så sikkert, at Palle Strøm får held med at overtale YouSee til at købe ideerne om nye tv-kanaler. Dagens melding fra vicedirektør i YouSee Ulf Lund tyder i hvert fald på det stik modsatte. 

1 Kommentar

Otto Frederiksen
1. FEBRUAR 2011
Re: TV 2's planer om nye tv-kanaler får en kold skulder

Jeg synes ærligt talt også, det lugter lidt af pengemaskine. Fx har jeg svært ved at se berettigelsen for en kanal som tv2 film. Det eneste tidspunkt på året, hvor falden ikke er fyldt med gentagelser dag efter dag, er i forbindelse med oscaruddelingen i februar. Og ærligt talt, endnu en børnekanal? DR har løst opgaven på fantastisk vis med Ramasjang. Ligesom der jo stadig findes et hav af udenlandske tilbud. Og så en kvindekanal? tanken om så mange kanalervirker altså useriøs.

Er det Palle Strøms svar på alt?